Digtet er større end mig

Interview med Pia Tafdrup

Af : Thomas E. Kennedy

- I din bog Over vandet går jeg: Skitse til en poetik (1991) beskriver du processen før digtet opstår som spontane, ureflekterede og helt irrationelle faser, hvor ukendte energier er på spil. I hvilket omfang kan en digter selv forstå, hvad han/hun skriver? Skabes poesi uden for bevidstheden eller forstanden? Forstår du dine digte, mens du skriver dem, eller må du vende tilbage til dem senere - ligesom til en anden digters værker - for at forsøge at opdage deres betydning?

    Digtets tilblivelse har en særlig fascination, ikke mindst fordi hvert digt har sin egen proces. Denne proces handler om intet mindre end at give det navnløse navn, om at artikulere det uartikulerede og finde vej til det sted, hvor lyset ligger begravet. Det fornemme, det frygtelige og det paradoksale er, at selv den mest garvede digter altid skal starte forfra. Det er ikke fra erfaringen, men fra det hvide ark digteren sætter af. Det er herfra, der hver gang skal bygges en ny verden op. Derfor er det også interessant at beskæftige sig med de faser, man som skrivende gennemlever. Det er, hvad jeg forsøger at indkredse i det første kapitel af min poetik. Skønt hvert digt har sin egen tilblivelseshistorie, er der dog faser, der atter og atter gennemleves: F.eks. de spontane, ureflekterede og irrationelle faser, som du henviser til, at jeg har beskæftiget mig med. De handler interessant nok om den parathed, der er digtets forudsætning, ofte om en opmærksomhedsgrad, der er næsten ubærlig. I de momenter, hvor de største bevidsthedsskred sker, brydes integritet og personlighed ned. Det skrivende jeg gennemtrænges og fyldes helt. Jeg´et er uden ansigt det øjeblik det afgørende indfinder sig. Den totale selvforglemmelse er et med total tilstedevær. Forunderligt nok hænger den passive evne sammen med en aktiv kraft, der sætter ind i det moment, hvor tilfældet gribes. De fleste af os vil have set voldsomme, næsten overmenneskelige energier indfinde sig hos mennesker, kort før de døde. Skønt de var syge og afkræftede, blev de pludselig i stand til at udføre uhyre korporlige handlinger som at flytte ellers urokkelige genstande. På sin vis er den invasion af kræfter, der opstår hos en skabende en tilsvarende overvældende kropslig forvandling. Det er her den skabende virksomhed for alvor bliver dragende, lokkende og farlig for udøveren. Det er præcis denne erfaring, der enten får kunstneren til igen og igen at kaste sig ind i processen eller til at bevæge sig i en bue uden om skrivebordet, fordi omkostningerne kan være så store. Det er indlysende, at jeg som digter ikke er bevidst om alt, hvad jeg foretager mig, mens processen står på. Efter en første ofte følelsesladet gennemskrivning, griber jeg ind ganske nøgternt for at stramme til og skærpe udtrykket. For mig er denne del af arbejdet uhyre vigtig. Meget få digte lykkes efter enkelte gennemskrivninger, de fleste kræver ganske mange justeringer. Som regel lader jeg digtene ligge nogle måneder for dernæst at afgøre om de holder. Tiden er en god dommer.
    Alligevel hænder det, at en ny forståelse dukker op, når digtene er udkommet og jeg læser dem for et publikum. Og ikke sjældent har en læser gjort mig opmærksom på noget i mine digte, jeg ikke selv havde opdaget, men som jeg har taget til mig, fordi det var aldeles overbevisende. Det er en væsentlig erfaring at gøre, at det jeg troede, jeg kendte til bunds, fordi jeg selv har produceret det, det kan ikke desto mindre komme bag på mig ...
    Digtet er større end mig, kun i glimt er jeg på højde med det.

Thomas Kennedy er bosat i Danmark og har arbejdet som redaktør på flere antologier

Interviewet var bragt i Weekendavisen 16-18 september 1994

Uddrag ved redaktionen.