Steen Steensen Blichers noveller

Knud Sørensen om Blichers noveller

Af : Knud Sørensen

Indledning
Steen Steensen Blicher blev født i landsbyen Vium 15 km syd for Viborg den 11. oktober 1782. Han var ældste søn af sognepræsten, Niels Blicher, og dennes hustru, Kristine Marie født Curtz.Han pågyndte sit egentlige forfatterskab med Digte. Første Deel (1814). Tre år efter kom Digte. Anden Deel med hovedtitlen "Jyllandsrejse i sex Døgn", som beskriver en rejse fra København til Jylland, sluttende i præstegårdshaven i Vium. I det lange digt har Blicher spaltet sig i to, nemlig S.S. Blicher og S.S. Barbeer i Nibe, af hvilke den sidste repræsenterer den realistiske og snusfornuftige, let kyniske og satiriske side af forfatteren.

Og det var her, i præstegården i Thorning, at han i efteråret 1823 gjorde sit livs første forsøg på at fortælle en historie på prosa. Hidtil havde han anvendt prosa til artikler og debatindlæg, til enkle referater af f.eks. oldsagn, men nu bevægede han sig over i fiktionen, om end han havde en autentisk begivenhed som sit udgangspunkt. Resultatet blev det mirakel i dansk litteratur, som blev offentliggjort i tidsskriftet Læsefrugter i begyndelsen af 1824 under titlen "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog".

1824 er kaldt prosaens gennembrudsår i Danmark, og i tilbageblik er det nok rigtigt, men det har næppe været oplevet sådan i samtiden. De to værker, man nemlig henviser til, er Poul Martin Møllers En dansk Students Eventyr, som forfatteren det år læste de første kapitler op af i Studenterforeningen i København, men som først fremkom i trykt form i 1843, og det andet værk er Blichers novelle, som også først opdagedes sent af den litterære verden, nemlig da den ni år efter kom i bogform.

I bogudgaven 1833 har Blicher foretaget nogle ændringer. Titlen er ændret til "En Landsbydegns Dagbog", en efterskrift lydende "fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher" er slettet, og foruden at have foretaget nogle små sproglige rettelser har Blicher indføjet en helt ny optegnelse dateret 19. dec. 1711.

Som udgangspunkt for novellen og som model for den kvindelige hovedperson, frk. Sophie, har Blicher brugt Marie Grubbe, herremandsdatteren fra Tjele. Ideen til titel og dagbogsform kan han have fået fra et ældre nummer af Læsefrugter, hvori han havde offentliggjort digte, og hvori der også var en fra engelsk oversat novelle, der hed "Brudstykker af en fattig engelsk Landsbypræsts Dagbog". Yderligere impulser kan han have fået ved læsning af nogle gamle præstedagbøger, "Farstrup og Axelsons Dagbøger", som blev offentliggjort i 1813, og hvor det kort og godt hedder under omtalen af Erich Grubbe til Tiele og Gammelgaard på Lolland: "En Datter Maria, et Exempel paa Lykkens og Dydens Foranderlighed, var først givt med Ulrich Friderich Gyldenløve, en naturlig Søn af Kong Friderich 3, og Stamfader til Danneskiold Laurvig og de Løvendaler, General Feldtmareschal og Statholder i Norge, men blev Skildt fra ham ved en kongelig Dom 1670. Derpaa ægtede hun Palle Dyre til Sindinggaard, som i Holstebro blev ihielstukket af en Capitain Sluchov. Tilsidst fornedrede hun sig saa dybt, at hun givtede sig med sin Kudsk."

Blicher har sikkert også kendt Holbergs "Epistola 89", hvori Marie Grubbe uden direkte navns nævnelse omtales, og Holberg fortæller, at han har været i hendes hus ved et færge-sted på Falster, men som vigtigste kilde har han nok haft sin far. Niels Blicher havde nemlig i sin ungdom først været huslærer hos præsten i Føulum (i dag Foulum) og senere såkaldt hovmester på Tjele. Han har kendt historien og kendt den pågældende egns stednavne og topografi.

I skildringen af frk. Sophie indgår ikke bare Marie Grubbe, men også en anden herremandsdatter, som Blicher oven i købet har kendt personligt, nemlig herremandsdatteren fra Hald, Charlotte de Schinkel, hvis livsforløb følger en social nedtur, der næsten er parallel med Marie Grubbes. Charlotte de Schinkels liv skildrede Blicher langt senere i en efter samtidens opfattelse meget nærgaende novelle med titlen "Eneste Barn". Men hvor "Eneste Barn" nærmede sig det autentiske, er det tydeligt, at Blicher i "En Landsbydegns Dagbog" ikke havde noget ønske om at skildre den historiske Marie Grubbe eller den eksisterende Charlotte de Schinkel. Det kan også ses af, at han tidsmæssigt forskyder handlingen. Marie Grubbe levede 1640 til 1718, Charlotte de Schinkel 1773 til 1861, men Blicher placerer sin historie nogenlunde midt imellem, nemlig fra 1708 til 1753, som er den periode, hvor historiens fortæller, den fiktive, dagbogsskrivende degnesøn fra Føulum, Morten Vinge, gør sine notater. Det er med ham som autoritetstro iagttager og beretter, man som læser føres ind i handlingen, som formes af kampen mellem moral og drift, fornuft og sanselighed, og frem til det bibelcitat, der afslutter dagbogen, og som på trods af den resignation, der er åbenlys, vel også antyder muligheden for, at Sophie og Jens kan frelses fra fortabelsen af Guds barmhjertighed: "Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed."

Sildig Opvaagnen
er en anden af de noveller, hvor Blichers udgangspunkt ligger på det personlige plan.

Den 26.januar 1828 skrev han et brev til stiftsprovst Stockholm i Aalborg. Brevet var en anmodning om hjælp til tegning af subskribenter på en planlagt novellesamling. Han beder stiftsprovsten bidrage til "at lindre en lidende Broders tunge Lidelser" og skriver: "Med faa Ord: jeg har seet mig nødsaget til at separere mig fra min Kone." Brevet har næppe været det eneste af den slags, og snart florerede rygterne om Ernestines utroskab over det ganske land.

Skal man nærmere tidsfæste begivenheden (og entalsformen bruges, da der muligvis kun er tale om dette ene tilfælde) må man gå til Blichers erindringer. Han skrev dem i 1840, men det er den udgave af erindringerne, som kom i 1846, der i denne sammenhæng er vigtig. I den udgave har Blicher nemlig forsynet omtalen af sit i 1810 indgåede ægteskab med Ernestine med en fodnote, der lyder sådan: "Hans Fødselsdag var den 11. Oktober, hans Bryllupsdag den 11. Juni, og den 11. December 1827 er en mærkelig Terminsdag for ham – ikke i Pengevæsen, men i Skjæbnens Gang, dog Verden skøtter vel ikke om at vide, hvad han selv ønskede at glemme." Så var det sagt, så direkte, som det indirekte var muligt.

Med ret stor sikkerhed kan man antage, at Blicher på den dag, som formodes at være Ernestines 35 års fødselsdag, og hvor der sikkert blev holdt en fødselsdagsfest i præstegården, har grebet hende i utroskab.

Tre måneder efter, i marts 1828, kunne man i Nordlyset læse novellen "Sildig Opvaagnen", som netop handler om utroskab.

Historien handler om en vennekreds i en provinsby. Vennekredsen består af tre ægtepar, og fortælleren er manden i et af parrene, en præst, der påfaldende kraftigt understreger, at han er lykkelig i sit ægteskab.

Den egentlige utroskabshistorie udspiller sig mellem hustruen i det ene og manden i det andet af de to andre par.

Der fortælles om en kvinde, Elise, for hvem det hemmelighedsfulde er forudsætning for kærlighed, og som føler en stærk dragning mod erotisk hengivelse. Det tragiske højdepunkt i novellen kommer, da utroskaben afsløres, og Elises mand skyder sig selv af fortvivlelse, men nok også som en desperat hævn.

Novellens fortæller er hård i sin fordømmelse af Elise. Men fortællerens fordømmelse er ikke identisk med Blichers. Fortælleren er først og fremmest skildret som eksponent for et lukket og småborgerligt samfund, hvor hans nyfigne forargelse dækker over skinsyge og misundelse. Og påfaldende er det også, at i den del af novellen, som ikke berettes af fortælleren, men er en slags dokumentation i form af Elises breve til elskeren, tegnes et varmt og forstående billede af en kvinde, for hvem den kærlighed, hun føler, er højeste lov.

Nok fordømte også Blicher utroskab, men gennem analysen af Elise og det minisamfund, hun færdedes i, vandt han i forståelse.

Han skød sig ikke, men hentede Ernestine hjem fra Randers, hvor hun havde boet under separationen.

Skytten på Aunsbjerg
blev offentliggjort i novellesamlingen Kornmodn i 1839. Det er en novelle, hvor Blicher, hvad angår miljøet, har brugt sine barndomsminder fra ophold på Aunsbjerg hos sine slægtninge, Steen de Steensen og dennes ægtefælle, Mette Elisabeth de Schinkel.

Handlingen i novellen er ren fiktion, men bygger på to virkelige begivenheder, som dog ingen indbyrdes sammenhæng havde. Det drejer sig om henrettelsen af en tjenestekarl, der havde dræbt sin kæreste, og om en skytte pa Aunsbjerg, der døde efter et fald med hesten.

I novellen omtales skytten som Vilhelm, men det fortælles i begyndelsen, at han i virkeligheden var franskmand og oprindelig hed Guillaume, og i novellens slutning og efter hans død afsløres hans fulde navn, Guillaume de Martonniere, og eksistensen af nogle breve, der muligvis vil fortælle om hans tidligere skæbne, antydes.

Ak! Hvor forandret!
kunne første gang læses i Nordlyset i oktober 1828 under forfatterinitialerne P.Sp. Den indeholdt i denne første udgave en henvisning til en tidligere novelle "Eva" og til selve Nordlyset, men da den blev bragt i bogversion 1833 var disse henvisninger luget ud, og novellen optrådte som en helt selvstændig fortælling "Forhen trykt under Firma P.Sp.", som det er anført i en parentes under titlen.

"P.Sp." er Peer Spillemand, en videreudvikling af den "S.S. Barbeer i Nibe", som havde optrådt første gang i Jyllandsrejse i sex Døqn, og hvis fornavn fremkommer ved, at Blichers eget fornavn, Steen, oversættes til latin Petrus og derefter fordanskes via Peter til Peer. Blicher bruger ham ikke mindst som humoristisk-satirisk kyniker, der oven i købet levnes spalteplads til nu og da at kritisere nogle af Blichers samfundsreformatoriske forslag.

At novellen nok er skrevet på et tidspunkt, da Blicher har været grebet af et vist mismod, og hvor han har følt et slægtskab med denne forhenværende skønånd, der ligesom Blicher selv "levede i stille Forborgenhed højt oppe i Jylland", giver han et fingerpeg om, da Peer Spillemand spørger sin gamle ven om, hvor mange børn han har. "En for hver Finger," svarer han og udtrykker sine bekymringer for, hvordan han dog skal klare at give dem klæder på kroppen, og at føre "Nogen frem til Studeringer, det er plat umuligt."

Ti børn – det var, hvad også Blicher havde ansvar for på det tidspunkt, da novellen blev skrevet.

Hosekræmmeren
som kunne læses i Nordlysets januar-hefte 1829, er ved siden af "En Landsbydegns Dagbog" vel nok den i dag bedst kendte af Blichers noveller. Så forskellige de end er, er der i begge en konflikt mellem forelskelse og den sociale orden, men hvor "En Landsbydegns Dagbog" er henlagt til fortiden, udspiller "Hosekræmmeren" sig i Blichers samtid og i det bondemiljø, hvis tankegang og sprog han var fuldt fortrolig med. Når novellen gør et så stærkt indtryk, skyldes det ikke mindst, at Blicher bortset fra de refleksioner, han som forfatter gør sig, har valgt et sprog, der ligger tæt op ad almuens neddæmpede fortælleform. På en mærkelig måde og netop på grund af det neddæmpede og resignerede øger dette styrken af de følelser, som bemægtiger sig læseren.

I novellen spiller også de korte harmoniske naturskildringer af hedelandskabet en vigtig rolle som kontrast til menneskelivets uro og smerte. Det er naturbeskrivelserne, der giver novellen dens særlige karakter og giver den balance og perspektiv.

Præsten i Vejlbye
blev trykt i Nordlyset i maj måned 1829 og har som undertitel betegnelsen "En Criminalhistorie", altså en historie om en forbrydelse.

Det er med undtagelse af en væsentlig efterskrift en dagbogsnovelle, sådan som også "En Landsbydegns Dagbog" var det, og også i dette tilfælde ligger der en autentisk begivenhed til grund. Præsten Søren Qvist i Vejlby ved Grenå blev i 1626 på grundlag af vidneudsagn dømt til døden for i 1607 at have slået sin kusk, Jesper Hovgaard, ihjel. I årene efter hans henrettelse borede en af hans sønner videre i sagen, og i 1634 kom det til en ny retssag, hvorunder det oprindelige hovedvidne og et af de andre vidner tilstod, at de dengang havde svoret falsk. Begge blev dømt til døden.

Flere steder – blandt andet i Pontoppidans kirkehistorie og i hans Danske Atlas – er der korte og meget forskellige beretninger om sagen, og Blicher kan have haft kendskab til nogle af dem. Men hans hovedkilde har nok været en novelle "Nemesis, eller Sandheden kommer for Dagen" skrevet af Louise Hegermann-Lindencrone. Novellen blev bragt i Gefion. Nytårsgave for 1827, og man må formode, at Blicher har læst den, da han selv bidrog til nytårsgaven med tre digte.

I sin novelle bygger Louise Hegermann-Lindencrone først og fremmest på Pontoppidans kirkehistorie, men også andre beretninger og dokumenter bruger hun. Novellen er en rammehistorie, hvor fortælleren, der er gift med Søren Qvists søn, beretter historien for sine veninder en mørk og stormfuld efterårsaften.

Blicher luger alt det uvedkommende ud. Som fortæller vælger han ikke en udenforstående, men selve den herredsfoged, der som øvrighedsperson får tildelt den også for ham selv skæbnesvangre rolle som undersøger og dommer, og Blicher demonstrerer i sin version af historien sin professionelle dygtighed.

Men det geniale, det som gør novellen uafrystelig, er det forhold, at Blicher lader præsten tilstå den forbrydelse, han er anklaget for.

Det er novellens psykologiske logik, at Søren Qvists tro på samfundsordenen og først og fremmest hans tro på den Gud, han tjener, gør det umuligt for ham ikke at bøje sig for anklagen, for vidnerne og for de påståede beviser. De må jo være rigtige, ellers ville den almægtige Gud have grebet ind.

Det er præstens "det maa være saa", der gør historien psykologisk sand.

Skytten på Aunsbjerg
blev offentliggjort i novellesamlingen Kornmodn i 1839. Det er en novelle, hvor Blicher, hvad angår miljøet, har brugt sine barndomsminder fra ophold på Aunsbjerg hos sine slægtninge, Steen de Steensen og dennes ægtefælle, Mette Elisabeth de Schinkel.

Handlingen i novellen er ren fiktion, men bygger på to virkelige begivenheder, som dog ingen indbyrdes sammenhæng havde. Det drejer sig om henrettelsen af en tjenestekarl, der havde dræbt sin kæreste, og om en skytte pa Aunsbjerg, der døde efter et fald med hesten.

I novellen omtales skytten som Vilhelm, men det fortælles i begyndelsen, at han i virkeligheden var franskmand og oprindelig hed Guillaume, og i novellens slutning og efter hans død afsløres hans fulde navn, Guillaume de Martonniere, og eksistensen af nogle breve, der muligvis vil fortælle om hans tidligere skæbne, antydes.

De tre Helligaftener
blev første gang trykt i Dansk Folkekalender for Aaret 1841. I 1843 foretog Blicher nogle ændringer før novellen kom med i samlingen Nye Noveller. Det er den udgave, der bringes her. Den væsentligste ændring er den, at herremanden i den første udgave kræver af Sejer, at han både finder og binder røverne ("kan du finde mig dem og binde mig dem"), mens det med at binde dem er slettet i bogudgaven.

Det kan måske synes ligegyldigt – og sprogligt en forringelse – men set i sammenhæng med Blichers udvikling som samfundsdebattør er ændringen vigtig. For nu præsterer Sejer, folkets repræsentant, mere, end der kræves af ham, hans styrke overstiger, hvad samfundet, dvs. herremanden, har forestillet sig. På den måde bliver novellen et markant udtryk for den ændring, der sker, både i Blichers opfattelse af sig selv som "politiker" og som digter.

Når man læser en af de tidligere noveller, f.eks. "Hosekræmmeren", er det tydeligt, at Blicher her oplever sig som en digter, der tager den dannede læser ved hånden og fører ham ud på alheden og beretter for ham om landskabet og om den almuebefolkning, der bebor det. Først derefter kommer den egentlige historie .

Anderledes er det, når man læser "De tre Helligaftener". Fem linier tager det at nå frem til stedet for handlingen, og naturligvis er læseren fortrolig med Snabeshøy, og der er ikke som i "Hosekræmmeren" grund til kommentere og forklare for udenforstående nogle enkeltheder i handlingsforløbet. Blicher forudsætter, at læseren kender miljøet, og historien er da også fortalt ud fra bondens forestillingsverden, og sprogligt er den præget af bondens mundtlige fortælleform. Man kan som læser føle det, som om man sidder med ved langbordet i en bondestue og får fortalt historien. Det er tydeligt, at Blicher her ikke er digteren, der fortæller den dannede læser om almuen, men digteren, der skriver om folket og for folket.

Denne litterære udvikling fra at skrive om almuen til at skrive for folket, som når sin konsekvens, da Blicher i 1842 udsender E Bindstouw, hvor en bondebefolkning for første gang i vores lltteratur bliver taget alvorligt på sit eget sprog, er ganske parallel med Blichers politiske udvikling.

Igennem det meste af sit liv oplevede han sig selv som en, der bistod den enevældige konge i dennes bestræbelser på at føre folket frem mod frigørelse. Men fra og med 1836, hvor han på en rejse i Sverige dels blev optaget af det nordiske og dels blev påvirket af moderne liberale forfattere, for hvem frihed ikke bare var en befolkningsgruppes (f.eks. bøndernes) frigørelse, men nok så meget var individuel frihed og politisk frihed, blev han en anden. Han arbejdede nu for et forenet Norden som modvægt mod den tyske nationalisme, som han så som en trussel mod Danmark, og han arbejdede for en fri forfatning. I det lys skal de møder, som han arrangerede på Himmelbjerget fra 1839 og nogle år frem, ses.

I de år agiterede han også kraftigt for almenvæbning, altså bevæbning af hele folket, som modtræk mod den tyske trussel, og det er påfaldende, at hvor det tidligere var kongen, han knyttede fremtidshåbene til, er det nu folket.

I det lys skal novellen altså ses. Det er folkets repræsentant, Stærke Sejer, der demonstrerer styrke og handlekraft og bliver samfundets redning.

I litteraturhistorien skal Blicher huskes som den første betydelige novelleforfatter på dansk og som den, der førte det jyske land og dets befolkning ind i litteraturens billede af Danmark og dermed ind i den fælles danske bevidsthed.

I vores almindelige historie spiller han en væsentlig rolle som en af dem, der i første halvdel af 1840"erne var med til at skabe den folkevilje, der førte til den ublodige revolution i 1848 og den fri forfatning året efter.

Selv kom han ikke til at opleve opfyldelsen af sine politiske drømme. Han døde i Spentrup den 26.marts 1848.

Efterord (med små ændringer) i Gyldendals udgave af
En Landsbydegns Dagbog og andre noveller 1996.