Springets forfatter

Om Ib Michaels romantrilogi

Af : Erik Svendsen

"Jeg tilstræber ikke at nå et endeligt resultat. Jeg er fascineret af sammenhænge, vi ikke forstår, ligesom jeg er fascineret af den skjulte viden" sagde Ib Michael i et interview i 1995 i forbindelse med udgivelsen af Brev til månen. Denne roman er afslutningen på den brogede slægtshistorie, fortalt af en unavngiven mand der vokser op i Roskilde og som på flere leder kan minde om forfatterens privatperson. Netop minde om, for de tre romaner er først og fremmest kokette i deres leg med den selvbiografiske genre. Der kommer hyppigt et skær af pikant afsløring i den selvbiografiske fortælling; det er der ikke hos Ib Michael, fordi det selvbiografiske er gennemlyst af pastichen.

Den kunstneriske pointe er oplagt; forfatteren bruger en form til sit eget formål, lokker den nysgerrige med afdækning af de inderste hemmeligheder. Men afsløringerne falder ikke eller de falder et andet, uventet sted som ikke har at gøre med det selvbiografiske. Teksten er maskeret, og den springer suverænt frem og tilbage mellem former, som den selv definerer. Med det resultat at bøgerne fremstår som lokkende mangelfulde, de har deres huller som læserens fantasi prøver at fylde ud.

Ib Michael tænker i spring, i overraskende forbindelser, hvilket er det samme som at sige, at han arbejder med magiske foreninger og billeder, der etablerer usete konstellationer. Med analogislutninger og sammenligninger kan alt komme til at hænge sammen; alt kan tænkes og alt kan nedbrydes.

Det ligger så at sige i romangenren, at teksten er baseret på metonymier, det karakteristiske ved Ib Michael er at han respekterer denne lov, skriver derefter, men hans adelsmærke er magiske billeddannelser, som kobler modsætninger og hyppigt ophæver dem.

Jeg vil hævde, at kernen i Ib Michaels forfatterskab er en rigt facetteret udnyttelse af springet, eller om man vil den skjulte viden. Sammenhænge antydes men udfoldes ikke.

I romanen Kilroy, Kilroy, der blev forfatterens kommercielle gennembrud, kan man se princippet udfoldet i bogens højdramatiske identitetsjagt. En amerikansk krigsflyver mister under anden verdenskrig sin hukommelse, efter at være blevet skudt ned. På en stillehavsø starter hans liv så at sige forfra, og den voksne krop famler sig sprogligt frem som et barn. Han tager dæknavnet Kilroy til sig og bruger mange år på at finde ud af, hvem han egentligt er, og hvilken historie han ubevidst og uerkendt bærer med sig. Lige før det lykkes at nå til vejs ende, glipper det alligevel: Kilroy, Kilroy er blandt meget andet historien om lige ved og næsten. Sandheden om Kilroy fortaber sig i tågerne.

Der bliver ved med at være huller i mandens historie; konstitutionelt er Kilroy det mangelfulde menneske. Det gør ikke figuren til noget ekstraordinært; i sin hektiske fortidssøgen gennemlever Kilroy snarere en række stadier og livsstilsformer, der gør ham til et genuint udtryk for efterkrigstiden. Jægersoldaten er ikke undtagelsen fra reglen, selv om det kan se sådan ud. Han er derimod reglen, vel at mærke accentueret i en stiliseret fortælling med sine underholdende overspring. Kilroys identitetsløshed er et vilkår, der ligner en moderne skæbne.

Tilsvarende tillader forfatteren at lade romantrilogien klinge ud med et hul i historien som er nok så påfaldende. Just før læseren tror at have styr på fortællerens historie, ekspederes han ud i Stillehavet og som en anden Kilroy forulykker han i en flyver. Der forlader vi ham i splendid isolation på en ø, og hvordan han har formået at nå frem til nutiden og til sin faders begravelse, ved vi ikke. Pengene passer ikke, og det er netop pointen: der er altid rester og spring i Ib Michaels værker, som kalder på læserens fantasi, samtidig med at disse "sorte huller" symbolsk markerer, at der er grænser for, hvor langt den rationelle viden rækker.

"Min overordnede plan går bare ud på udvidelse i stedet for stagnation" sagde Ib Michael i interviewet i Politiken. Udsagnet er naturligt nok beslægtet med den skjulte videns poetik; overhovedet er det karakteristisk for forfatteren, at grænser er til for at blive sprængt. Paradoksalt nok fordrer denne kunstneriske politik, at der netop etableres rammer, som kan overskrides. Romantrilogien er fx en slægtshistorie, der blot går meget længere ned i de familiære aner, end man normalt ser; Roskildedrengen bringes i forbindelse med mexicansk-indianske forfædre. Danmark er en integreret del af den store verden, sådan er det hos Ib Michael. Tilsvarende er romantrilogien en udviklingshistorie, men sandelig ikke en der giver læseren forklaringer på alt. Genrer og former er til for at blive udvidet på tekstens og forfatterens egne præmisser.

Det ekspansive princip sætter sig igennem i alle henseender, i såvel komposition som i forfatterens (springende) stil. Oplagt fx i de poetiske korrespondancer. Ib Michael har store salgstal i sit hjemland og er blevet oversat til såvel tysk, svensk, fransk, som spansk og engelsk blandt andet i kraft af den suggestive ekspansionsprosa, men det paradoksale er at en af de store fornyere af den moderne danske prosa dybest set er en lyriker, der bare skriver i et andet medium.

En lyriker tænker overvejende i metaforer, skriver med metaforens sprængkraft. Tilsvarende erklærer Ib Michael sig for springets forfatter. En traditionel prosaist ville sige at metonymiens knopskydninger var midlet, hos Ib Michael er springet såvel midlet som målet: "Jeg ved det godt. Alt hvad jeg ønsker, bliver til billeder", siger ikke Ib Michael, men hans dækfigur i "Brev til månen". Billeder er poetiske omskrivninger, fantasier der forandrer det foreliggende, fabulerende syner som kan forbindes med realiteten, men som ofte har den som springbræt, som et afsæt til noget andet.

Springets filosofi og dermed de ukomplette sammenhænge danner grundstrukturen i Ib Michaels forfatterskab. Herudfra kan man også udlede den udtalte transcendens i bøgerne: længslen efter det autentiske og kulturelt ubesmittede. I Brev til månen udlægger fortælleren sin lyst til det eksotiske, her konkret til at finde en øde ø i det fjerne, således: "Men det var også drømmen om det ubesmittede sted, hvor ingen havde været før dig, paradisdrømmen, som drev soldaten, snart mod nye kontinenter, snart til verdens ende". I sine første rejsefortællinger, der også var snurrige blandinger af fiktion og dokumentarisme, var længslen efter kulturer, der levede med værdier, som ikke har meget at skaffe med de vestlige, udtalt. Ib Michaels interesse for fx indianske kulturer lå i forlængelse af den samfundskritik, som bar 68´ oprøret frem. Den ydre rejse demonstrerede, at der var andre måder at leve på og andre måder at forstå historien og mennesket på end dem den positivistiske materialisme foreskrev. Slægtsforskeren i romantrilogien Vanillepigen, Den tolvte rytter og Brev til månen har, som ovenstående citat angiver, samme flair for det oprindelige; den afgørende forskel mellem ham og forfatterens tidligere rejsende kulturkritikere er så, at det "paradisiske" nu næppe udgør et alternativ. Drømmen om kulturens bortvendte ansigt er der stadig, og den vidner om behovet for og lysten til at springe fra kulturens byrder. Men var det arkaiske utopia et åbent spørgsmål i det tidlige forfatterskab, er det i det senere evident at også det paradisiske er en kulturel konstruktion, et savnets udtryk.

Forfatteren har besindet sig på moderniteten og på den historie og kultur, som han er rundet af. Romantrilogien er således mindre en rejse ud i det ydre fremmede end det er en rejse ned i en dansk fortid, herunder dens mere eksotiske udskud, og det er som nævnt en bevægelse ned i en slægtsudvikling, der inkluderer en indre bevidsthedsrejse: den, der følger sine aner, kommer til at ane det, han er rundet af. Den historie er imidlertid ikke så forudsigelig og dansk fredsommelig som man skulle tro. Vanillepigen og Den tolvte rytter demonstrerer med al ønskelig tydelighed at den dramatik og eksotik, som forfatteren tidligere fremskrev ved at søge i fremmede verdener, finder man tilsvarende ved at grave dybt i den danske muld og i barnets møde med den overvældende voksenverden.

Der falder mange masker i de tre romaner, og der er flere udtryk for den samme idé: fortællerens familie er alt andet end lurmærket dansk og godt det samme. Havde det ikke været for de sjove og livskraftige outsidere, var fortælleren fra den tilsyneladende almindelige familie i provinsbyen Roskilde aldrig blevet den, han former sig til, blandt andet i kraft af den vidtløftige søgen i slægtens forgreninger.

Gomez har nødig at gemme sig bag en maske og hvilken! Det landskab, han bevæger sig i, er imidlertid også en maske, om ikke andet som det det er, nemlig et litterært arrangement. Landsbyen med storkereder og en moder med sin kække søn, meget mere idyllisk og dansk tuttenuttet kan det næppe blive. Som Gomez bliver en groteske med sit outfit bliver Ib Michaels roman om denne tolvte rytter tilsvarende en demaskering af en forgyldt dansk historie. I guldalderen var der meget at gøre op med: "Han vil ud af Biedermeier-stuerne. Han vil være skyldfri som Faust og betale alt tilbage til Satan selv, når den tid kommer. Han vil se steder, som får musikken til at flintre med hans sjæl, han vil have kvinder, farver og fest, fyrværkeri for øjnene og krudtslam i næsen om fornødent. Han vil drikke rom på Jamaica og indsnuse de højrumpede kreolerinders vanilleduft. Verden ligger åben for ham".

Så høje er fordringerne i Den tolvte rytter, og den samme vitalisme finder man i Brev til månen, hvor fortælleren når ungdommens skelsår og endelig afslører faderens hule magt. I pagt med sin tid, musikalsk iscenesat af 60´ernes jazzede og rockede frivoliteter, udvider fortælleren sin verden og horisont, ikke bare ved at opleve en Pariser-kærlighed der er næsten lige så stærk, som den han har til Lulu, og ikke bare ved at sejle rundt i Venedig, men også ved at bruge euforiserende stoffer. Fortælleren starter med som en rigtig faders dreng at være god til at ride, han ender med at være meget god til at springe på pigerne og sanse magiske kræfter. En kvinde, sister Kate, rummer det hele, forførende erotik og sjælelige skyggesider. Nej, det er næppe noget tilfælde at denne dæmoniske og dejlige kvinde omtales som søster. Lulu overlevede med nød og næppe et polioangreb i "Vanillepigen", sister Kate tager derimod sit eget liv. Hun ville mere med livet end det ville med hende. Men Kates eksistens blæser fortælleren ind i et voksenliv, der ikke kan aflades af barndommens fortrædeligheder og faderens svigt.

Fortælleren træder i eksistens i Brev til månen. I Vanillepigen holdt han sin søster oppe ved at fortælle gysende godnathistorier, i trilogiens afslutning er fortælleren sit eget centrum. Han skaber sin egen plads i historien, tager del og gyser. På den måde pointerer forfatteren, hvordan hans historie går i ring, er variationer over samme tema og dog sker der hver gang noget afgørende nyt. Ib Michaels spring betyder et bevidst spil på gentagelser, parallelitet og på det modsatte   på skrigende modsætninger.

Et sted i Brev til månen hedder det om maleren Boschs triptykon: "Lysternes have i midten. På fløjene, som spejler hinanden, himmel og helvede". Beskrivelsen dækker Ib Michaels eget ordmaleri, omend de tre romaner ikke kan opdeles så bogstaveligt som citatet angiver. I hvert bind optræder lyster, himmel og helvede. I en livfuld prosa om livet.

Erik Svendsen er lektor i litteratur på Roskilde Universitets Center. Artiklen har tidligere været bragt i Danish Literary Magazine 9 1996