Historier midt i den moderne mangel på historie

Af : Bo Hakon Jørgensen

Citater af Isak Dinesen

Ernest Hemingway sagde, da han modtog nobelprisen, at Isak Dinesen/Karen Blixen skulle have haft den i stedet for ham. Det må han have haft sine grunde til ud over deres fælles kærlighed til Afrika - og én af disse grunde var sikkert, at hun, som han, fortalte historier ind i en moderne historieløs tid. Under alle omstændigheder er det at fortælle historier hendes herskende evne. Tilsyneladende klassiske historier, men ved nærmere betragtning moderne afprøvninger af klassiske forestillinger, der ikke altid falder ud til disses opretholdelse. Som andre mennesker i det 20.årh. kørte hun bil, skrev på skrivemaskine , benyttede tog og fløj i flyvemaskine - og skrev sig alligevel ind i en 100 år tilbagelagt tid for at få perspektiv på sin egen modernitet.

[...]

Hvad der konkret satte hende igang med at nedskrive disse historier, som hun gik og opfandt i ledige stunder på farmen, har hun aldrig fortalt, men omkring 1925-26 havde hun en eksistentiel krise, som måske var hendes 40-års krise og som handlede om, hvad hun skulle blive til i livet? Hun fandt da en marionetkomedie, »Sandhedens Hævn«, frem fra sin ungdom, og fik den offentliggjort i samme berømte danske tidsskrift som hun debuterede i næsten tyve år før. Og ifølge brevene havde hun planer om at skrive flere af denne genre. Det gik imidlertid småt med at realisere planerne, og i stedet voksede fortællingerne, skrevet på engelsk, ud af ideerne til marionetkomedier. Af de efterladte papirer på Det kongelige Bibliotek i København kan man se, at hun tidligt lavede indholdsfortegnelser over den fortællingssamling, hun gik i gang med at skrive. En af titlerne »Carnival«, en marionetkomedie, gik uforandret over som titel på en historie, andre af marionetitlerne satte sig som sidehandlinger i nogle af de Seven Gothic Tales, som hun debuterede med 1934. Indholdslisterne viser kombineret med Denys spørgsmål om en ny historie i ovenstående citat, at hun må have haft handlings- gangen i en ca. ti historier parat i sit hoved, da hun begyndte at nedskrive dem. To af dem var færdigskrevne, da hun i august 1931 forlod Afrika, efter at farmen var solgt og Denys dræbt ved et flystyrt.
På dette tidspunkt var det hendes eneste chance at blive forfatter. Hun havde ingen uddannelse bort set fra den hjemmeundervisning, hun havde fået som pige i det højere borgerskab. Dertil havde hun formøblet en stor del af familiens formue på den umulige farm, der lå for højt til kaffedyrkning, så hun kunne ikke regne med penge til noget nyt tiltag. Hun flyttede altså hjem under moderens tag og kastede sig over færdiggørelsen af fortællingerne. Fra at være dronningen over en farm i Africa, fra at være den ene, skulle hun nu spalte sig selv op i sine mange skikkelser i fortællingerne. Den voldsomme overgang digtede hun ind i beskrivelsen af den store operasangerinde Pellegrina Leoni i fortællingen »The Dreamers«, som ved en operabrand mister sin sangstemme.

[...]

Tendensen til at være mange forskellige viste sig også i den måde, hun fortalte historierne, hvor den ene fortæller afløste den anden med hver sine historier i et rammesystem, der fører læseren gennem eksotiske steder såvel geografiske som åndelige, idet hun efter eget udsagn søgte en fantastik et sted mellem Hoffmann og Poe. Men samtidig er hendes historier moderne temaer tilbageført i fortiden (ca.1830-1870) og dertil stærkt transformerede private oplevelser. En fortæller, den lidt eksalterede gammeljomfru Malin Nat og Dag giver, idet hun fortæller om en ung pige, Calypso, som selv er tilstede ved fortællingen på høloftet under ÅThe Deluge at Norderney«, et indblik i den særlige omformningsteknik, som i Karen Blixens fortællinger fascinerer så stærkt Dette forhold kendte Karen Blixen udmærket til, og i »Det ubeskrevne Blad« tog hun fat om hele denne tavshed i historien, alt det som ikke passer ind. Det er omfattet af den klassiske histories beretninger om helte, som altid indeholder et uregelmæssigt punkt, som repræsenterer denne tavshed. I rækken af plettede kongelige brudelagner, som udstilles i ramme på et kloster i fortællingen, er der et der ét uplettet, og det her folk samler sig i undrende betragtning. Den gamle fortællerske, som er ved at lære en ung kvinde historiens fortællekunst, at være tro mod historien, siger da:

»But in the midst of the long row there hang a canvas which differs from the others. The frame of it is as fine and heavy as any,[...] But on this one plate, no name is inscribed, and the linen within the frame is snow-white from corner to corner, a blank page.
I beg of you, you good people who want to hear stories told: look at this page, and recognize the wisdom of my grandmother and of old-story-telling women!
For with what eternal and unserwing loyalty has not this canvas been inserted in the row. The story-tellers themselves before it draw their veils over their faces and are dumb. Because the royal papa and mama who once ordered this canvas to be framed and hung up, had they not had the tradition of loyalty in their blood, might have left it out.« (Last Tales (1957))

Hvad der skete på bryllupsnatten ved det uplettede lagen er tavshed. Men denne tavshed taler mellem alle de plettede lagner. Den taler om, at historien ikke er den eneste sandhed om verden, men den måde, hvorpå det uregelmæssige, kaos, fejlene, overhovedet kan komme til orde.

»Who the, she continues, tells a finer tale than any of us? Silcence does. And where does one read a deeper than upon the most perfectly printed page of the most precious book? Upon the blank page.« ( Last Tales)

I denne indrømmelse af historien som en menneskelig konstrueret orden får alt det ikke-historiske plads, og Karen Blixens søgen efter mening og mønster med historien bevarer sin modernitet i sin vekslen mellem mønsteret og dets fravær. Vi lever ikke som klassiske helte, men vi længes efter at gøre det.
*