Budbringersken

Af : Aage Henriksen

Man kunne i begyndelsen, når man kom som gæst hos Karen Blixen, nu og da føle trang til at sige: skal vi dog nu ikke have det lidt hyggeligt. Men man fik det aldrig sagt og fik det aldrig hyggeligt, for hendes væsen var blottet for magelighed. Der var glans og flamme og fjerne løfter i hende og dødelig kedsomhed, klager og foragt, men både i styrke og svaghed var hun lysvågen, tør og klangfuld som en krystal.

Sådan som hun var, da jeg for elleve år siden lærte hende at kende, sådan omtrent må hun have været i alle de år, hvor hun var dansk forfatter. Hun havde overstået de håb og de tilbøjeligheder, som udgør livet for de fleste, uden derved at blive forsonet med sig selv. Hendes lidenskaber havde forgrenet sig ind i andre, hidtil usete former, og hun levede nu, synligt og offentligt, i de egne, som man ellers kun i drømme kan færdes i. Derfor mindede hun usigeligt om noget - om glemte løfter eller farer eller forseelser. Samvær med Karen Blixen var i begyndelsen en uafbrudt déjà vu-oplevelse, ofte smerteligt forstørret op til fuldstændig forvirring.

Sindsbevægelsen var ikke gensidig og naturligvis heller ikke varig, for efter sjæleligt oprør følger udmattelse og eftertanke. Det blev en del af Karen Blixens skæbne i hendes sene år at gå uforandret igennem åndelige venskaber, der forløb i kurver som heftige lidenskaber, bratte i stigning og fald, og som forandrede livet for den anden part i forholdet.

Ganske af sig selv og i begyndelsen umærkeligt blev grænserne mellem indre og ydre flydende i hendes selskab, for hun trængte sig på fra begge sider. Hvad der havde været grund i ens bevidsthed, begyndte under hendes indflydelse at bevæge sig og danne former og ansigter. Længsler og muligheder, som ikke før var erfaret, tonede op i det indre og begyndte at føle sig frem. Med en sådan fødende kraft bevægede hun, når hun slog sit væsen op. - Men mest kom hun udefra og anderledes, med fordring om at blive næret og glædet eller om ikke andet så dog at blive erkendt som den hun var, uhåndgribelig fjern i ry og rang og alder. Og hvis heller ikke det kunne ske, så måtte man vel indrømmme, at hun var ensomst af alle, at hun ikke i hele Danmark havde en eneste ven, som ville løfte en finger for hende. Og når da alle timelange klager var klaget, og man havde mistet håbet og brød op for at sige endeligt farvel, da kunne hun sørgmodigt sige: mod et menneske som mig må man vise grænseløs overbærenhed.

Hendes væsen gik til hjertet som en uoprettelig sorg. Så fuldstændig prisgivet kunne hun virke. Men hun tålte ikke medlidenhed og mødte dens tilnærmelser blank og kold som lutter glas og vægge. Hvordan man så end vendte sig for at vise sig flink og forstående, så blev det til rørende bagateller - "det er meget sødt af Dem" - der i et nu blev fortæret af den store flamme. Under ingen omstændigheder ville hun den vej tilbage i skikkelighed og borgerdyd. Stillet imellem hendes tørst efter mennesker og afvisningen af den beskedne næring, man var i stand til at tilbyde, var det let at miste orienteringen, for hun berusede jo også, og man blev i hendes selskab interessant for sig selv. Da kunne man forledes til at ville nå hende netop der, hvor hun synligt for alverden befandt sig, og da først var situationen løftet helt af leje, og man løb for egen kraft ind i de uundgåelige nederlag. I de år, jeg kom på Rungstedlund, fik jeg mere end en gang lejlighed til at sende broderlige tanker til Shakespeares Malvoleo, der tog så grusomt fejl.

Man tog fejl, men man tog fejl i en grad og i et omfang, som man ikke før havde prøvet det. I den første tid klarede man måske helt på egen hånd at tage ordentlig fejl, men når det blev mere indviklet hjalp hun til og lagde historier til rette. Karen Blixen var, af bitter personlig erfaring, dybt fortrolig med en bestemt grænse i tilværelsen, den som adskiller vore drømme, lidenskaber og svagheder fra bevidstheden om, hvad andre ved og mener om os. Udtrykket er ikke stærkt, men grænsen er det. Man vil aldeles ikke have fremmede i de egne, men der færdedes nu Karen Blixen. Og hun var gennemerfaren eller, som man siger, durkdreven i det at være menneske; hun vidste nøjagtig besked med de vildsomme længsler, som hendes eget væsen kaldte frem, når de endnu næsten sovende strømmede ind i hverdag og dagslys. I det rette øjeblik, som hun kendte, vækkede hun søvngængeren og gjorde ham opmærksom på nattøj og frisure. I dette nu, hvor bevidstheden om andres øjne brat vider sig ud i en, da kan meget grønt svides bort og sarte tråde briste. Men på den samme tærskel kan man også lære den kunst at tabe ansigtet og lade det ligge, for grænsen mellem den indre og den ydre verden er dog også det sted, hvor borgerskab i to verdner kan erhverves.

Man tog fejl, men man gjorde det, fordi der var virkelighed i forholdet til Karen Blixen, blot ikke på den måde og i den sammenhæng, som man først indbildte sig. Der var stadig grund nok til taknemmelighed, men den måtte ændre retning. Indbildninger, illusioner, store gyldne spejlbilleder, hvori ens længsler greb forkert, var Karen Blixens gave til hendes venner. Og gaver var det, store skinnende frugter, som var bitre at fortære, men der var næring i. Det er en sådan gavmildhed, som Sophus Claussen sukkende spørger efter i digtet Midsommer, når han udbryder:

De gode Engle har faaet Forfald
og findes ikke.
Har Eventyret en kulsort Engel
maaske at skikke?

I illusioner åbner der sig nemlig altid to veje, og derfor er forfører og forløser ofte vanskelige at skelne fra hinanden og er undertiden een og samme person. Den ene vej løber i lidenskabens kendte retning udad mod ære og besiddelse, og den anden vej går mod strømmen op mod kilden, erkendelsesvejen tilbage og indad i de lidenskaber, hvoraf vildfarelser udsprang.

Sådanne personlige erfaringer med Karen Blixen kunne påny åbne ens øjne for hendes digtning og hjælpe til forståelsen af dette enestående kunstværks fortryllende og frastødende tvetydighed. Dets præg af blændværk, af religiøst fantasmagorie blev med eet klart. På samme måde som en fremragende parodi kan viderebringe inspirationen i en tabt original, således er i Karen Blixens fortællinger menneskets højeste, guddommelige muligheder bevaret som en afspejling og som et vrængbillede i sansernes og lidenskabernes verden. Derfor strømmer begejstring og angst forvirrende sammen i læseren, når han bevæger sig gennem disse fortællingers månelandskab.

I en tid, hvor mennesket bliver mindre og dets ydre magt tager til, er det en lykke at have kendt et menneske som Karen Blixen, der havde magt og beføjelser til at gå andre mennesker gennem marv og ben og åbne for en indre verdens farer og udødelige håb. Man kunne blive angst for hende, men det var ikke muligt at blive bitter på hende eller i det hele taget fortryde noget i sit forhold til hende. Dertil havde det for stærkt et præg af nødvendighed. Og trods alle svagheder var hun selv et stort og tappert meneske, til bunds erfaren i smerter og overfor sig selv og andre ubønhørlig som et ritual. Det var som at møde legendens forførerske, den vilde og hensynsløst tjenende Kundry. Og som en Kundry bragte hun i liv og digtning det budskab om den hellige gral, som en oversnedig og desperat tidsalder vil kunne tilegne sig.

At blive erkendt i sin egenart og tvetydighed var hende også magtpåliggende. Til enhver tid gjorde hun sig jo umage for at blive betragtet som et mennesker, der levede udenfor de gældende normer og vurderinger. Overfor offentligheden fastholdt hun med lidenskab det privilegerede i sin skæbne og spillede med udholdenhed en stor og anstrengende rolle, hvis humoristiske sider hun ikke selv var blind for. Men i en snævrere kreds fremstillede hun lige så ofte sig selv om en fornedret og udstødt, en eksistens udenfor lov og ret, som hun måtte advare sine venner imod. I den sammenhæng brugte hun ord og udtryk, som det er upraktisk at citere, fordi de er gået af mode og vækker forkerte forestillinger. Men i de senere år lod hun et efter et slørene falde og lagde på sin måde sit sælsomme væsen blot. Et enkelt træk kan belyse det.

De fleste samtaler med Karen Blixen, som ikke drejede sig om det nærmest foreliggende, harmløse emne, lå indenfor repertoiret, det tre-fire timers pensum, som man kan finde frem til, hvis man lægger de sidste femogtyve års interviewer med hende sammen og trækker gentagelserne fra. I begyndelsen gik hun sjældent uden for det, men skete det en enkelt gang, at hun samlede sit væsen og vendte det direkte mod en, så var dette altid ledsaget af en lille, forbavsende ceremoni. Hun løftede sit hovedklæde eller sjal og trak det hen foran mund og underansigt og lyttede og talte således formummet. Det var ikke mere overraskende end så meget andet, og jeg fandt ikke anledning til at spørge om grunden. Nogle år senere, da mange ting stod på kant for mig, bad hun mig en aften om at fortælle om mig selv, ja hun lagde det stærkest tænkelige pres på mig. Jeg begyndte da også, men tabte et øjeblik tråden, da jeg så op, for i den grønne stues halvmørke strålede hendes underansigt hvidt som en sølvtallerken, der holdes op i lyset. Og atter nogle år senere offentliggjorde hun på forsiden af sin bog Skygger paa Græsset et billede af sig selv, stående på eet ben og med lyset faldende ind i underansigtet, og dermed kendetegnet på sammen måde som de farlige, magtfuldkomne kvinder i hendes fortællinger.

Aage Henriksen er litterat og var nær ven af Karen Blixen
Artiklen var først bragt i Det guddommelige barn og andre essay 1962