Broder Henrik

Af : Tine Byrckel

Få forfattere tager i dag livtag med Europas skæbne, på så inderlig vis som forfatteren Henrik Stangerup. Det kan selvfølgelig konstateres ved at fordybe sig i hans bøger, ikke mindst trilogien Vejen til Lagoa Santa, Det er svært at dø i Dieppe og broder Jacob. Men det kan også konstateres ved at betragte, hvor forskelligt forfatteren modtages i de forskellige lande.
    For Stangerup er ikke alene kendt, men også elsket andre steder i verden. Hvor han i Danmark er kendt som drabant og kværulant, og hidsig modstander af et søvnigt protestantisk velfærdssamfunds ulidelige og forstående samvittigheds-kvælning, så bliver han eksempelvis i Frankrig ganske enkelt forstået, lukket ind og hilst velkommen. Han betragtes ganske vist, som noget typisk dansk, men franskmændene har taget ham til deres hjerter.
    Nu er Stangerup selv den første til at vide, at man ofte nærer en slange i brystet, så ganske tæt på hjertet. Og den drage, der vokser i brystet, kan man i dette tilfælde drilsk kalde ´en slyngelagtig samtid´. Det er et begreb, der til lejligheden er hentet fra Søren Kierkegaard. Stangerup er måske ikke helhjertet Kierkegaardianer, men han har dog gjort sig skyldig i at forfølge de tre Kierkegaard-stadier i sit værk. Vi møder forføreren Møller i Dieppe, etikeren Lund i Lagoa Santa, og vi følger den religiøse Jacob på sin smertens vej gennem middelalderens Europa, på vej mod et humanistisk Brasilien.
    Kierkegaard var ikke alene mand for at definere disse tre grundliggende moralske stadier, han forudså også forbistret, at han i eftertiden ville blive betragtet, med en næsten for indforstået beundring. Og han døbte så eftertiden: ´denne slyngelagtige eftertid´. I dag går tiden langt hurtigere, og kendskabet til et værk rider ikke gennem Europa på hesteryg og god vilje. Så Stangerup kan finde sin ´slyngelagtige eftertid´ i Frankrig, hvor den er blevet til en ´slyngelagtig samtid´, som næsten synes at forstå hans værk alt for godt.
    Det er sjældent at se et forfatterskab blive taget så decideret kærligt imod, som det sker for Stangerup. I Liberations anmeldelse af broder Jacob, er forbrødningen total og bogstavelig. Overskriften på bogtillæggets forside er Frère Henrik og man nynner sig næsten ind i kanonsangen, med det glimt af barnlig jubel i øjnene, der nok fra Stangerups side, er ved at kalde bogen Frère Jacob - så tæt ved sangens Frère Jacques.
    Jacob er en figur, som franskmændene kan forstå. Han er en ´god´ dansker, fordi han er en katolsk kristen og ikke en protestantisk kristen. Det er på de tider, i det 15. århundredes Danmark, at man maler kirkerne hvide, som den flodbølge af hvidt, der hærger Jacobs drømme. Man lader kun ordet være, et ustyrligt frisprog, som jager fransciskanermunken Jacob og hans tiggerbrødre mod syd. Jacob har valgt religionen - i modsætning til broderen Christian d II, der broderfornægtende, har taget riget og magten i Norden
    Jacob flygter over Frankrig og Rabelais, Spanien og inkvisitionen til Brasilien, hvor han i omvendelsen af indianerne, går imod den statslige kirkes umenneskelige overgreb. Umenneskelige, fordi den katolske kirke ganske enkelt beslutter, at de indfødte ikke er mennesker. Forfatteren LeClezio skriver for Le nouvel Observateur, at Jacobs diskussion med katolikken Juan de Gaona, om præsteordination af indianerne "fremviser situationens rædsel med en styrke, som er at ligne med et shakespearsk drama". Jacobs omvendelse af de indfødte - og ikke mindst deres omvendelse af ham - bliver en slags mystisk blanding af republikansk-humanistisk missioneren og Levi-Strauss´ antropologisk indsigt. Selvfølgelig elsker de dette på Liberation, men spørger derefter sig selv, "om der mon vitterlig findes en nordisk melankoli, som kun kan helbredes med mexikansk tequila og og sangen fra provencalske cikader?"
    Frankrig har afgjort gjort Stangerup godt og cikadernes sang er trængt langt ind i hans sprog. Når han skriver på dansk, kan man mærke, at han vil have det til at synge som det franske. Anmelderen Pierre Lepape på le Monde er lydhør for denne sang. Han skriver begejstret, at til historien om broder Jacob krævedes "Stangerups bekymrede og suveræne prosa, hans særlige måde at sammensmelte fortællingen og digtet, epos'et og historien, dialogens livlighed og legendens fortryllelse, teologiens subtiliteter og naturfølelsens styrke, fremtiden og fortiden".
    Broder Henriks sidste lille bog om moderen Datter af har franskmændene også taget til deres hjerter. Med de rosende anmeldelser af denne bog præsenteres Stangerup næsten ikke mere. Franskmændene er på nippet til at annektere ham. Han har opnået noget så fornemt og sjældent for en dansk forfatter, at blive en del af det franske litterære landskab. I udgivelsen la biblioteque ideale fra Albin Michel, er Stangerup da også mellem de første 25 nævnte forfattere i nordisk litteratur. J.P. Jacobsen er eksempelvis meget længere nede på listen.
    Længslen efter det franske synes at være familiens skæbne, Bedstefaderen - forfatteren Hjalmar Söderberg - flyttede i sin tid til Danmark for at undslippe den svenske germanisme og nærme sig det frankofile. Stangerup fuldfører selv den samme bevægelse, ved i årevis at bo i Frankrig. Dermed inkarnerer han med sine bøger det Europa, som hans hjerte banker for. Fra fransk side bliver Stangerups figurer forståede og beundrede, netop fordi elementerne i deres oprør er så franske, så letbenet æstetiske om det nu drejer sig om samba eller Møller. Men oprøret er på den anden side vendt mod det nordiske, mod de hvide kirker i mørket. Så måske skal der en rest af lutheransk sjæl til virkelig at forstå den lidelse og kamp, som præger Stangerups figurer.
    For det er med Stangerup, som med hans figur Jacob, at bedst som pester mod protestantismen, og dens uæstetiske askese, så falder katolisimen en i ryggen. Broder Jacob forlader de tvangslutheraniserede klostre og de hvidmalede kirker. Men i Spanien møder han inkvisationens ubarmhjertighed og og i Brasilien dens enøjethed.
    Når Stangerup hører, at Paven vil helgengøre netop "den katolske Isabella" som opfandt den europæiske antisemitisme, så føler han sig straks som protestant igen. Slangen og dragen vokser, og lektien er, at man altid skal være på vagt. Stangerup er hverken protestant eller katolik, hverken æstetiker, etiker eller religiøs. Han er blot på jagt efter den europæiske sjæl, og hvad han viser sin læser er, at den skal findes og synges igen og igen.