Poesi og biografi

- samtale med Henrik Stangerup

Af : Iben Holk

IH: Det nye i projekterne, Lagoa Santa og Dieppe, er det ikke, at du for første gang foran skrivemaskinen er i stand til at glemme dig selv?

HS: Jo, det er helt klart. Det er det, jeg har drømt om i virkeligheden fra jeg begyndte at skrive. Jeg har altid drømt om at skrive den roman, hvor man helt kan blive væk i et univers, som man farver med hver eneste linie og hvert eneste ord, og som er flyttet op i noget andet, der selvfølgelig har inspiration fra ens eget liv, men også er - kosmisk inspiration, kan man kalde det sådan?

IH: Ja, for det paradoksale er, at der frigøres en poetisk sproglighed, samtidig med at du er bundet af en historisk og biografisk lovmæssighed.

HS: Men jeg har altid drømt om den poetiske prosa, lige fra jeg startede. Jeg ved godt, at jeg måske bruger mange ord hist og her, for jeg kan godt lide, at man bruser igennem en tekst med ord, og så pludselig standse op og klippe og bruge meget korte sætninger - og så igen lange sætninger. Det er sådan en protest imod den almindelige klartekst. Kunsten skal lave noget andet end klartekst. - Der må stå noget i en roman, som ikke kan stå andre steder. Og der føler jeg, at jeg med Lagoa Santa og med Det er svært at dø i Dieppe kunne lave to prosadigte, som bygger på de erfaringer, der ligger i de andre bøger.
Inde i begge bøger ligger der på ca. hundrede sider en præcis afhandling om de to, henholdsvis Lund og Møller. Jeg har fulgt dem nøje i alt, hvad jeg har haft imellem hænderne af dem. Jeg opfinder kun, når jeg går ind i deres hoveder og lader tiden danse med - omkring dem. Altså når myterne fortæller om Lund, så er det ren digtning. Når Janusfiguren tager over i Møller, den der mærkeligt dobbelte figur, der både ser frem og tilbage, så er det ren roman ud fra Møllers egen novelle. Der digter jeg ud fra, hvordan jeg forestiller mig, de er, og så bliver de mine personer. Men der ligger disse to afhandlinger inde i begge romaner, som er temmelig præcise, og jeg følger dem så tæt på, så jeg er nået frem til - med belæg i kilderne - at Lund jo overlever virkelig som det, han dybest set var, et meget smukt og etisk menneske, som fra at have været ung og arrogant - da han kom til Brasilien, kunne han slet ikke lide menneskene derovre, det var nogle underlige halvaber, syntes han, sådan nogle underlige krydsninger mellem negre og hvide, - han klagede hele tiden over, at de var så transparente, de var så gennemsigtige, man kunne ikke stole på dem, de var sådan - ja, kort sagt, de læste ikke bøger om Naturwissenschaft og var ikke alvorlige nok. Og så ender han jo med at forsone sig med dem og opgiver sine naturteorier.

Og så sker der det, at jeg - efter at jeg var inspireret af Lévy og Glucksmann i deres analyse - og det er stadig det, jeg holder fast ved, der er det centrale i deres analyse, at det er det 19. århundredes filosofiske værker, de tyske, der bliver til det 20. århundredes Auschwitz og Gulag-øhavet. Og dér er de nye. Den analyse, der ligger i det, som jeg beskæftigede med mig, da jeg var i Paris i 78-80, og skrev de to debatbøger, altså Retten til ikke at høre til og Fangelejrens frie halvdel, er også med i bøgerne, fordi jeg kan se, at den kulturhistoriske analyse, som Lévy og Glucksmann gav af det 19. århundrede, hjalp mig på vej til at forstå nogle ting i både Lund og Møller, hvad det var for nogen typer, de var.

Da Lund knækker sammen, vender han sig mod ikke bare Darwinismen, men også hele den tyske naturfilosofi, der langsomt bliver til en antropologi, der så ender - med racismen. Han troede, at det hele var skabt, - uden at man kan sige, at han er kreationist i moderne amerikansk forstand, det er jo en helt anden tid nu, så det kan man ikke blande sammen. Så da han sidder i sin ensomhed tilbage, føler han sig næsten som en ensom jøde, der er oppe imod Verdensånden, den der kommer brusende fra Tyskland og vil lave revolutioner, ensrette og nivellere alt. Så der er han jo en mærkelig fornem gammel kulturkonservativ på det punkt.

Omvendt med Møller. Da jeg var kommet langt hen i arbejdet, siger Ellen Olsen Madsen, der hjalp mig utroligt med forarbejdet til bogen: Åh, Henrik, jeg er så ked af det, for jeg har fundet nogen papirer til dig, som jeg ikke rigtig tør sende til dig, for der er sådan nogle frygtelige papirer her med Møller, imod slutningen af hans liv, hvor han i raseri mod Goldschmidt bliver - ja, man kan jo ikke sige antisemit, fordi det ord var ikke rigtig opfundet på det tidspunkt, men han har altså nogle frygtelige sider. Nej, dem må jeg have med, sagde jeg, for det hører jo med til dæmonen. Det er kun en del af deres karakterer, understreger jeg, men det er meget interessant, at den ene altså i sin krise, Lund, næsten bliver jødisk, i sin protest mod tidsånden, og den anden bliver ´antisemit´, i sin protest mod tidsånden. Altså æsteten Møller, der jo samtidig drømmer om at genindføre hedenskabet, det nordiske plus det græske, Pygmalion - græskheden, Akropolis, smukke søjler, verden som vilje og forestilling, menneskeskabt, der er ingen Gud, - han må selvfølgelig vende sig mod Kierkegaard tidligt, fordi det er det nye testamente, der skal ud af vagten. Det er ikke bare det med Regine, det ligger jo også bag romanen, fordi det er det nye testamente, han vil af med, han vil af med Kristus. Og senere bliver det Goldschmidt, han vil af med, og dermed også det gamle testamente. Og så er det, han i sin mest fortvivlede periode foregriber - også med belæg i kilderne - det, der senere skete med Ghourdieff, og hele den tradition, som bestod i, at man skulle finde tilbage til Tibet, - som det også ligger i nazismen senere hen, hvad der måske er den inderste hemmelighed om nazismen, at det var en revolutionær djævlepagt imod kristendommen og dermed også imod jødedommen. - Og dér drømmer Møller på et tidligt tidspunkt nogle af de samme tanker, som senere dukker op omkring århundredskiftet, at man skal finde vejen til Tibet, for derigennem kan man hypnotisere sig selv ind i udødeligheden. Ghourdieff har det, den meget, meget farlige russisk centraleuropæiske tradition for racemystik. Det ligger latent i Møller. Det synes jeg er interessant, at de to ikke bare skilles ad i Kierkegaardsk forstand, men at de så at sige på hvert eneste punkt af deres liv skilles i afgørende krisesituationer, og går hver sin vej.

Det er nogle arketypiske figurer, hvor så selvfølgelig det drama, de gennemlever, er det samme ideologiske drama, som jeg selv har været igennem i en mindre udgave i min tid. Og først ved at komme igennem dét kunne jeg finde frem til de to. Og så er det interessant at komme ned i hele det 19. århundrede og se, hvad det var, de forestillede sig var kommunisme dengang; det var jo en helt anden kommunisme end den, der senere blev marxisme. Dér er Møller jo utrolig smuk, når han er kommunist, eller anarkistisk kommunist, for han drømte stadig væk om, at man kunne bevare kongen. Det gjorde de dengang, de drømte om, at man skulle have kongen øverst. Og så skulle det være det gamle franske royalistisk anarkistiske slogan: For kongen! Med folket! Mod adelen! - Alt det, vi har slåsset med i hele dette århundrede, kommer fra deres tid. Så det 19. århundrede er for mig først noget, vi langsomt er på vej ud af nu, hvis vi overhovedet er det. Og vi er slet ikke kommet i gang med efter min mening, hvad jeg vil kalde en ny tid, og vi gentager de samme fejltagelser hele tiden.

Uddrag fra artiklen "Argument og Æventyr" fra Iben Holk (red.): Henrik Stangerup, Odense Universitetsforlag, 1986.