Kramkiste og flodseng

Finn Stein Larsen om Seeberg

Af : Finn Stein Larsen

[.....]

Indtil "Dinosaurens sene eftermiddag" (eller "Slaraffenland") har Seebergs forfatterskab utrætteligt kortlagt psykologisk-eksistentielle mikrostrukturer.
   Denne kokon bryder Seeberg afgørende på næsten alle tænkelige områder i de to følgende bøger: "Dinosaurens sene eftermiddag" og "Argumenter for benådning". Der går en vældig længsel efter frihed og opbrud gennem disse prosastykker. De handler om det massiv af ting og regulativer, af adfærds- og følelsesklicheer, der kan binde et menneske og om omkostningerne og glæden ved at kaste dem bort.
   Lov og orden ritualer og vaner kan være gode nok for sig, men de kan fordjævle og forkrampe deres offer, og teksterne handler overvejende om den mulighed for tilværelse, der kan skabes på den anden side af normernes sammenbrud, ja "Argumenter for benådning" formulerer dette motiv på det bestemteste. Når den hæslige forbrydelse for en stund har tilintetgjort lov og orden, bryder det uudryddelige krav om at give kredit for menneskets egen skyld frem. "Musikken er større end forbrydelsen" skriver Johan Peter G.`s bysbørn i deres benådningsansøgning, selv om Johan har myrdet og plyndret, netop fordi han synger så god en bas. Bøgerne bliver muntre og trodsige udfordringer til på nåde og unåde at overgive sig til den risikable eksistens. Også genregrænserne giver efter i disse bøger, så man finder sælsomme og uvante meddelelsesformer: nekrologer, breve, slægtsregistre, testamenter, bønskrifter til domstole, underfundige madopskrifter, enkle og dog mangetydige lyriske råb (nu kommer jeg/åh, du kom), myter og uddrag af gæstebøger for provinshoteller.
   Ja, endog den normale tidsopfattelse sprænger han sig ud af i de to korresponderende beretninger om dinosauren og firbenet. En flot bue bygges her mellem dinosaurens og firbenets miljø, urtidens nedslidte og slamfyldte flodlejer og Seebergs fortrolige Lourmarin i Provence. Firbenet her er jo en lidt reduceret senætling af dinosauren, der er blevet alt for stor i tidens løb. Med en bevægelse som et kælvende isfjeld lægger den sit lille hovede i et udtørret flodleje. Den falder omkuld og drukner, den ikke blot dør, den dør ud, lydig mod en ukendt udviklingslov. En ufunktionel art degenererer og forsvinder. Men nogle millioner år efter sker der en regeneration for dinosaurens lille fætter i Lourmarin. Den undslipper et dræbende slag, piler lynhurtigt ind i sin grotte, men den har mistet sin hale. Efter en tid, "der var lang som frygten", vover den sig ud, men mister styringen og falder. Snart lærer den imidlertid at bruge sine fald (sammenlign dinosaurens sidste, tunge og uoprettelige fald) til at komme frem med. Halen regenererer og kan styre. Og livet kan fortsætte, som det begyndte i historien, med firbenets salige solsøvn i intenst samspil og sammenfald med omgivelserne: "Varme var stenene - varmt var dens hjerte -", "Alt var godt. Amor fati".

Finn Stein Larsen: Kramkiste og flodseng i
Iben Holk (red.): Mytesyn. En bog om Peter Seebergs forfatterskab, Centrum 1985