Hinsides realismen

Erik Skyum-Nielsen om Seeberg

Af : Erik Skyum-Nielsen

Seebergs tekster forløber med en langsom grundighed, der er ganske tæt på total stilstand, og fortælles med en fåmælthed der grænser lige op til tavsheden. Og fordi de fastholder deres genstand i sprogets felt tilpas længe, blever teksterne en skrift på dødens kant, en ventende, dvælende skriven-og-døen i tid der fryses. Men det betyder, at skrivemåden, så virkelighedsnær den er, bliver en filosoferen frem mod et tilværelsessyn, der har træghed og forsinkelse som princip.

Et nyt vejr slår ikke med det samme igennem med sine virkninger. / Solen skinner, men det er stadig køligt i vejret, i jorden gør dybdens temperaturer sig gældende. Ja, undertiden er det måske lovlig sent, at et højdepunkt af virkning nåes. En modsat tendens er da allerede sat ind med sin afdæmpede og senere ødelæggende virkning. / Alt er overgangstid på overfladen og i dybet, hedder det i en kort tekst (Klima) fra Om fjorten dage. Her peges på forhold i verden: diskontinuitet, uensartethed, men der peges også på talen selv og på sprogets indbyggede ubestemmelighed og tvivl. Også bevidstheden bevæger sig i overgange, død og tilblivelse. Det som er, bliver det som var, og sprogproduktionen følger kun haltende efter livets tid. Med politisk sigte taler Seeberg i Dinosaurusens sene eftermiddag (1974) om det øjeblik, da eksperterne erklærer årsagerne for klarlagt, men katastrofen er sket (s. 52), men denne sætnings diskontinuitet rummer samtidig en digterisk forholdsmåde, som måske bedst kan illustreret ved et tænkt eksempel. Tager vi slutsætningen ..., og fjorten dage efter var han død. kan døden her siges at indtræffe to gange. Første gang i det udsagte, i og med ordet død. Anden gang i udsigelsen, i og med punktummet. Hvad Seeberg gør er at sætte den digteriske tekst i gang dér, hvor de fleste andre holder op: i sprækken mellem døden og dens punktum.
   Hvis realismens modus er indikativ, så rummer denne prosa i sin forholden-sig-til-det-sagte en savnets og fraværets modus. Teksterne viser hvordan verden bliver til for os, mens ting og liv forsvinder.
   Metoden er: forstørring, spatiering af den stillestående tid. 1. januar 1000 var det meget fint vejr, høj sol, skyfri himmel, vindstyrke 4. Det havde været en meget hård nytårsaften, hvor hele landsbyens befolkning af potter gik til. Man siger, at en gammel mand har gemt een i et hult træ ved kilden. Sådan begynder Erindringer fra tusind år (s. 15), i en gradvis, udelukkende fokusering på tid, sted og personer. Men idet tiden bringes til standsning, går samtidig talen i skred, hos et menneske som har sin synsvinkel og sin udtryksform. Bagsiden af Seebergs dødsskrift er således, at den synliggør det liv der trænges i tid.
   Seebergs skrivemåde hænger nemlig tæt sammen med et tema som er fremherskende i hans sene forfatterskab, og som gennemorganiserer de tre novellesamlinger Dinosaurusens sene eftermiddag, Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage. Alle tre bøger er bygget op i tre hovedgrupper: først fragmenter der fungerer som tematiske anslag. Så hyperrealistiske noveller hvor temaet handles. Og endelig visioner og fantasier. Gennem alle tre led går modsætningen mellem det store, magtfulde, voldsomme og glemsomme - og det små, det svage, det som kun evner at erindre. Samfund presser individ, historien presser øjeblikket, en kværnende udvikling presser menneskenes livsmuligheder.
   I den første bog er det store i temaet den teknisk-videnskabelige civilisation som gradvis nedbryder alt liv og truer os med udslettelse. I den anden bog er det store den officielle realitet, magtens sprog f.eks., som kun kan modarbejes ved med list at tage det svage og uanselige i forsvar. Og endelig i den nyeste bog gøres så tiden til temaets kerne, idet Seeberg drager konsekvensen af de tidligere novellers fragmentariseringsteknik og viser at bevidstheden kan have helt sin egen tid.
  Model-agtigt ses denne teknik i de pseudo-dokumentariske mosaikker der optræder i hele novelleserien: nekrologer fra venstrepressen, en slægtstavle, liste over de afdøde på kirkegården i Rousillon, enkeltpersoners gøremål fra dag til dag, ansøgninger om benådning, replikker i banegårdshøjttaleren. Liv stykkes ud i bidder og iscenesættes mosaikagtigt, så læseren opfordres til at med-konstruere den åbne tekst.
   Mere komplekst er forholdet mellem reference- og fiktionsrealisme i dén novellekreds der danner midte i Om fjorten dage: 11 forløb der følger enkeltfigurer over en enkelt dag, 19. november 1927 i en sønderjysk provinsby. En glemt dag hvor ingenting skete, mens alting skete for de mennesker der var der. Et punkt forstørret til bevægelse.
   På overfladen er livet i byen bekendthed, system om relation. Eller som det siges om skrædderen i Ansats til selvforsvar: Normalt undgik ingen jo at kende hverandre eller blive kendt. (s. 100). Men i dybden er livet i den lille by faktisk ubekendt, alt for sammensat til at danne system. Ingen kender i virkeligheden nogen.
   Samme modsætning ses i det historiske. Store forandringer lader sig anskue i små begivenheder, som da slagteriarbejderned formand, der er god socialdemokrat, får taget mål til et nyt sæt tøj, eller da købmanden sætter skilt op over døren og lægger varer ud i vinduerne, så skrædderen kan tænke: Var det ikke nok, at folk vidste, at bag denne dør kunne varerne før i uskadt stand, til en rimelig pris? (s. 93) Nede under forandringernes langsomme dynamik ligger imidlertid en rungende statik. Menneskene passer ikke til deres liv, der er store felter af tomhed omkring dem. Denne tomhed er, vil jeg hævde, mytens ekko; genlyd af det liv der ikke blev levet her. Frihed var at kunne gemme sig så godt, at ingen lagde mærke til hvad man foretog sig (s. 104), det står der, men denne sætning er en tavshed.
   På overfladen optræder således den officielle historie, arbejdets tid, en hverdagÿ udsagt og genkendelig. Men i dybden anes en anonym uforanderlighed, som er uudsagt, men omkredset og dermed gjort oplevelig. Mytisk realisme. En mand kan gå i skoven og tænke på årene under krigen: Trækfuglene kom alligevel. Henover fronterne: storkene, gæssene, svalerne. (s. 178)
   I menneskefremstillingen viser forskydningen fra virkelighedsbeskrivelse til myte sig ved, at individualitetviger for type, psykologi for eksistens. Og hver gang bliver temaet det samme: at det lille liv kværnes ned og dør, og kun i sine sidste bevægelser får artikuleret sig.
   Det er denne sene kommen-til-bevidsthed Peter Seeberg får frem, idet han spatierer øjeblikket, forlænger det sidste nu, forstørrer, nuancerer. Fortælleren aflytter alle de uhørte meddelelser og tavse oprørsråb ved at gå helt ind i personernes oplevelsesverden, så verden ses gennem et sind og formuleres igennem en individuel fantasi. Som f.eks. da drengen i Odyss‚ for en niårig står foran fotografens vindue: Han havde stilet nogle billeder ud: brudeparrene var altid på højkant, man så den med sko og slør og høj hat, altsammen, bruden stod altid lidt foran og strålede glad, nogle så forundrede ud, brudgommen stod lidt bagved, de så listige ud, men også lidt glade, de syntes det var en god idé. De havde sådan et billede hjemme, moderen så noget sørgmodig ud og faderen var heller ikke særlig glad at se på, de stod nok allerede og tænkte på, at der var så meget, der skulle betales. (s. 132) Der er afstand til de voksnes sprog, søgen efter et eget. Der er anelser om kønsroller, der er angstfuld fantasi - altsammen givet i en knap, umærkelig, men samtidig mættet og insisterende stil. Det endnu ufortolkede afsøges imens bevidstheden arbejder, i en punktuel prosa, hvor hullerne og overgangene kan mærkes. Man kan kalde det mytedigtning. Man kan også kalde det en realisme hinsides realismen.

Erik Skyum-Nielsen er litteraturanmelder ved Information