Globusromanen

Globusromanen - Ejgild Sjøholm fortæller om Syv aldres galskab

Af : Ejgil Søholm

Svend Åge Madsens forfatterskab er én stor kompleks roman under bestandig fortælling. Det er Svend Åge Madsens hensigt at eliminere sig selv som forfatter. At lade os fortælle hinanden, lade verden blive til uden skaber, det er den "darwinistiske" modmyte til den religiøse opfattelse med Gud svævende over vandene, som Madsen synes, det er på tide at få ført igennem også i litteraturen. Et af formålene med (også) den sidste bog var at "rydde op" i romanuniverset, knytte løse ender etc. Men samtidig opstår der i processen nye løse ender, dvs. handlingstråde, der råber på at blive flettet eller knyttet i nye historier.
   Det kan lyde som en fantasihjernes friløb højt over vores såkaldte virkelige verdens realiteter. Men faktisk er Svend Åge Madsens roman inde bag de skæve vinkler og de paradokse påfund i høj grad virkelighedstro. Tiderne og stedet - Århus for 350 år siden og i dag - er autentisk skildret, så det faktisk nærmer sig lokalhistorien. Og hovedpersonen Hans Skonning er virkelig; bogtrykker, forfatter og klokker i Århus, hvor han virkede fra ca. 1615 til sin død ved et styrt fra domkirketårnet i 1651. En del af hans værker og tryksager findes stadig. Men der er meget, vi ikke ved om ham fx at han i 1643 modtog store syner og åbenbaringer; i al fald vidste vi det ikke, før vi læste Madsens seneste roman!
 
Hans Skonning
Skonning er just fyret som klokker og hans misantropi er på højden, da han pludselig ser ind i (noget han tror er) Paradiset: et rent og let sted at leve, modsat det skidne Århus anno 1643. Skonning har set 350 år frem i tiden, og denne blasfemiske fremtidsskildring fortæller han til sin eneste fortrolige, latinskoledisciplen Bertel. Deres samtid er romanens direkte historiske basis; resten udspiller sig inden for rammerne af Skonnings vision.
   I Skonnings vision er centralfigurerne også en gammel mand (Styge) og en ung (Tobias). Og også her beretter den ældre for den yngre; Styges slægtshistoriske fortællinger repræsenterer svundne aldres galskaber, og Tobias" opgave - stillet ham af Styge - at forsøge at være god i et år skaber det handlingsplan, hvis udfordringer (som i den picareske roman) demonstrerer vores tidsalders galskab(er).
 
Den historiske Skonning
Svend Åge Madsen har i mange år været optaget af figuren Hans Skonning. Klokkeren skal have været indblandet som (falsk) vidne i den herostratisk berømte sag, der optog Århus for 350 år siden: Sognepræst Kristen Bonde - gift med den smukke Eline - blev dømt for "omgang mod naturen" med sin svigermor, bispinden Kirsten Doctors. Først efter Svenskekrigen fik hun sagen genoptaget, og de blev frikendt. Et nedgravet barnelig eller foster spillede en dramatisk rolle i sagen, og lensmand Erik Grubbe - i overleveringen nævnt som både Eline og bispindens forsmåede elsker - omtales som den, der af hævngerrighed satte rygtekampagnen mod Bispegårdens folk i gang. Også hans måske medsammensvorne, Hans Skonning, havde et motiv, idet han af bispen var blevet sat fra klokkerbestillingen - vistnok på grund af formodede tyverier af metal fra kirkeloftet. Alt i alt et stof at skrive historiske knaldromaner på. Det er da også blevet gjort, og Madsen har læst dem alle: Frederik Sneedorff Birchs historisk-romantiske fortælling fra 1832 med dobbeltgængere, djævlerier og alskens smæk for skillingen; Knud Skyttes fantasifulde røverhistorie Den onde Lensmand (1911), Nicoline Kirkegaards ikke mindre kulørte Bispinden i Aars (1918), hvor det nedgravede barnelig viser sig at være en død abe (Skonnings!); og endelig Johan H. Baunvigs Den onde Sæd (1949), der lige så godt kunne have heddet "Den onde Lensmand", hvis den titel ikke allerede var brugt af Knud Skytte.
   Hele dette sortiment af historisk triviallitteratur har den gamle Styge liggende på sit bord, da Tobias første gang besøger ham. Fælles for alle romanerne er den fastlåste opfattelse af personerne, genrens klare holdopstilling i skurke og helte. I dem alle er Hans Skonning på banditholdet. Den følgende karakteristik af ham stammer fra Nicoline Kirkegaards roman: "En Mørkets Aand, en Ugle i Natten, hvis hæse Skrig opskræmmer den sovende Stad - saaledes er just det lede Gespenst, der fra Taarnet følger Livet i Bispegaarden med sine onde Øjne, og med sine ildevarslende Skrig beretter den ganske Stad saavel hvad han har set, som hvad han har drømt med aabne Øjne."
   Hvad han har set eller ikke set af usømmeligt i Bispegårdshave er for intet at regne mod de syner, Madsen lader ham se i Syv aldres galskab. Men inden da - allerede i 1978 - havde forfatteren gjort brug af den gamle særling, nemlig i det farverige dramaopbud Narrespillet om Magister Bonde og Eline Mortensdatter, opført af Mariateateret i Århus. Her er Skonning og hans samtidige agerende i et spil i spillet, der foregår "om nogle år - efter den store krise". Det er jf. regien forfatteren magtpåliggende, at man kan "etablere en fornemmelse af al-tidighed". Det, han dengang forsøgte på den flade scene, er nu lykkedes ham i den vertikale romanstruktur.
   I et interview har Madsen fortalt om sin optagethed af den historiske Skonning: "Han er en fascinerende person forstået på den måde, at han er mangesidig, noget svær at greje og indimellem lidt skinhellig, samtidig sådan en satyrikus, som har været ret svær at omgås, vist nok fordi han har haft en spids tunge og en skarp pen. Som person er han ret svær at få hold på. Og det var noget af det, der drillede eller provokerede mig. Det er de sammensatte personer, drevet af flere forskellige kræfter, som det er sjovt at skrive om." I sin bestræbelse på at leve sig ind i Skonnings tankeverden og personlighed, hans omgivelser og livsbetingelser har Svend Åge Madsen ikke blot støvsuget alle lokalhistoriske og -litterære kilder fra sam- og eftertiden, men har også prøvet at forestille sig, hvilke "myter", der har domineret hans bevidsthed, hvad der ud over Biblen har været hans åndelige ballast og referenceramme. Og i Madsens romanverden færdes vi efterhånden hjemmevant ad gader og gyder og smøger i 1600-tallets Århus og går ud og ind ad dens porte på vej til fx lensmandens Havreballegaard eller Skonnings papirmølle. Rammen om de store syner er lillebyens snævre verden; og den er til mindste detalje realistisk reproduceret.
 
Godhed som forsøg
Tobias, den unge mand i 1993-historien, er ganske uden moral og bryder ind hos den gamle Styge, der sidder i kørestol og således er et let offer. Den overraskende udgang er imidlertid, at Tobias lader sig "købe" til et godhedsprojekt af et års varighed - han der ellers mener, at "godhed er noget opreklameret lort"! I løbet af sin godhedspraktik erfarer Tobias, at netop den egenskab har trange vilkår i de forskellige sektorer af samfundet i galskabens syvende alder. I erhvervslivet blandt selskabstømmere og salgssvindlere er godhed et fremmedord, fx i firmaet Poul Dupérs Permafrost (udtales med en sammentrækning af s og P!), der leverer ubestilte frysere til helt friske og sorglabile enker. Og de allermest overraskende oplevelser kommer Tobias ud for hos teologerne på Universitetet, godhedseksperterne i afdelingen for Ugengældt Etik. Her går en fx ind for den lære, "at mennesker er skabt for at vise hinanden den nærmeste vej til posthuset", mens en anden teologs mageløse opdagelse i sin enkle radikalitet er et plankeværk, der spærrer udsynet til omverdenen og dermed eliminerer alt besværet med næsten! Den opgave, Tobias får på Det teologiske fakultet drejer sig om en hemmelig pagt mellem guder og mennesker; det forløb lader sig ikke referere med få ord, men opdraget fører ham videre til psykiateren dr. Monikke - en gammel kending for Madsen-læsere - ham der lader klienterne fortælle deres historie, indtil den passer. Psykiateren har problemer med en, der vil være gal, og med en, der bliver det, fordi hun ikke magter at synde og derved med sin menneskelige skrøbelighed ære Gud. Galskab over hele linien, og i kælderen opbevarer dr. Monikke gale hjerner nok til flere romaner. Tobias har snuset til en af kolberne og har ad den vej erfaret hele historien om den hemmelige pagt. Styge bryder sig ikke om metoden - selv om den ligner Ariosts i "Den rasende Roland": "Hele affæren med at indånde folks skæbner gennem flasker. Det virker som et nødgreb. Noget som en ubehjælpsom forfatter må ty til, for at slippe af med nogle historier han ellers ville brænde inde med"...
 
Styges slægtsforskning
Det tredje plan i romanen, den tredje tråd i fletværksstrukturen, er de historier om Skonning-slægten, som Styge beretter for Tobias. Her får Svend Åge Madsen ryddet op i sit univers og knyttet forbindelsen ned til de "aldre", som den gamle Skonning så hen over. Og så må det selvfølgelig alligevel præciseres, at også Styge og dermed alle de fantastiske slægtsfortællinger er en del af den gale klokkers vision! Men sikke en slægt af betydningsbærende ekstremer: Ditlev, der skulle dø, når hans værk var afsluttet, og som derfor fandt en kompositionsmetode, som lod ham blive gammel; Gustav, der som ung besluttede at begå selvmord, men alligevel fik skrevet sin novelle i syv udgaver; Isak, som malede med begge hænder - krimskrams med venstre, for at den højre kunne skabe mesterværker, ud fra den betragtning, at mængden af skønhed er konstant! Roland Enevold, der leverede sin Kritik af Evigheden med den logiske begrundelse, at "intetsteds findes det uendelige"; hans far Erlander der så dybere i primtallene end nogen anden matematiker (det skulle da lige være en vis Madsen i Århus!); og så fremdeles. Den mest fantastiske historie er René Dietrich Skonnings. Hans liv fulgte den slagne landevej indtil det 23. år, men så går der koks i kronologien, så han hver morgen må fare hen til spejlet for at se, om han er gammel eller ung! Under et samvær med mystikeren Swedenborg i Århus har han i trance nedskrevet en bespotteligt "afslørende fortælling om Guds sønner, som han fandt ved sin side, da han igen kom til bevidsthed, seksten år ældre end da han gav slip på sig selv". Styge er kommet i besiddelse af Renés dagbogsprotokoller og konstaterer, at hvis den springske forfader har "betragtet sin tilværelse som et levende bankospil, så ville februar 1755 være den måned han først fik banko, alle datoer udfyldt"! Et enkelt sted i kalenderdagbogen følger den 8. november 1754 efter den 7. november 1754, hvilket giver anledning til følgende notat: "I dag er dagen efter i går! Det giver mig en svimlende fornemmelse. Det hele fortsætter som om det er én lang dag, uden afbrydelse. Uden ændringer. Må det være sådan andre oplever hele livet? Kunne jeg klare det? Ville alt ikke snart drukne i forudsigelighed, havne i trummerum? (...) To gange i træk, den samme dag! Jeg holder det ikke ud, hvis i morgen allerede kommer, i morgen!" René filosoferer af og til over sin kaotiske skæbne. En af forklaringerne kunne være den, at hans far og mor, "inden de havde modtaget Gud Faders velsignelse, i voldsomt og syndigt begær forenedes på et leje hvorpå delene af et adspredt endnu urepareret ur lå strøet. Og undfangedes jeg derfor i en forstyrret tid."
   Mere "sandsynligt" er hans skæbne nok ment som Guds straf for Renés åbenbaring: teorien om at Jomfru Maria fik tvillinger - begrundet med to skriftsteder, som desværre blev udeladt allerede i de ældre evangelieoverleveringer... Sådan lykkedes det - delvis - Gud at undertrykke sandheden om Jesu tvillingebror K; men på enkelte af de mange billeder af vismændenes besøg i stalden i Bethlehem "finder man en stor bule i halmen, som skjuler K. Ja, på Giottos afbildning af vismændenes dyrkelse aner man faktisk et ben stikke frem"! Teorien forklarer adskillige mirakler. Men den er først og fremmest mirakuløst morsom. Madsens ætiologiske skrøner og mytepunkterende forklaringer er led i hans menneskelige eller humanistiske omprioritering af det litterære verdensbillede. Men i deres humor er de guddommelige.
 
Århus - helt bogstaveligt
Sædvanligvis anses bynavnet Århus (Aarhus) etymologisk at være sammensat af ordene år og ós - dvs. betyde åens munding. Munding har sideformen "minde", som lydligt falder sammen med et andet dansk ord, der betyder erindring. Og den gamle genitiv ár minder meget om ordet år (year), så måske betyder Århus i virkeligheden tidernes (årenes) udløb... Det er i hvert fald en teori, som en vis stednavneinteresseret fabrikant i en af Svend Åge Madsens romaner går ind for. En af hans slægtninge har en helt anden hypotese, nemlig at Århus å oprindeligt hed Imbra (jf. det stadig eksisterende gadenavn Immervad); de tanker luftes i en krimi skrevet af Marianne Kainsdatter, der efter flere bøger og hørespil blev afsløret som værende (nok et) navneskjul for Svend Åge Madsen. Er De forvirret? Det bliver man som Madsen-læser - men heldigvis som regel på et højere plan!
   Forfatterens pseudovidenskabelige bidrag til den lokale stednavneforskning leveres med pokerface og naturligvis med det formål at give fiktionen en overbevisende lokalkolorit: helt ned på det bogstavelige plan har vi med den geografiske lokalitet Århus at gøre. Og han benytter det pågældende navnestof til uoversættelige ordspil, fx i Syv aldres galskab, hvor et par personer med bopæl i Mindet (altså ved å-mundingen) diskuterer litterære undergenrer og hentyder "til tidens populære roman fleuve, et netværk af fortællinger som udgjorde et sandt delta af sammenflettede strømninger."
<    Også byens historie giver Madsens bøger forbløffende bidrag til! Så voldsomme var de dampe, der en nat slap ud af alkymisten Ambrosius" kolber, at glemslen sænkede sig over byen: "Ingen var ved samling, ingen kunne så meget som huske sig selv eller den foregående dag. End ikke byens navn huskede de. Én fik øje på et våbenskjold med årer i et hus, og man enedes om at det måtte hentyde til bynavnet, som fra dag til dag ændredes fra Aars til Århus." (Det byvåben fandtes faktisk - før den nugældende tolkning af stednavnets etymologi slog igennem.)
   Ikke mindre interessant er det bidrag til byens demografi, som fremgår af romanen At fortælle menneskene (1989): "Det er snart en snes år siden at en flok borgere fra Århus havde taget retten i egen hånd idet de trængte ind i Den gamle by og indtog denne. Det var mennesker der var trætte af den forjagede nutid med alle dens uløselige problemer." Museumsbesættelsen red på en nostalgisk bølge og blev uhyre populær: "Museet modtog, da de ny beboere vovede at åbne det for besøg fra deres egen fremtid, langt flere gæster end normalt." Men konfrontationen kommer, da Den gamle by vokser den ny over hovedet og ikke kan finde sin egen plads mellem fortid og fremtid. De arkæologiske udgravninger på det Store Torv, som nu i virkelighedens Århus er genstand for voldsom debat - det skal udsmykkes af en kunstner og sågar måske en udenbys! - er rammen om den aller finurligste historie, Madsen har udtænkt, den om lighteren der blev fundet i et uberørt lag under middelalderbyen. Forklaring: Den var blevet fortalt derhen!
   Et helt særligt ry havde byen, da Gud i slutningen af 1600-tallet tilsyneladende "havde udvalgt Århus som prøveområde for at undersøge virkningerne af en mere konsekvent retfærdighed". Det er vel glemt i dag, men at Svend Åge Madsen her i slutningen af Mellemtiden har afprøvet verdensromanen på disse kanter, vil næppe gå af minde med det første. Så længe byen eksisterer, vil alle de store begivenheder ikke "holde op med at have fundet sted" som Jeppe Fældings yngre bror Knud udtrykte det en sen aften. Hos Madsen som hos Gud skaber Ordet, hvad det nævner. Ellers ville eksempelvis Jakkels vandring (1974) - som skildret i de syv skroller af samme navn - heller aldrig have fundet sted; Jakkels mor, Øda Lynde, fødte ham, efter at den gamle Villads Sigers "fortælling var trængt ind i hende".
 
Tekst, tal og titel
Med hensyn til originale påfund er den madsenske hjerne åbenbart uudtømmelig. Syv aldres galskab er i sig selv en unik kreation i den litterære tradition. I en række kursive afsnit, der har karakter af læsevejledning, forklares romanens anatomi - eller rumgeometri: Vi har at gøre med globusromanen! - et til lejligheden opfundet medium, der dog opgives af pladsmæssige årsager, skønt den havde store fordele frem for den "flade" fremstilling. Både den "almindelige" globalroman, de oppustelige og dem med lynlås og flere episke lag som overtræk, er gået af mode, mens aldrenes galskab blev skrevet frem. Så det vi har for os, er tekst projiceret over på almindeligt papir fra kugleformen - en slags kort over globusromanen. Det er i de sprækker, der derved opstår, at Madsen selv ytrer sig i beskeden kursiv ind imellem Skonnings syner.
   Svend Åge Madsen kender sin historie - både bibelhistorien og den profane - og i litteraturens er han så belæst, at man skal stå tidligt op for at følge hans "intertekstualitet" ud i alle de finesser, som han ved kyndig timing får til at ligne skæbne. For selvfølgelig er det ikke tilfældigt - klokkeren ved det selv at Skonnings menneskelige åbenbaringer starter syv gange syv gange syv år efter, at Dante skrev sin Guddommelige Komedie.
   Syv aldre er syv gange 50 år - perioden 1643-1993. Og de halvtreds år er på de traditionelle fremstillinger af Livstrappen højdepunktet. Syv er det magiske tal i alle former for folkelig overlevering; man kan være i den syvende himmel eller hengive sig til de syv dødssynder, man kan være i syv sind, og det kan vare syv lange og syv brede, til syvende og sidst hvilede Gud, da han havde skabt verden, og der var syv vise om at repræsentere al viden i det gamle Grækenland. Så selvfølgelig måtte talmester Madsen kalde sin roman Syv aldres galskab - det ligner jo korrekt talbehandling. - Og dog er det noget nær det modsatte - med bogstaver... Følgende citat fra en elleve år gammel roman fra samme Århus-værksted handler om en tidligere modernistisk forfatter, der har solgt sin identitet:
   "En gang imellem om natten føler jeg, at jeg er lige ved at forsvinde for mig selv. Jeg må ligge og hviske...ikke et navn...det har jeg ikke mere, men nogle ord, nogle latterlige fejlstavninger der er blevet hæftet på mig i tidens løb. Seven Age Madnes hvisker jeg, igen og igen, for at holde mig selv fast." Seven Age Madnes - Svend Åge Madsen. Han har smilet for sig selv, da han for nylig betroede en interviewer, at "titlen var for en gangs skyld noget af det første, jeg havde"! Den skulle bare lige oversættes til dansk. Det bliver værre den anden vej tilbage igen, når nok en universel Århus-historie skal ud på det store marked - med en titel på korrekt engelsk. Denne her for skæg fik han i postkassen - i tre ombæringer. Men den faldt gudskelov ikke på stengrund i entreen. Sådan kan tre ord blive til fem hundrede sider. Og hvilke sider. Ren eufori. Satisfiction!
 
Artiklen er første gang bragt i Danish Literary Magazine 8, 1995