Den existentielle historie

Svend Åge Madsen fortæller om sit forfatterskab

Af : Svend Åge Madsen

Der er en teknik jeg ofte bruger, når jeg fortæller en historie. Det er at beskrive verden fra en usædvanlig synsvinkel, at se på tingene med "det fremmede blik". Som for eksempel når jeg beskriver vores nutidige samfund, som det ses af et menneske der lever om hundrede eller to hundrede år. Dette "fremmede blik" fremprovokerer ofte nye synspunkter og afdækker nye sandheder.
   Jeg er selvfølgelig ikke ene om denne teknik. Tværtimod bliver den meget hyppigt anvendt. Franskmænd kender den for eksempel fra Montesquieus Lettres Persanes.
 
Da jeg blev oversat til fransk og betragtet med fremmede øjne, var det spændende, fordi jeg dermed fik en mulighed for at se mine egne bøger med "det fremmede blik".
   Da jeg begyndte at skrive var det karakteristisk at jeg blev betragtet som lidt af en fremmed fugl. Jeg var helt tydeligt mest påvirket af forskellige udenlandske forfattere, først og fremmest Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau roman.
   Dette gjorde sig også gældende i 1970, da jeg skrev Sæt verden er til, jeg følte mig stadig mest påvirket af forskellige udenlandske forfattere og det fremhævede de danske kritikere da også.
   Da bogen tyve år efter udkom på fransk var det interessant at opleve, at anmelderne betragtede den som typisk dansk og påviste nogle klare, karakteristiske danske eller måske skandinaviske træk. Det drejede sig både om stilistiske, tekniske træk og indholdsmæssige.
   Dette at se mig selv eller i det mindste min bog med fremmede øjne, var altså nødvendigt for at jeg kunne få øjnene op for det danske i mig. For jeg begyndte at interessere mig for: Findes der en stil, en udtryksmåde, en tænkemåde, som kan opfattes som speciel dansk?
   Derved fik jeg øje på en genre, som jeg vil kalde "den eksistentielle fortælling".
   De tydeligste dyrkere af denne genre i vores tid er nok Villy Sørensen (med Sære historier og Formynderfortællinger) og Peter Seeberg (med Fugls føde og Argumenter for benådning).
   Der er to træk som er karakteristiske for dem: På den ene side den legende fortælleglæde, en underfundig, ja ind i mellem næsten pjattet fortælleholdning. Og på den anden side en fast overbevisning om at netop ved at frembringe disse legende fortællinger, er der mulighed for at trænge ind til de dybeste eksistentielle problemer, som ikke lader sig fatte på anden måde.
   Når jeg stiller det op på den måde, bliver det måske mere synligt hvorfra den er kommet, denne eksistentielle fortælling. For den bygger på de to vigtigste og mest livskraftige af de danske klassiske forfattere.
   Denne legende og underfundige måde at fortælle på har vel i hele verden ikke haft nogen mere elegant dyrker end H. C. Andersen.
   Og denne erkendelse af at de eksistentielle problemer kun kan udforskes ved at skabe det subjektive, enkelte menneskes historie, har vel i hele verden aldrig haft en mere dybsindig forsvarer end Søren Kierkegaard.
   Når jeg har benævnt denne specielle danske genre: den eksistentielle fortælling, er det netop for at påpege denne sammensmeltning af disse to forudsætninger: Andersens fortællinger, og Kierkegaards eksistentialisme.
 
Efter at have udpeget disse to traditioner, er der straks en række nutidige danske forfattere, som springer i øjnene, fordi de hver på sin måde har fundet en balance mellem disse to holdninger.
   Jeg kan nævne Poul Vads vildtvoksende historie: Kattens anatomi. Sven Holm, ikke mindst i hans første fortællinger. Inger Christensen, der især er kendt som poet, men som fortjener stor interesse for for eksempel "eventyret" Det malede værelse. Der er Hanne Marie Svendsen der i Guldkuglen fremmaner et lille samfunds fantastiske fortællinger. Ib Michael, der i Troubadurens lærling fortæller pesttidens eventyr. Der er Per Højholdt, poeten, der også kun undtagelsesvis beriger os med prosa, som for eksempel i de drilagtige historier Salamanderen og andre blindgyder. Man kan nævne Dorrit Willumsen, der især i sine tidlige fortællinger lader sproget lege en eventyrlig verden frem. Der er Jens Smærup Sørensen der i Mit danske kød skriver et ukendt Danmark frem. Og for at tage ét af de nyeste skud, er der Peter Høeg der i sine Fortællinger om natten, fortæller en gammel verden frem.
   For at antyde at det ikke kun er i nutiden at denne udtryksmåde dyrkes i Danmark behøver jeg bare trække en enkelt afdød forfatter frem: Karen Blixen, der jo mere end nogen anden var optaget af fortællingens muligheder, fortællingen som et redskab til at skabe mening. For at få folk til at se på noget andet end den evindelige Den afrikanske farm, vil jeg nøjes med at pege på den udødelige historie, som hedder Den udødelige historieö.
   Der er nogle af de forfattere jeg har nævnt her, som undertiden er blevet kategoriseret som tilhørende "den magiske realisme", for eksempel Ib Michael og Hanne Marie Svendsen.
   Selvfølgelig kan man finde ligheder med den sydamerikanske fortælleglæde, som man træffer den hos Gabriel García Márquez og Isabel Allende, men sammenligningen holder ikke så langt. I andre henseender var det mere nærliggende at sammenligne med de mere filosofiske sydamerikanere som Jorge Luis Borges og Bioy Casares.
 
Hvad er nu karakteristisk for den eksistentielle fortælling?
   For det første er der en tro på fortællingens kraft i modsætning til realisternes holdning. Vi har i Danmark som i de fleste andre lande en kraftig realistisk tradition. Denne har som sin solide grund, den opfattelse at først findes der en verden, som det dernæst er litteraturens opgave at beskrive. Det kan ske med forskellige formål, forskellige holdninger, forskellige stilgreb, men altid med den grundholdning: der er en verden, som litteraturen gengiver efter evne.BR>    Denne realistiske holdning var i begyndelsen af dette århundrede så dominerende i Danmark, at man dårligt kan finde andre undtagelser fra den end den nævnte Karen Blixen.
   For dyrkeren af den eksistentielle fortælling forholder det sig anderledes. Der findes måske nok en verden, men vi er afskåret fra et direkte kendskab til den. Vi har forskellige måder at nærme os den, og en af de vigtigste er at fortælle verden. I mange henseender kender vi kun den verden som vi fortæller hinanden.
   Vi ved det, og vi har vidst det lige siden Søren Kierkegaard, at kun i subjektiviteten findes sandheden. Der findes ikke nogen objektiv sandhed om verden. Der findes det enkelte menneskes forsøg på at trænge ind til verden.
   Men samtidig ved vi, og vi har vidst det lige siden H. C. Andersen, at en af de bedste måder at fatte verden, at bringe lidt sammenhæng ind i den, er at fortælle den.
 
   Jeg skal prøve at beskrive hvordan jeg har forsøgt at fortælle verden, ved at sige nogle ord om min sidste større bog, som hedder: At fortælle menneskene.
   Min hovedperson i At fortælle menneskene, Tøger, er en ung fyr, der ligesom de andre unge fyre i kvarteret er forelsket i grossererens mystiske datter. Ikona, hedder hun. Det vil sige: drengene kender ikke ret meget til hende, for hun holdes isoleret oppe i grossererens store, tilbagetrukne villa. De har set hendes skygge på gardinerne. De har lugtet til hendes parfume, da de fandt et tørklæde hun havde efterladt i farens bil. De har ringet hende op og hørt en pigestemme svare.
   De kender hende kun ud fra den slags svage tegn, men de er tilstrækkelige til at drengene kan danne sig et billede af hende, forestille sig hende, drømme om hende, snakke sammen om hende og være forelskede i hende.
   Efterhånden er det imidlertid svært at blive ved med at være forelsket i noget så luftigt, så de fleste drenge finder mere jordiske objekter for deres følelser. Kun Tøger er trofast.
   Til sidst gør han endda noget ved sagen. Han klæder sig fint på og vover sig op til grossererens villa. Den første gang når han ikke ret langt, men må flygte, hals over hoved, forfulgt af to store blodhunde.
   Men næste gang lykkes det for ham. Han når ind til villaen. Han når op på første sal, hvor han går hen til det værelse som han ved Ikona bor i. Han træder ind, det er et lidt underligt værelse uden møbler. Der står kun en mærkelig seng midt i rummet. Han går hen til sengen, Ikonas seng, og ser noget der giver ham et dybt chok.
   Så stærkt er det chok at hans blod bliver hvidt. Han prøver, sammen med en ven senere, at skære sig, og hans blod er virkelig blevet hvidt, og det tager år før det får sin farve tilbage.
   Det han så, dén Ikona som han længe havde drømt så vidunderligt om, var et misfoster, et væsen næsten uden lemmer og med hoved og krop vokset sammen.
   Det er ikke underligt at Tøger går dybt chokeret hjem.
   Nogle dage efter bliver han opsøgt af grossereren, og får forklaret hvad forhistorien er. Grossererparret fødte i sin tid denne vanskabning, og de besluttede at gøre alt hvad de kunne for at give deres datter en lykkelig opvækst. Derfor holder de hende isoleret. De underholder hende, beskæftiger hende, og stimulerer hende så meget som de overhovedet kan, og det viser sig at være vanskeligt, for Ikona har en god forstand og en god hukommelse.
   De fortæller hende alt muligt om verden, men for at hun ikke skal opdage sit handicap og derved blive ulykkelig fortier de den lille detalje der hedder menneskene. For at hun ikke skal måle sig med dem, for at hun aldrig skal opdage hvad hun mangler, hvad hun går glip af, hvilket naturligvis ville gøre hende misundelig og bedrøvet, for at hun kan forblive lykkelig, har de udstyret hende med en verden uden mennesker.
   Så hvis det var et chok for Tøger at se hende, så har det været et endnu større chok for Ikona, da dette væsen hvis eksistens hun ikke havde kendskab til, pludselig trængte ind i hendes verden eller hendes bevidsthed.
   Enden på det hele, da skaden nu er sket, og i den sidste tid har forældrene også haft svært ved at blive ved med at finde på noget at beskæftige datteren med, enden på det hele bliver at grossereren engagerer Tøger til at møde op en time hver dag for at underholde Ikona.
   Tøger møder op den første dag og aner ikke hvad han skal stille op. Hvad andet kan han gøre end at begynde at fylde Ikonas verden med det den hidtil har måttet undvære. Tøger giver sig til at fortælle menneskene.
   Han føler sig noget akavet til mode, og kaster sig ud i en historie om en god mand der mister sin kone i barselsseng, og en ond mand hvis kone føder et dødfødt barn. Om to personer der prøver at gøre verden lidt mere retfærdig ved at bytte om så den onde får den døde kone, og den gode får den levende. De to retfærdige er en fyr, der i historiens løb bliver gjort til jordemor, og en dame der skal hjælpe med begravelsen, og derfor bliver en bedemand.
   Da Tøger næste dag står over for Ikona, indser han hvad han har gjort. Den historie, som for ham bare var en tilfældig, lidt løssluppen fortælling, har han jo nu plantet i Ikonas sind. Den findes i hendes verden, og den vokser i hende. Hun er blevet præsenteret for de to vigtigste principper i menneskenes verden: fødsel og død men hun er unægtelig også blevet præsenteret for en del andre fænomener. Så nu er der stærkt brug for nogle supplerende historier, der rydder op i urimelighederne. En historie der forklarer hvordan det gik til at en mand blev jordemor. Og en anden der gør rede for hvordan en kvinde kunne blive bedemand. Desuden har ombytningen af den levende og den døde flere konsekvenser end Tøger umiddelbart forudså. Derfor må han fortælle hvordan det videre gik, hvordan man dækkede over nogle af urimelighederne. Dermed presses han ud i nye vanskeligheder, som afføder nye forklaringer.
   Så fra denne dag er Tøger aldrig i bekneb for historier, der er hele tiden forhold som skal korrigeres eller udbedres. Andre personer må indføres for at gøre rede for forholdene og for at få tingene til at hænge sammen i Ikonas efterhånden mere og mere brogede verden.
   Bogen består af disse fortællinger og af de hændelser der foregår omkring Tøger. Og man vil se hvordan de påvirker hinanden. De oplevelser som hans familie kommer ud for, inspirerer de fortællinger han fylder Ikona med. Og hans fortællinger griber ind i hans forståelse af hans hverdag.
   Sådan at hans historier, og dermed bogen, efterhånden kommer til at bestå af en række mennesker, hvis fortællinger griber ind i hinanden, hænger sammen og afføder nye fortællinger. Så mange at jeg for at holde styr på dem, for mig selv og for læseren, blev nødt til at indlægge det hér slægtsregister hvoraf det fremgår hvem der hænger sammen med hvem, og hvordan deres historier er.
 
De to, Ikona og Tøger, de to personers måde at opleve verden ligner den måde vi alle modtager og besidder vores verden. Vi ligner Ikona i den forstand at en meget stor del af vores verden kender vi i form af de fortællinger vi har modtaget på forskellig måde. Og hér tænker jeg ikke kun på de fortællinger vi møder i fine bøger, men også dem vi hører over middagsbordet: Ved du hvad der skete nede på gadehjørnet... Du ved da, tante Anna, det var hende der...
   Vi har, ligesom Ikona, modtaget verden som en strøm af fortællinger, som er blevet puttet ind i vores hoveder, hvor de er vokset sammen og har passet sig ind i hinanden.
   Og vi får kun vores verden til at fortsætte ved, ligesom Tøger, at fortælle videre, prøve at digte videre på de fortællinger som vi kun har hørt en del af. Vi er henvist til selv at skabe sammenhænge ved at digte forbindende forklaringer.
 
Det kan måske virke som om alt bliver luftigt og uvirkeligt, hvis man hævder en sådan "fiktionalisme": at vores verden er lig med de historier vi fortæller om den. Det kan forekomme som om alle værdier forsvinder, alle sandheder bliver lette og tilfældige.
   Det er rigtigt at begreberne skifter indhold, men de mister ikke betydning.
   "Personlighed" forstås ikke længere ud fra en psykologisk målestok. Min identitet afgøres af hvilke historier jeg har taget til mig, hvilke historier jeg indgår i, hvilke historier jeg vælger at føre videre.
   "Sandhed" er ikke længere noget vi har fået overrakt af guder, og det er ikke noget videnskaben kan måle sig til, eller deducere frem. "Sandhed" for mig, afgøres af hvilke historier jeg oprigtigt kan stå inde for, hvilke historier der giver mening for mig.
 
Det er denne opfattelse der ligger til grund for den roman som er oversat til fransk: Sæt verden er til. Den opfattelse at i vores mellemværende med verden er vi henvist til sproget, og vores bedste redskab til at håndtere og forstå verden er fortællingen.
   I romanen træffer man en håndfuld mennesker som i en vis forstand lever sammen i byen Vers. De lever sammen forstået på den måde at de taler med hinanden, de rører ved hinanden, udveksler synspunkter, hader og elsker hinanden.
   Men samtidig fremgår det at personerne lever i hver sit univers. For at håndtere deres verden bygger de den ind i hver sin roman. De befinder sig, så at sige, i hver sin livsroman, der fortælles i forskellig stil, i forskellig genre, med forskellige narrative regler.
   Der er en enkelt person der skiller sig ud. Nunn Meere hedder han, en maler med kun én arm. Han føler sig stødt over at skulle leve i en verden, hvor alle ser forskelligt på tingene, og intet er fast og endeligt sandt. Han insisterer på at verden er sådan som den ser ud, og på alt findes der kun én forklaring samtidig med at han, efter tur, prøver at forklare de fem hovedpersoner hvordan han har mistet sin arm hvorved han, da han fortæller i forskellige situationer og til forskellige mennesker, for at blive forstået bliver tvunget til at fortælle fem forskellige historier som forklaring.
   Hans modstykke i bogen er Jeroni Autosefa, den stedlige boghandler og historiesælger der fremhæver det imponerende ved at menneskene er i stand til at opleve så forskelligt, tænke så forskelligt og dog er i stand til at leve sammen og berige hinanden.
   Dette er en opfattelse jeg gerne vil slutte mig til.
 
Jeg finder det imponerende at vi, samtidig med at vi lever i hver sin eksistentielle fortælling, er i stand til at påvirke hinanden netop ved at tilføje dette "det fremmede blik".
   På samme måde som jeg føler at det har beriget mig at franskmændene har "set på mig".
   Jeg vidste at jeg var påvirket af nogle af de filosoffer jeg læste som ung, først og fremmest Jean-Paul Sartre, Albert Camus og Ludwig Wittgenstein. Men der skulle nogle franskmænd til at fortælle mig, at bagved disse filosoffer ligger nogle synspunkter, som man allerede som ganske ung har vendt og drejet sammen med vennerne og som er blevet så selvfølgelige at man har svært ved at se dem. Nemlig Kierkegaards.
   Og jeg erkendte at jeg var påvirket af adskillige udenlandske forfattere og jeg glemte hvad jeg havde fået ind med modermælken. Også i Danmark har mødre to bryster. Men det er kun det ene der indeholder modermælk. Ud af det andet strømmer H. C. Andersens eventyr.