J.P. Jacobsen, kompositorisk heterogenitet og poetisk tænkning

Af : Jørn Erslev Andersen

Forbliver vi ved det kompositoriske, synes den antydede kompositoriske heterogenitet at hvile på et princip om kvan-tespringende forandring snarere end på organicitet. Udviklingen er ikke anorganisk, for der er liv. Det er heller ikke en harmonisk vækst eller udvikling, men derimod en art stoflige omsætninger af kvantelignende mindsteenheder, hvor selve omsætningen foregår i katastrofiske spring fra en tilstand til en anden. Det er i måderne at sætte elementerne sammen på, dvs. i sammenstødene og følgelig afstandene mellem enkeltdelene, der skabes afgørende betydningsdi-mensioner. Udviklingerne, forandringerne, er i alle Jacobsens tekster ikke primært bestemt af subjektive anlæg og intentionelle styringer hos protago-nisterne, men af objektive eller ydre forandringer i givne miljøer. Organismerne, dvs. protagonisterne, reagerer nærmest erindringsløst på forandringer i de situ-ationer de befinder sig i. Der er ikke her tale om en deterministisk arv/miljø-tænkning, men om en forskel mellem det reaktive mønsters kontinuitet og den åndelige udviklings diskontinuitet, hvor ingen af dem er at opfatte som en slags initiale determinanter. Grundlaget for denne reaktive adfærd er kodet i orga-nismerne i form af visse arveanlæg og organiseringer af driftsimpulser. Afgørende er imidlertid, at disse anlæg ikke i sig selv forandres eller udvikles eller forædles eller ødelægges eller lignende. De er for så vidt netop konstante. Hvad der forandres er organismernes mentale dispositioner, det J.P. Jacobsen i brevet til Edv. Brandes kalder for "den aandelige Side af et Menneske", der i kraft af udvekslingen med og reaktionerne mod vidt forskellige situationer, begivenheder og menneskelige relationer fører til lige dele ikke-udvikling (personerne forbliver udviklingsløst bundet til et og samme reaktionsmønster) og total forandring (personernes omgang med verden ændrer sig i takt med uforudsigelige og uafvendelige begivenheder i denne omverden i form af død, vold, reelle eller inhumane indbrud i en imaginær orden mv. - man kan her tænke på dødens ironisk-brutale indbrud i Hervert Sperrings storladne forestillinger om sin egen død og firbenets utidige afbrydelse af den forestillingsverden, for-tælleren så omhyggeligt bygger op i "Fra Skitsebogen", for nu at nævne et par yderpunkter). Anlæggene fører til reaktive handlinger, men har ingen formende eller kvalitativ indvirkning på forandringerne, det har kun de givne vekslende environmenter, der overalt hos J.P. Jacobsen præsenteres som en kæde af in-kongruente tilstande, måske mest elegant demonstreret i "Fra Skitsebogen" og mest præcist formuleret af Marie Grubbe i samtalen med Ludvig Holberg, hvor hun bedyrer at hvert menneske lever sit eget liv som man nu kan det under givne omvekslelige forhold, at det ikke er sikkert man kun har en sjæl og at man dør sin egen død uden skyld. 
 
Jørn Erslev Andersen: "J.P. Jacobsen, kompositorisk heterogenitet og poetisk tænkning" in: Spring 12, Kbh. 1998