J.P. Jacobsens digtning

Fra J.P. Jacobsens digtning

Af : Jørn Vosmar

Hele scenen er et uhyre kunstfærdigt udført perlestikkeri. Bekender man sig som Jakob Knudsen og Pontoppidan til et ideal af en enkel, episk linjeføring, er JPJs fremgangsmåde utålelig. Men godtager man hans kunstneriske bestræbelser, må man bøje sig i beundring. Stemningen er ikke med ét ord antydet, endsige benævnt, der er til stede overalt, indfældet i hver af scenens sætninger og på hvert af dens niveauer: lyd, betydning, fremtrædelsesformer og samlet verdensdesign. Efter sammen at have haft denne oplevelse af at være miraklet så nær, må Erik og Fennimore søge den endelige fuldbyrdelse ved at gribe ud efter hinanden. Vil man have JPJs mesterskab sat i relief, kan man sammenligne med Sophus Michaëlis' morildsskildring i »Vanemennesker« hvor han, utvivlsomt inspireret af JPJ, forsøger at få den samme stemning frem, men forsynder sig mod alle de love, som JPJ har ladet styre sin skildring.