Jørn Riels arktiske varme

Af : Henrik Wivel

Den danske forfatter Jørn Riel åbner med sit store forfatterskab vejen til det arktiske hjerte og dermed til en humanisme, som den moderne civilisation har glemt eller fortrængt. Med sin skildring af eskimoisk kultur og natur skaber kosmopolitten Jørn Riel en utopi, som den moderne verden tydeligvis har brug for og kan nære sine drømme af.

I en af forfatteren Jørn Riels (f. 1931) store samling af fortællinger fra Nordøstgrønland, "Cirkulæret" (1994), tager fortællingens elskelige anarkist ud på den helt store tur rundt om Grønlands nordkalot fra Ross Bay i Øst til Thule i Vest. Lodvig hedder han, og grunden til hans rejse nordover i det isnende polare landskab er et dekret fra det ministerielle Danmark om, at de små fangststationer i Nordøstgrønland skal nedlægges som følge af en politisk beslutning. Det vil Lodvig fandeme ikke finde sig i!

   Så i stedet for at kapitulere og lade sig indrullere i den gråmelerede danske civilisation sætter fangeren Lodvig af sted i de spor, som de store polarforskere ved århundredskiftet fulgte mod myternes yderste land, Ultima Thule.

   Det bliver Lodvigs sidste rejse. En skøn oplevelse af den arktiske natur og dens væsen, hvor Lodvig med sine slædehunde og sin tamme sorte ravn skrigende over sit hoved gør det umulige, så at sige, og ene mand kæmper sig vej på en rute, som ingen europæer tidligere har gennemført eller gennemlevet. Da Lodvig har nået sit mål, dør han da også af udmattelse, mens hans sjæl flyver med den sorte skrigende ravn ind over de grønlandske fjelde. Hellere et heroisk intet end et lunkent nul, er Lodvigs og fortællingens morale.

   Men Lodvigs rejse rundt om Grønlands nordspids er ikke alene et romantisk oprør i de store polarforskeres spor. Dybere nede er det også en indvielse i den eskimoiske kultur og dens ur-gamle mønstre. For Lodvig genfinder på sin rejse de ruter som de første indvandrere fulgte, da de i en lang udmarvende og underskøn bevægelse over 1.000 år indskrev Grønland i deres magiske cirkel som "Menneskenes Land". Lodvigs rejse er således en handling, hvor han definitivt bryder med det danske bureaukrati og i stedet solidariserer sig med det eskimoiske folk, der oprindeligt tog arktis i besiddelse fra Alaska til Nordøstgrønland, og som aldrig har vedkendt sig andre grænser end dem naturen skaber.

   Således kan man i Jørn Riels forfatterskab siden debuten i 1970 finde Lodvigs rejse som en slags grundformel i en række af de store og små arktiske fortællinger, der udgør hans digtnings kvalitative kerneområde. Rejsen nordover danner det krystallinske klarhedsspejl, hvori de sande helte i Jørn Riels forfatterskab spejler sig. I spejlets blanke is ses og genses de menneskelige værdier i det spillende grin eller de glimtende øjne i den groteske maske, som det arktiske vejr forsyner menneskene, som lever der, med. Jørn Riel kender masken, også fra indersiden, fordi han selv har båret den. Som 18-årig deltog Jørn Riel i polarforskeren Lauge Kochs ekspedition i Østgrønland, og han flyttede først fra arktis ti år senere. Jørn Riel tog arbejde som navigatør og radiotelegrafist i Grønland med Ella Ø som udgangspunkt. Og siden har han ikke fundet noget hjem i Danmark, men levet i et frivilligt nomadisk eksil andre steder på kloden, blandt andet som FN-udsending: Sverige, Norditalien, Vestindien, Afrika, Lilleasien og Sydøstasien - på det seneste med hjemsted i Bangkok.

   Denne elementære humanisme, som Jørn Riel udfolder i sit forfatterskab, afdækker gamle spor, der forlængst synes at være føget til og delvis fortrængt i de sidste 100 års danske litteratur. Men det man kunne kalde for "Grønlands-sporet" i dansk litteratur tegner i virkeligheden en ubrudt linie fra århundredskiftets litterære ekspeditioner og heroiske prøvelser i det arktiske, og fra de fortællinger, som fødtes ud af længslerne og oplevelserne dengang. Forfattere og forskere med indsigt som Mylius-Erichsen, Peter Freuchen, Knud Rasmussen og Johannes V. Jensen med Den lange Rejse (1908-22) danner, sammen med de islandske sagaer, nogle af de vigtigste litterære forudsætninger for Jørn Riel. Sideløbende med Jørn Riel - og senere - er der kommer andre danske forfattere til, der tager udgangspunkt i Grønlands natur og folk: Thorkild Hansen, maler-digteren Per Kirkeby og senest Peter Høeg. Det arktiske afføder den samme visionære fantasiudfoldelse og sproglige sensibilitet hos Jørn Riel som hos disse eksotiske og rastløst rejsende kollegaer i feltet.

   Kosmopolitten Jørn Riel har altid med rørende lidenskab hyldet det mellemfolkelige liv, hvor på kloden han har mødt det. Men i kraft af sin status uden for det litterære miljø i Danmark lever han også i en slags eksil i dansk litteratur og æstetisk debat, hvor der udfoldes umådelig megen energi på at bringe litteraturen på højde med tidsånden og den pæne smag, hvor man ikke spiser kødet råt. Men den elementært gode historie har altid vist sig særdeles holdbar. Ifører man sig ravnens eventyrlige fjerham og tager med på den store tur fra Nordøstgrønland til Thule og videre ud i det arktiske landskab, kan man som Jørn Riel og hans mennesker finde vejen til det sprog, som kan få sneen til at lyse i vinternatten og isen til at brænde med en varme, som var den hjertet selv.