En arktisk fortæller

Af : Liselotte Wiemer

Fortællinger må der til, løgnehistorier eller skrøner om nødvendigt for at holde livet og tiden og fællesskabet i gang – og for at forhindre blodet i at størkne.

   I en af Jørn Riels fortællinger beslutter den unge Anton - studenten der tager til Grønland med sjælen fyldt af drømme om heltegerninger og stor mands dåd - at give op og tage tilbage til Danmark. Ensomheden, passiviteten og ikke mindst vintermørket, mørke dag og nat - kort sagt virkeligheden bag de sammensparede drømme bliver ham til sidst for meget.

   Men så kommer der en snespurv. Og han hører foråret i snespurvens sang, det arktiske forår. Og i fuglens småbitte spor i sneen ser han en begyndende sammenhæng, at den frihed, polarlandet havde rakt imod ham, svarede til længslen i hans eget indre. "Og hvor han før havde drømt om det uopnåelige, følte han nu, at han var lykkelig med det opnåelige, at han var hjemme i den verden, der omgav ham."

   Det er nærliggende, at se et omrids af forfatteren Jørn Riel selv i portrættet af den unge Anton - og overflødigt er det vel at tilføje, at Anton ikke rejser tilbage, men lader mødet med snespurven blive en bestemmelse.

   Også Jørn Riel har uroen i blodet. Han blev født i Odense 1931 og voksede op på Vesterbro i København, men allerede som stor dreng stak han flere gange af hjemmefra. Som 18-årig lykkedes det ham at komme med på en ekspedition til Østgrønland - og blev deroppe de følgende 13 år! Her prøver han på sin egen krop, hvad det vil sige at overvintre alene i polarmørket, og han prøver den totale udleverethed til naturen og til de få mennesker, man er sammen med, som det arktiske landskab kræver.

   De barske og blide, sære og tætte, ja, ind imellem næsten ømme forhold mellem disse grønlandsfarende mænd uden anden historie, end den de bærer med sig bag pandebrasken, har Jørn Riel senere skildret i en lang række af sine kærlige, morsomme og løgnagtige fortællinger. De såkaldte skrøner.

Sandhed er en løgn med pointe
Begrebet skrøne er på en ejendommelig måde smeltet sammen med Jørn Riels forfatterskab. Det er nordisk og betyder fortællinger, der har det underholdende påhit, overdrivelsen, grinet og gyset, kort sagt den gode historie som sin vigtigste pointe. Og hvor begreber som sandhed og moral kommer i absolut anden række!

   Men sandhed er der alligevel i de Rielske skrøner. Fordi der er ægte menneskeligt stof i dem. Disse særlinge fra det arktiske - og for øvrigt også fra alle mulige andre steder i verden, hvor Riel har rejst er så sandelig på godt og ondt mennesker af kød og blod.

Her møder vi Greven, der flygtede fra sit grevskab for at dyrke polarvin. Mads Madsen, der opfinder kvinden Emma og lader hende gå på skift mellem mændene - dem med indbildningskraften i behold, forstås! Fjodur Islænding med den hemmelige lidenskab for strikning, Sorte William med tatoveringen og Sivert og Bjørken og Sylte og Anton ... og det gode skib Veslemari.

   Dette skib er bogstaveligt talt den eneste kontakt med omverdenen. Derfor er det ofte derfra, en ny historie sættes i gang. Når en advokat ankommer med en uventet arv, når en engelsk grevinde ønsker at nedlægge en moskusokse på en arktisk safari. Eller i den gribende beretning om hanen Alexander, der befries fra skibet af eneboeren Herbert (og dermed slipper for suppegryden!) og bliver hans nærmeste og mest fortrolige ven. De filosoferer sammen, går tur sammen, sover i over- og underkøje sammen. En tænksom og meget sjælden hane, er Alexander. Men Alexander står ikke vintermørket igennem, kammen begynder at hænge, fjerene falder af. Da solen endelig vender tilbage, vakler den mod døren, samler al sin tilbageværende kraft og galer tre gange. Hvorefter den falder død om.

   Når en sådan fortælling bliver mere til tårer end til latter, er det fordi den, som mange af Riels skrøner, mest af alt handler om menneskelig ensomhed og kærlighedens sære veje. Som også den gysende beretning om grisen - i novellen af samme navn - der af den jaloux Halvor til sidst forveksles med kammeraten. Her er landskabets og følelsernes langstrakthed vendt til dæmoni: man kan ikke komme ud af en følelse igen, når man først er i den. Mørket og isolationen bliver til et accelererende indre vanvid.

Længslen er et punkt i horisonten
Hele fire trilogier er indeholdt i Jørgen Riels forfatterskab. Allerede debutromanen Mine fædres hus (1970-72), om drengen Agojaraq, der er frugten af en lille gruppe pelsjægeres samliv med en gavmild eskimopige, placerede Jørn Riel som en underholdende og nærværende fortæller, der tog sit udgangspunkt i en tydeligvis konkret, erfaret arktisk verden, en verden hvor livet leves og ikke kan overleves uden overbærenhed og humor.

   Du bor i dit navn (1976-78) må opfattes som delvis selvbiografisk. Det er en skildring af drengen Peter Eje, der som ung står til søs og - som sin far - binder sin rastløse længsel til et punkt i horisonten vel vidende, at målet, orkanens øje kun findes inde i ham selv: "Men - der er intet vindue ind til stilhedens sluttede rum, og jeg finder ikke vejen ind alene. Derfor må jeg nøje mig med at stå udenfor og længes", skriver Peter til vennen Kristian. Romanen er en genremæssigt spredt fægtning mellem erindren og fabuleren.

   Smukkest står den store Grønlands-saga Sangen for livet, der i 1989 udkom i en samlet udgave. Her er skrønens lette anslag klædeligt transformeret over i mytens bredere og mere vægtige form. Og her smelter det eskimoiske folks historie som et sindbillede sammen med det rejsende menneskes længsel mod horisonten.

   Det første bind Heq fortæller om, hvordan de første nordamerikanske jægere og indianere for omkring l000 år siden brød op og nåede Grønland - anført af den unge Heq. Heq bliver prototypen på det menneske, der i Riels univers ejer evnen til at overleve, fordi han kan underkaste sig livets og naturens mytiske kræfter uden at fornægte sig selv. Da Heq skal indvies, må han derfor rituelt gå ned i kløften, spalten mellem det kendte og ukendte, for at kunne bære åndens gave i sin fysiske krop. Først da kan han høre sangen, der giver visdom og indsigt. Og da kan han blive stamfader til det grønlandske folk, inuitterne, menneskene,som vi gennem de tre bind følger op til vor tid.

   Andet bind Arluk foregår 500 år senere, hvor nordboerne i et par århundrede har indvandret Grønland sydfra. Arluk er en ætling af Heq, også han ejer åndens gave og kan høre sangen, og også han må sætte over en kløft, da han mister hele sin familie og tilsidst - sammen med en kvinde sydfra - avler det barn, der fører slægten frem til vor tid.

   Kvinden i tredie bind Soré er af Arluks slægt. Nu er stammekrige og naturens farer erstattet af spiritusmisbrug og hustruvold. Familien er i opløsning, Soré forsøger et liv i Danmark, men må vende tilbage til "denne håbløse tomhed, man kalder udvikling". Først da Soré genforenes med sin mor, og moderen fortæller sin og slægtens historie, genfinder hun en sammenhæng i sit spaltede liv.

Historien beståer af historier
Hos det eskimoiske folk blev slægtens historie holdt sammen gennem overleveringen, fortællingerne. Fordi historierne skaber identitet, samler og fornyer livet. Det er også den gennemgående tråd i Riels eget forfatterskab. Her har snespurven sat sine spor. Fortællinger må der til, løgnehistorier eller skrøner om nødvendigt, for at holde livet og tiden og fællesskabet i gang - og for at hindre blodet i at størkne.

   I en af forfatterskabets fineste romaner Før morgendaqen - om en bedstemor og hendes lille sønnesøn, der som de eneste overlevende i slægten må gå i døden sammen - er det netop fortællingerne, der holder dem oppe: "Time efter time gav hun ham af den arv, som hendes folk gennem mange generationer havde samlet". Og da der ikke længere er nogen vej tilbage, ligger hun til det sidste og fortæller om den rejse, de nu skal gøre, til den herlige boplads mod syd, fyldt med mennesker, fælleshuse og sol.

   Jørn Riel stoler på sin egen historie, og det er hans styrke som forfatter. Stoler på, at den har det i sig, der er den afgørende kraft i enhver fortælling: at den bærer sig selv oppe. Det gør ham samtidig til en enkel og klar fortæller. Og skulle det reaktionært-romantiske en gang imellem tage over, så er han også en revser, der sætter fingeren just på det ømme punkt i vor civilisation - kløften i sindet mellem os og den forunderligt, levende verden.