Englens skarpe vinger

Af : Marianne Ping Huang

Naja Marie Aidt (f. 1963) debuterede i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung, i 1992 fulgte endnu en samling digte, Et vanskeligt møde og i slutningen af 1993 kom så den første prosabog, novellesamlingen Vandmærket.
   Det er blevet anført i en anmeldelse af Et vanskeligt møde at Naja Marie Aidt har en prosastreng i sin lyrik, det besvarer hendes prosa ved at være lyrisk. Man skal ikke derved forstå, at de ni noveller i Vandmærket er udelukkende lyriske i deres formdisposition og stemning; men man mærker lyrikerens hånd i en stram disponering af bl.a. realdetaljers og farvers symbolicitet. Det lyriske håndelag understøtter med andre ord den sikkerhed, hvormed Naja Marie Aidt gør sin prosadebut.
   Sikkerheden kan aflæses alene deri, at når frontespicen angiver "noveller", så er det noveller: Psykologisk fortættede fortællinger med en veldrejet pointering. På den anden side lader samlingen sig i sin helhed også læse som torsoen af en romantisk roman: Om i sig at bære et potentiale for at drømme, en poetisk disposition, som slår om i vanvid eller allerede er aborteret i det altfor almindelige. Også mottoet for Vandmærket viser i den retning, hér optræder i Gunnar Ekelöfs ord englen, som både martrer, tilintetgør, men også bærer novellernes personer ud over sig selv: "- Skilj mig från Änglen, och jag skall bli frisk / Skilj änglen från mig, och jag blir sjuk / Lätt och svårt er mitt liv med honom". Denne engel indrammer novellesamlingen - som åbning og genkomst, som romaneske.
   Englen finder man allerede i titlen på Vandmærkets åbningsnovelle, "Som engle flyver", den længste i samlingen, som tillige i sig bærer Vandmærkets dobbelthed af forvandlende englekræfter og realitetens fade resignation. I novellen taler to stemmer, Sisses og hendes storesøsters; mens Sisse taler i et indre rum af flyvedrømme og fra en eksistens på grænserne af alt, taler storesøsteren om Sisse, om sin kun tålelige tilværelse i det almindeliges midte som klinikassistent i en tandlægepraksis og om den generelle familiesump. Søsterens stemme begrunder i sin kærlige uforståenhed, at Sisse i et dårligt trip på eksistensen nærmest indvilliger i at blive taget af dage under en snuff-optagelse i den meksikanske ørken.
   I "Som engle flyver" hæfter man sig naturligvis ved fremstillingen af en katastrofal flugt ud over afgrunden, som fra novellens begyndelse er indskrevet i dens hvide flyvedrømme. Gruppen af unge, som Sisse tilhører, frekventerer de "kunstige paradiser" med en rasende - og uden tvivl selvdestruktiv - desperation. I en skrammelæstetisk kulisse sniffes uendelige baner; musik, råb og vinterens natlys runger gennem det tomme hus og "sneen" river dem op både ude- og indefra: "Og vi ville så gerne flyve. Vingerne groede næsten ud på vores rygge når tænder og små, skarpe knive mærkede os for hinanden. Lod os mærke. [ ...] Vinteren havde unægtelig været lang, vi var så forrevne af al den kulde."
   Novellens kraftige tema understøttes af Naja Marie Aidts arbejde med englebilledet og ikke mindst med farverne og lysets metaforik: Dominerende er sort for sjælens og vinterens mørke, for skyggerne, som kastes på de tomme vægge; rødt for sår, rifter og blodstænk, som foregriber Sisses endeligt; og naturligvis hvidt for stofferne og "det lys der altid følger efter", for englens væsen, som det ser ud i denne novelle. Udgangen af "Som engle flyver" er ganske tvetydig og modstilles delvist novellens titel, som med sin comparatio angiver et surrogat. Nok dør Sisse en ækel og sørgelig død, men hun er dermed også i den absolutte tid: "Snart blev alt helt lyst og fantastisk, og her er jeg nu, og det har været sådan længe". Det kan selvfølgelig læses som en letkøbt udgang på et kort og beskidt liv; dog skal man ikke overse, at dette "nu" faktisk er den tid, hvorfra Sisse fortæller.
   Når der må ofres ganske megen plads på "Som engle flyver" er det, fordi den, som sagt, i sig har samlingens grundproblem, forholdet mellem et kortsluttende lys og en langtrukken, hverdagslig grånen - egentlig stilles der ikke før ved slutningen af Vandmærket spørgsmål til udgangen på Sisses historie; samlingens midterparti tematiserer resignationen i Sisses storesøsters slutreplik: "Men ensom, det bliver man jo så tit".
   Denne midterdel udgøres af syv noveller, som fortæller om ensomhed indefra en drømme- eller mareridtstilstand ("En kærlighedshistorie", "Lille Fedtøre") og udefra, fra en almindelig resignation over at alle menneskelige relationer kun er imaginære. Af de første er den bedste "En kærlighedshistorie" - om et narcissistisk amokløb, hvor novellens veldisponerede realunivers sikrer en krybende genkendelighed. De sidste er måske samlingens vandmærke i betydningen kvalitetsstempel, Naja Marie Aidt fremskriver diskret realistisk, hvad man med den østrigske forfatter Arthur Schnitzler kunne kalde generelle patologier, små sygehistorier fra hverdagens infernoer - den snigende fødselspsykose i "Er verden lille", hvor grænsen mellem at give efter og at holde krampagtigt fast indskrives overalt i hverdagens detaljer, og den forfærdende rolige beretning om social afsnøring i "Ond i sulet".
   "Men ensom, det bliver man jo så tit" - Naja Marie Aidt besvarer ikke resignationen, hun fremstiller den, og hvad enten den er opgivende eller rasende, så er den altid umælende. I en anden forstand end det uudsigelige, som Sisse inkarnerer i sin magre og altfortærende engel, klæber det umælende hér til en social klaustrofobi, som ikke kommer i nærheden af englenes dæmonologi.
   I den sidste novelle i Vandmærket, "Tre dage i Prag", vender engle motivet tilbage - nu i forbindelse med et kærlighedsmøde, men i en komposition hvor detajler og linier fra "Som engle flyver" gentages, dog som noget andet: Også hér sner det, også hér lyser epifanien, men dertil kommer en mæthed "til den altid sultne".
   Efter i de foregående syv midternoveller stort set at have vist det skæbnesvangre ved englens fravær, slår Naja Marie Aidt til med en refleksion af det romantiske - hér i Gjentagelsens moment: "der findes sproget som besnærer og skubber væk, ordene der tigger om nåde, betinger sig, fortryder og tilgiver, skubber fra sig og besnærer igen. [..] Så mødtes de her til sidst, Gud ville have forsvoret det, efter al den tid".
   Englen har ingen hverdagstid, den kan være i absolut tid som Sisse, men også i et moment, hvor der på en gang afskrives og vindes. De sidste ord i Vandmærket besvarer i deres form comparatioen i "Som engle flyver" med en argumentativt logisk slutning: englen er momentan, men findes.
   "Han tænker: hun har ret. Den fuldkomne kærlighed kan ikke eksistere blandt ufuldkomne."
[ …]
"Han tænker: så må vi være engle".

Artiklen blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 6, 1994