Stramt strittende

Af : Niels Lyngsø

Grundtonen i Naja Marie Aidts fire første digtsamlinger er kort fortalt psykologisk-realistisk; der skildres oplevelser fra barndom og ungdom samt en voksentilværelse med (ofte vanskelig) kærlighed og familieliv. Aidts nye digtsamling, Rejse For En Fremmed, tager et langt skridt i en anden retning. Det er en ejendommelig bog hvor adskillige spor krydser hinanden. Der er stadig et spor af præcis realisme med storby, tog og tv, vanskelig kærlighed, ensomhed, begær. Men der er et andet spor som benytter kristen sprogbrug og tankegang (uden nødvendigvis at bekende sig til den). Og der er et tredje drømmende eller måske erindrende spor med skønne billeder af hav, fjord og lyngklædt landskab. Foruden et reflekterende spor som navnlig kredser om døden.
   Hovedsporet er imidlertid historien om Den gale Johanna, dronning af Castilien i 1500tallets begyndelse og gift med Filip den smukke: Efter hans tidlige død og begravelse fik hun hans lig gravet op og transporterede det gennem Castilien for at stede det til hvile andetsteds; undervejs måtte det reddes ud af en brændende kirke. Hun indespærredes og blev tvunget fra magten, eftersom hun blev anset for at være mentalt forstyrret. Men, som Aidt anfører i sin note: Der findes ingen beviser for at Johanna led af sindssyge.
   Aidt fortæller ikke denne historie hvis hovedpunkter er angivet i en note, i stedet digter hun sig ind i fragmenter af den:

Den gale Johanna
står nede i mørket og skriger.
Hun runger fortvivlet i en varm, asfalteret nat.
Jeg drømmer at Europa flyder sammen til et grønt
og gyldent land, det knækker på midten i et rødt snit.

Hun brister i hænderne på en smuk mand.
Hun kaster jord på sit sår.
Jeg vi løfte mit tunge hjerte ud i nordlyset,
det skal blive som dét.
Men vi er jo for længst faldet sammen [_].”

Johanna-figuren er et fund for Aidt som med held har udfordret sit fine poetiske talent med dette fremmede og voldsomme stof: Denne særprægede kvinde hvis personlighed rummer både stædighed, stærkt begær og stor sorg, er det naturligvis oplagt for en moderne kvinde at spejle sig i. Der er imidlertid ikke blot tale om en velkalkuleret spejling, men om en til tider skræmmende velgennemført identifikation som fører helt ind under huden på Johanna, så man ikke længere ved om det er hende, Aidt eller en helt tredie der taler. Som f.eks. i det digt der optrykt her på siden. Karakteristisk for bogen er de præcise sansninger, de abrupte liniebrud som understreger symmetrier og kontraster samt den flakkende, omskiftelige stemme.
   De forskellige spor i bogen falder ikke i afgrænsede afsnit, men veksler og blandes til tider i et og samme digt. Digtene taler i munden på sig selv, afbryder sig selv og begynder forfra igen; karakteristisk i den forbindelse er de gentagne og'er og men'er. Korte sætninger og sætningsstumper falder som præcise hug der gør det enkelte digt stramt og strittende på samme tid. Samme mærkværdige dobbeltindtryk får man af bogen som helhed: Der synes ikke at være en linie for meget i de 43 titelløse digte, og samtidig stritter de kaotisk i alle retning.
   Der er bratte skift mellem helt korte og meget lange linier. Og der er voldsomme spring i tone fra det hellige til det trivielle og fra humor til høj stil. At disse spring og skift lykkes, skyldes formentlig - foruden en sikker, jazzet rytmesans - at der overalt er energi og intensitet i Aidts vers: Man mærker en anfægtelse; der er virkelig noget på spil i disse digte. Hvad dét nærmere bestemt er - noget psykologisk, religiøst, eksistentielt eller hvad - er ikke så let at sige. Og det er netop det fine ved det: Med deres sært sammensatte rum af fortid og nutid, Norden og Spanien, død og begær, sansning og refleksion beder disse digte om at blive læst igen og igen.
   Rejse For En Fremmed er en modig og yderst vellykket bog, - og en overraskende åbning i Aidts forfatterskab.


Lugten herinde, det er den,
søde æbler og døde
dyr under gulvet, fugten
driver gult ad væggen
og hvordan
sov jeg ikke her
i en halv krop, i en hel
lys forventning, men mest som et suk
eller et gys; det er dén lugt i dette
hus, som jeg elsker, der stadig er der
men du er der ikke og jeg
kan heller ikke se mig selv,
men jeg er her, skrævende over lig, i tungt
og sødt, grædende, men jeg her, rasende,
men jeg er her ikke.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 17, 2000.