I Aidts univers

Af : Marianne Barlyng

Naja Marie Aidt (født 1963) debuterede i 1991 med Så længe jeg er ung, første led i en trilogi, der tillige kom til at omfatte digtsamlingerne Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994). 1996 kom digtsamlingen Huset overfor, Rejse for en fremmed 1999. Naja Marie Aidt har desuden skrevet radiospil, drama og de to novellesamlinger Vandmærket (1993) og Tilgang (1995).

Digttrilogien tegner et forløb fra pur ungdom over konfrontationen med voksenverdenen der næsten bliver som en sygdom i blodet, frem til en form for forløsning. Så længe jeg er ung tager udgangspunkt i det almindelige liv. Sproget er enkelt og ligefremt, men med en bittersød klang, en underdrejet smerte, der primært henføres til faldet ud af barndommen.

Grunderfaringen i debutdigtene er, at "det kan lade sig gøre/ at miste" - barndommen, uskylden, de blå øjne, den enkle lykke, den anden. Samtidig kiler digtene sig ind til lysets bagside, til dunkle kræfter, selvdestruktive og morbide fantasier og mareridt, ikke mindst bag den selvopofrende moderrolle, der afslører sig som løgn. Side om side med glæderne findes således det truende mørke, den udefinerbare angst ved afskeden med den første ungdom. I Et vanskeligt møde materialiserer dette mørke sig som melankolske rum, møbleret med forgængelighedens inventarium, der taler om opbrud, smerte og lede ved det almene og lægger blodspor ud efter sig. Ensomhedens labyrintiske mønster synes nådesløst vævet ind i eksistensen. Men jeg'et finder alligevel en "vej/ der ikke er hvid", og påkalder engle som dæmoner for at kunne betræde den: "Tør jeg se de svimlende billeder af lysende eg/ med torden i mit øje". Det tredje landskab åbnes og forløber i krisens tegn, i kølvandet på opbrud og afsked. I spændingsfeltet mellem troskyldighedens fade lykkeland, og mismodets landskaber, vokser et tredje landskab frem af krisen i minimale symbolske glimt af fersken, orange og blomme. Trilogien slutter trods tung bagage med en ankomst til forsoning og skæbneforlig og ny begyndelse. Nye orienteringspunkter at tage afsæt i, bevægelige punkter, hvor smerten ikke er lagt bag, men integreret som vækstbund.

Digtsamlingen Huset overfor opererer inden for nogle af de samme registre, og er alligevel helt anderledes. Huset overfor er præget af en bygningsøkonomi, der nok kunne spores i Det tredje landskabs søjleagtige titelløse digte, men som nu er strengt og konsekvent varetaget og finder et udtryk, der snarere er kvadratets, hvilket elegant understreges af bogens format. Der skrabes helt ind til benet i billedmættede og gennemkomponerede forløb.

Digtene forsoner fryd med tab og smerte ud fra en forestilling om at de er hinandens forudsætninger, at der derfor kan hentes lys frem af melankoliens sorte galde: "når jeg synlig og skaldet står stille som én/ der har mistet vil din mund sætte blomst/ i min". Digtene bærer løfter frem om en form for glæde, der løsner fra smertens greb.

Huset overfor er en forløsningsodyssé fra vinter til vår, fra forladthed til fylde. Kompositionen er på en måde karakteristisk for alle Aidts digtsamlinger. Selv om der er bidt i gulvtæppet, opkast har indfarvet det, blodspor er trukket, glas knust og spejle pulveriserede, så rejser det poetiske jeg sig i samtlige digtsamlinger til slut med en gennem poesien forstærket styrke.

De ni små noveller i Vandmærket handler også om mennesker i alle livsaldre, der af forskellige grunde er i krise og i udgangspunktet tragisk eller melankolsk ekskluderet fra verden. Fælles for personerne er, at de er afsporede i deres forfejlede jagt på kærligheds- og frihedsdrømmens indfrielse, som junkie-pigen i åbningsnovellen der "er så sulten og ingen mæthedfornemmelse har" og hvis drømme om at flyve som en engel først indfries i døden efter hun er blevet brutalt voldtaget og dræbt, eller som kvinden, der drømmer om at flyde vægtløst som et blad på vandet, men bogstaveligt talt spærrer sit liv inde i lejligheden bag en ophobning af ting som panser mod verden, og skadedyrene som eneste relation.

Gennemgående tema i Vandmærket er kærlighedens dæmonisering, ja i nogle af novellerne ligefrem ekstreme pervertering, hvor den ikke finder naturlig udfoldelse, og det gør den sjældent hos Aidt. "Tre dage Prag" der afslutter novellesamlingen må dog opfattes som en af de få nærmest lykkelige fortællinger. Om de to personer, der elsker på et hotel i Prag, hedder det med et karakteristisk paradoks: "Der findes umuligheden i modstridende bevægelser og det enestående øjeblik af is der smelter og opløses." Denne novelle danner modvægt over for søvnløsheden, der end ikke vil lade drømme komme til, og den umættelige sult. Hermed ringsluttes til junkie-pigens englefærd. For i det umulige men faktiske nærvær tegner sig et positivt engleportræt: "Hun er ved at smelte i sengen og han lyser som en fakkel ved vinduet. Han tænker: så må vi være engle..."

Titlen på den novellesamling, der følger efter Vandmærket er ikke tilfældigt Tilgang. Tilgang udsiger netop et starting point bort fra fastlåste tilstande frem mod oprør. Personerne i Tilgang lider under snærende bånd fra forkvaklede familie- eller parforhold. Det er mennesker, der i fare for opløsning og at "falde fra sig selv" pansrer sig med tavshed eller stolthed, eller illuderer sammenhæng gennem dagbogsagtig bogføring af hverdagenes monotoni. Det hænder også at de falder fra sig selv ind i en lille vanvidsverden, hvor intet mere er genkendeligt, eller ind i alkoholens tåger med megavisioner om at danse frit, som tvillingebroren, hvis søsters højre arm bogstaveligt talt visner og falder af ved dette tab af broren, indtil de begge dør. For der er tale om mennesker der fejllæser hinanden og er ude af stand til at kommunikere deres følelser og behov.

Novellerne i Tilgang handler om at være evigt på vej mod et mål, der for personerne ofte er diffust og uklart og nogen gange ikke erkendes før det har indfundet sig, og nu er passé. Stilen mimer mennesket, der pansret og afrettet forsøger at gå videre og omgås sin skæbne, men hvis hemmeligheder eller fortrængninger uvægerligt bryder ud som en sjælelig angst eller en sygdom i kroppen og i blodet. Med novellerne lægger Aidt imidlertid spor ud for nye potentielle tilgange til verden, og for møder mellem mennesker, hvad enten det er i forholdet mellem to elskende eller mellem generationerne, og med den væsentlige erkendelse, at man helt elementært må lære at gå selv, og ikke bør blive sammen for enhver pris, hverken i parforholdet eller i familien, hvis tragiske bindinger af den frie vilje og regulerende amputation af individualiteten kan få dræbende udgang.

I Aidts nyeste bog, digtsamlingen Rejse for en fremmed indtegnes et mentalt kort, der samtidig er en kortlægning af det kvindelige begær. Digtsamlingens jeg er på rastløs rejse rundt i Europa med det mål er at finde hjem til sig selv. Men jeg’et er ikke kun hjemløst, det er også hjemsøgt, Jeg’et er på sporet af sin egen tid, der forfølges ved at rejse i sporet efter den gale Johanna (1479-1555), der som det angives i en note udgør digtsamlingens væsentligste inspiration. Johanna figurerer som et ekko fra fortiden. Johanna var for en to-årig periode dronning af Castilien, indtil hun - kuppet af mændene i slægten, faderen og ægtemanden, og senere også sønnen - blev dømt uegnet til den regeringsmagt hun havde arvet efter moderen med begrundelse i en postuleret, men, som Aidt påpeger, udokumenteret sindslidelse, hvorefter d’herrer overtog magten.

I åbningsdigtet dukker Johanna op som en drømmevision af et fortryllet landskab, slynget ud af jeg’ets hjerte. Især digtsamlingens midterdel tematiserer Johannas skæbne som en pendant til jeg’ets. I disse digte er der en dobbeltbevidsthed på færde, som ytrer sig i jeg’ets osmotiske glidninger tilbage og frem i tiden, ind og ud af forestillingen om Johanna, indtil der bliver tale om ligefrem symbiotiske sammenfald - "jeg, Johanna" - og endelig en total rolleomfordeling: "Jeg troede du var en forbandet, / men nu er det mig". Med denne sammenklapning af historisk tid og præsens gør Aidt den fiktive rejse til et moderne kvindeligt jeg’s rejse gennem et rum, der på samme tid er alment og subjektivt, realistisk og symbolsk, historisk og nutidigt. Ind i billederne af Johannas fortidshistorie skydes nemlig en højst nutidig historie om kærlighedstab, afstand, længsel og sorg. Johanna er "en vision i et / vildt mørke", altså en form for redning. Som identifikationsfigur for jeg’et bliver hun det lys der søges og som jeg’et kan lægge ruter efter, kort sagt: finde mening igennem.

Rejse for en fremmed handler om at være og være udsat, og turde være sig selv alligevel og leve intenst med sin krop og sit begær, på trods af den kærlighedens asymmetri, der synes at være den største eksistentielle trussel. Men som noget nyt hos Aidt forekommer der en række famlende udgrænsninger til et bibelsk mytologisk sprog, især til forestillingerne om skabelsen og frelsen, troen og nåden. Aidt sondrer mellem det mandlige magtmisbrug af faderen, sønnen og helligånden - mændene der i Guds navn som her dømmer Johanna til at være gal - og på den anden side den kvindelige tro, kærlighedstroen, den tro der er som en "ø" og som udvirkes i højloftede rene hvide kirker.

Titlen Rejse for en fremmed angiver jeg’ets projekt som dobbelt: det er en subjektiv rejse og et solidaritetsprojekt, en retfærdig- og renfærdiggørelse af Johanna, der placeres hinsides skyld og moral: "Der findes ikke en port / for Johanna. Intet / at træde oprejst / igennem". Disse digte er denne port. For Johanna såvel som for jeg’et.

Digtsamlingen er et udfrielsesrum, et opbrud og en ankomst på nye betingelser "Alt spredes for alle vinde / så vi kan finde det". Sådan billedliggøres den filosofiske essens i en
digtsamling, der åbner med storm og slutter med vindstille.

1999