Tove Ditlevsens flugt fra barndommens gade

Af : Per Hanghøj

Barndommens gade var for Tove Ditlevsen kun et skærmende poetisk gevandt til værn mod den utryghed og brutalitet, der omgav hende, et gevandt, der forvandledes til en spændetrøje da hun blev voksen. Det endte med, som det her kan berettes, at hun tog afstand fra bogen og blev personlig frigjort med en oprigtig og ærlig bog Barndom, der udkom i 1967. Den og andre bøger, der fulgte, var en anden måde at erindre på. Men det var en kamp at forvandle den romantiske flugt og dermed hendes image til en ny poetisk, kunstnerisk sandhed.
   Tove pulsede sine filterløse cigaretter, på bordet stod båndoptageren, og snart var vi på en lang vandring gennem hendes problematiske gade.
   Når man læser "Barndommens gade", opleves det, at du er draget af stedet.
   "Det er jeg også, men det er romantik, jeg var ikke oprigtig."
   Når du siger, at du ikke var oprigtig, er det så bl.a. fordi du fremstiller det sådan, at du ikke selv skrev digte?
   "Ja, det er så fjollet at skrive sådan en selvbiografisk bog, og så har jeg syntes, at der burde optræde en digter, og så lader jeg min bror være det i stedet for at være ærlig og oprigtig, men det var man ikke i 20-årsalderen. Jeg kunne ikke være det, og derfor betragter jeg den bog som lidt mislykket. Det må uværgeligt give den en slagside, for det er Ester og hendes sind, der beskrives, og så ville det være naturligt at fortælle det hele og forklare, at hun var kunstnerisk disponeret – i stedet for det er broderen, min søde bror. Det er noget vrøvl."
   Hvad er forskellen på "Barndommens gade" og disse nye bøger set gennem erindringens filter?
   "I det ydre er der ingen forskel, men i det indre, i synet på mine forældre og på min opvækst. Man kan jo ikke skrive om disse ting, så længe man er så engageret i dem, som et ungt menneske er. Ting og begivenheder de skal lagres i mange, mange år, forbløffende mange år, og så får de deres naturlige placering, og så er det en indre nødvendighed at få det skrevet ned."
   Er det så hermed og nu kendsgerningerne om din barndom?
   "Jeg hader realiteter og kendsgerninger og sandheder, det afskyr jeg som pesten."
   Hvad har du da skrevet dine erindringer på?
   "På en poetisk sandhed, hvad der er noget helt andet end den realistiske sandhed. Den poetiske sandhed er, at hvert eneste menneske har sit univers, og der er ikke nogen forbindelse mulig. Hvad der er vigtigt for mig er at undgå virkeligheden, jeg lever i en egen verden. Mine erindringsbøgers indhold er en poetisk, kunstnerisk kendsgerning, men det er ikke nogen kendsgerning i forhold til Glyptoteket, der ligger derovre, eller jeg er født det og det år. Meget var før løgn og latin, nu er det poetisk ærlighed og oprigtighed, som er min, og som jeg håber andre mennesker også kan få noget ud af."

Dette interview blev bragt i sin helhed i Jyllandsposten, den 30. december 1986.