Humoren er den toneart, der forener modsætningerne

- om Annelise tretten år

Af : Karen Syberg

I Danmark er Tove Ditlevsen nok bedst kendt for sine digte og erindringsbøger. Men også romanen Barndommens Gade, der låner stof fra Tove Ditlevsens egen fattige opvækst i et københavsk arbejderkvarter, er en klassiker. Romanen skildrer pigen Esters forhutlede og glædesløse opvækst frem til hendes første store forelskelses sammenbrud. Barndommens Gade har altså et barn som hovedperson, hvilket dog ikke gør den til en børnebog. Snarere indskriver den sig – på sin helt egen lyriske og drømmende måde – i rækken af store socialrealistiske opvækstskildringer.

Annelise tretten år er derimod en børne- eller snarere ’ungpigebog’, og den har en række træk tilfælles med børne- og ungdomsbøger som de er flest. Også den foregår imidlertid i Tove Ditlevsens barndomskvarter, og også her trækker Tove Ditlevsen på sit eget erindringsstof.

Handlingen er spændende på en måde, der var typisk for 1950ernes danske pigebøger: Annelise og hendes lillebror Jens sættes i pleje hos tante Yvonne og onkel Carl, da deres mor, som er alene med børnene, må indlægges med en langvarig sygdom. Ejendommen, hvor Yvonne og Carl bor, hjemsøges af en pyroman, og Carl med den lidet respektable vandel mistænkes, men børnene opklarer forbrydelsen og renser ham. Undervejs får de hjælp af den lidt større dreng Jan, og samtidig spirer forelskelsen frem mellem Annelise og Jan. Bortset fra dette sidste træk, som ikke var almindeligt i 1950-ernes danske pigebøger – at skildre en forelskelse mellem store børn nærmede sig tværtimod et tabu – så lever Annelise tretten år på mange måder op til normen. Man kan sammenligne med Enid Blytons De Fem-bøger, for blot at nævne et enkelt eksempel.

Og så er Annelise tretten år alligevel helt anderledes. Den er anderledes i valget af miljø, laveste arbejderklasse; den er anderledes ved at Annelise bevidst ikke vil have en uddannelse. For hende ligger livets mening ikke i boglig lærdom, men i et hjem med mand og børn. Og den er anderledes i sin fuldkommen overgivne skildring af det forvirrede og uordentlige, men hjertensgode og dybt pragmatiske fugleskræmsel, tante Yvonne, der lever livet fra dag til dag i kampen for udadtil at skjule sin ægtemages svaghed for flasken og indadtil husholdningspengene for ham selv – uden overskud eller råd til nogen af de normer og moralske forestillinger, der hører et borgerligt liv til. Endelig er den anderledes ved at ’holde med’ dette kaotiske, uborgerlige liv, noget der blandt andet viser sig i, at Tove Ditlevsen gør den hykleriske, gudelige afholdsmand, der er vicevært i ejendommen, til forbryderen.

For kendere af Tove Ditlevsen er Annelise tretten år måske dog allermest karakteristisk ved sin lette tone. Den udsigtsløse, grå og fattige hverdagseksistens, som Tove Ditlevsen gang på gang behandlede i mol, beskrives her i Dur, ikke alene som en livsform, der kan leves, men som et godt liv med værdier, der er værd at værne om. Man kunne forestille sig, at årsagen slet og ret var den, at Annelise tretten år er en børnebog. Men sådan forholder det sig ikke. »Børn læser såmænd mine bøger for voksne, uden at jeg behøver at skrive for dem«, svarede hun forlaget, da hun fik opfordringen til at skrive en pigebog. At børn skulle skånes ved at henvises til en særlig litteratur, var en tanke, der lå hende fjernt. Tove Ditlevsen havde været udsat for så megen råhed og svigt i sin egen opvækst, at hun var alt andet end sentimental i sin opfattelse af, hvad børn kan holde til. Nej, den lette tone i Annelise tretten år skyldes noget dybereliggende, nemlig, at Tove Ditlevsen lader sin lille hovedperson være omgivet af al den kærlighed, hun selv savnede i sin opvækst. Dette er er hendes gave til læserne af de eneste børnebøger, hun har skrevet.

Tove Ditlevsen gav ofte udtryk for, at hun elskede børn, men var heller ikke selv i stand til at leve op til den voksnes ansvar overfor børn. Til gengæld var hun i stand til at identificere sig med dem. Hendes hukommelse for, hvordan det er at være barn, var formidabel. Hvis det hører med til voksenlivet at fortrænge afmagten, hjælpeløsheden og udsatheden i barndommen, så blev Tove Ditlevsen ganske rigtigt aldrig voksen. Hun huskede hver episode, hver detalje, hver smertefuld og pinagtig oplevelse. I hendes posthumt udgivne digte, Til en lille pige, hedder det: Kære lille ven!/I dette land har børn/ingen rettigheder/medmindre man/åbenlyst stræber dem/efter livet.// Ifølge loven er de/besiddelsesløse/i en ufattelig grad./De voksne kan/for eksempel/ustraffet smadre/al deres legetøj/i en salig brandert/eller af ren/ondskabsfuldhed.//Det betyder dog mindre/mod korte hårde tonefald/utålmodige bevægelser/og dårligt skjult træthed/hos de to der hader dig/fordi de kun holder sammen/for din skyld –/krævende din deltagelse/i det de tænderskærende/kalder »hjemmehygge«...//.

Tonefaldet er et noget andet end i Annelise tretten år, men faktisk er det snarere sådan, Tove Ditlevsen almindeligvis ser på virkeligheden. Hendes kunststykke i Annelise-bogen går i grunden ud på at skabe et lyst og varmhjertet univers uden at gøre vold på realismen i miljøet eller udglattende at fordreje følelserne mellem voksne og børn. Yvonne er eksempelvis selvoptaget og ubetænksom nok til at såre lillebror Jens – men det går over, livet går videre, også uoverlagte ord bliver glemt. For ’på bunden’ er livet godt nok. Når dette kunststykke lykkes for Tove Ditlevsen, og det lykkes faktisk godt, så skyldes det humoren. Humoren er den toneart, der forener modsætningerne, bærer over med mangler og svigt og som får ganske grove episoder til at glide ned.

Men for unge læsere ville dette næppe være nok til at fastholde interessen. Det er i den spændende historie samt den fint antydede kærlighedshistorie mellem Annelise og Jan, appellen ligger. Og det er faktisk her, Tove Ditlevsens evne til at identificere sig med sine unge læsere fejrer triumfer. På en voksen læser virker Annelise temmelig artig og gravalvorlig, grænsende til det kedsommelige. Hun klarer ansvarsbevidst ærterne for sin lillebror og såmænd også for den hjælpeløse, forstyrrede tante Yvonne, ligesom hendes kærlighed til Jan er så oprigtig og evig, som kun et trettenårigt hjerte kan føle det. Men Tove Ditlevsen lader Annelises følelser stå til troende uden antydning af voksen skepsis eller distance, hun solidariserer sig med sin hovedperson og forsvarer hendes trettenårige værdier med renhed og en komplet mangel på voksne, skjulte dagsordener og hævede pegefingre. Dét gør Annelise tretten år til en sjælden bog i sin genre, en befriende dejlig bog.

Denne artikel stammer fra Danish Children´s Literature 15, 1999.