Drømmen om en kvinde

Af : Thomas Bredsdorff

Det er verdens ældste historie, drømmen om en kvinde - der drømmer om en mand. Men Jens Christian Grøndahl fortæller den som var det første gang, i en prosa der ejer kraften til at suge læsere til sig.
   Træt af modernismens hundredårige spørgsmål om hvad skriften skriver, har forfatteren vendt sig mod det årtusindgamle: hvad driften driver. I et prunkløst, gennemsigtigt sprog har han givet det urgamle svar at den driver mennesker sammen - og videre ud i ensomheden.
   Jens Christian Grøndahls seneste roman Indian summer markerer et brud med den hidtidige linie i forfatterskabet. Romanen er mere læservenlig og dermed mere traditionel eller i hvert fald mindre modernistisk end forfatterens tidligere romaner som f. eks. Det indre blik (1990) (The Inner Look) og Skyggen i dit sted (1992) (The Shadow in Your Place). I disse romaner udforsker han sprogets egne, vilde veje og lader de anslåede temaer gennemspille i uendelige variationer, som var musikkens formsprog det ideal, han stræbte efter. Resultatet af denne praksis er, at de pågældende romaner lukker sig hermetisk om sig selv og ikke er umiddelbart tilgængelige for læseren. Modernismens bevidsthed om, at intet er konstant og eviggyldigt, betyder, at den kronologiske, enstrengede fortælling bliver afløst af sideordnede handlingsspor og smukke, enkeltstående billeder, der er malet med farverne fra en lyrikers palet, og som kun far lov at bestå i flygtige øjeblikke.
   Forfatterskabets tidlige romaner fordrer således en læsning, som kan abstrahere fra, at handlingsgangen kun afsætter svage mærker i overfladens sproglige tekstur, der til gengæld er ciseleret med omhu og æstetisk fintfølelse. Indian summer udtrykker sig i modsætning hertil mere direkte og ligetil. Jens Christian Grøndahl giver afkald på den ugennemsigtige sprogekvilibrisme, der henvender sig til en snæver kreds af ligestillede og fortæller i stedet en bredt appellerende historie om en mand, i hvis udviklings- (eller måske snarere afviklings-)forløb man fristes til at se en parallel til forfatterens eget, uden man dog på nogen måde kan betegne Jens Christian Grøndahls forfatterskab som under afvikling.

En desillusioneret forfatter
Fortælleren er en forhenværende modernistisk romanforfatter, der ikke orker sit eget gylle mere. Han er holdt op med at skrive for mange år siden, men hans debutroman bliver genudgivet. I den forbindelse møder han den Alma han elskede dengang, og som blev snuppet fra ham af Den Store Hensynsløse Kunstmaler.
   Maleren er, modsat sin ven forfatteren, blevet ved med at være kunstner, og at forbruge kvinder. Alma længes lige så meget efter ham som fortælleren efter hende. Tilbage til den aldrende fortæller er kun den umulige gentagelse, i form af en forelskelse i malerens og Almas datter. Denne unge pige forfølger han til Paris i sit livs sensommer og flygter først ned ad den stejle trappe og ind i den endegyldige ensomhed, da han ser den unge pige i sin afdøde fars atelier med en gråskægget kunsthandler i hånden.
   Slået ud, først af kvinden i hans liv, så af hans bedste ven maleren, og til sidst, hos næste generation, af en mand på hans egen alder. Jo, efter Indian summer, den korte genopblussen, kommer virkelig efteråret.

Den præcise personskildring
To ting gør varigt indtryk, den psykologiske præcision og den skikkelsesdannende evne. Med få ord bliver de levende, Grøndahls figurer. Og med nogle rask tegnede scener trænger han dybt ned i dem.
   Forbløffende er portrættet af Alma. Sjældent har man set en så nærværende skildring af en kvinde der altid er fraværende i sit kærlighedsforhold Indtil hun møder den mand der hurtigt vil blæse hende en hatfuld. Så bliver hun nærværende. Endnu mere da han stikker af fra hende og deres barn, og allermest da hun som den gode fe kan hente ham hjem fra Paris for at pleje ham på dødslejet i sit sommerhus. Hendes kærlighed var "både dybere og mere frygtelig end kærligheden hos en undertrykt kvinde".
   Sproget her er karakteristisk for romanen. Sammenligningerne er ikke poetiske, men analytiske. Vægten ligger på det beskrivende, ikke på det malende.
   Men det mest forbløffende er dog portrættet af hovedpersonen, manden der erfarer og erfarer, indtil han opdager at erfaringer ikke kan bruges til noget, for de lærer en kun hvad man skal undgå, ikke hvad man skal stille op i stedet.
   Det var forår i hans liv da han skrev, denne hovedperson. Så kom den tørre sommer og han holdt op. Nu er det sommer igen, han sanser og elsker. Men bladene er gule. Jeg har længe ikke læst et så besættende portræt af det at være i live sent i livet, af en indian summer.

En illusion om virkelighed
Grøndahls sprog er sådan at man efter endt læsning sidder tilbage med bogens skikkelser, ikke dens ord i hovedet. Men det er et bedrag, skikkelserne er selvfølgelig skabt af ord. Og det er det egentlige kunststykke i bogen. Den er, som det hedder om en af personerne, "svanger med billeder af sig selv, der flygter indefter mod perspektivets illusoriske bund". Der er i Grøndahls sprog ligesom i hans kvindepsykologi mindelser om Hans Christian Branners prosa, når den var bedst.
   Grøndahl har med sine ord skabt det af de skriftbevidste mest forkætrede: en illusion om virkelighed. Det er nok, når alt kommer til alt, det fornuftigste man kan bruge skriftbevidsthen til. I hvert fald det sværeste. For det forudsætter at man er blevet sig skriften så bevidst at man kan gøre bevidstheden om den usynlig.

Denne artikel stammer fra Danish Literary Magazine 8, 1995.