Lethed og tyngde

Jens Christian Grøndahl er aktuel med ny roman der både trækker spor fra den tidligere “Tavshed i oktober” og peger i nye retninger.

Af : Lone Ravn

“Hjertelyd” er historien om en mand og hans liv som det tog form. Hans tætte venskab med den jævnaldrende Adrian, kvinderne, både dem han selv forlod og de som ikke ville have ham, karrieren, og sønnnen som han først kun perifert kendte eksistensen af, men som siden blev omdrejningspunktet i hans hverdag.
   Fortælleren er i slutningen af 30’erne, bor alene med sin søn Theo og driver en lille kunsthandel. Romanen er udformet som en erindring, centreret om venskabet mellem jeg-fortælleren og Adrian, fra skoleårene og til Adrian dør 39 år gammel, og skrevet i det sprog Grøndahl behersker bedst - knapt og økonomisk men samtidig præcist og billedrigt.
   "Hjertelyd" fremlægger ikke fortællerens erindringer kronologisk, som perler på en snor, hvor den ene begivenhed logisk afløser den anden, og derved tegner konturene af et liv og de begivenheder, der formede det og gjorde det til det, som det blev. Det er ganske vist den indsigt læseren sidder tilbage med efter endt læsning, men det skyldes i lige så høj grad læserens eget arbejde med selv at samle det fortalte til fortælling.
   “Hjertelyd” er fortalte erindringer, hvor det er selve fortællingen eller fremstillingen, der fungerer som betydningsskabende og ikke jeg’ets fortolkning af de begivenheder, der fremstilles. Romanen bevæger sig mellem fortid og nutid og de to tider fungerer hver for sig som hinandens baggrund, der belyser momenter i erindringerne, sådan som de havde betydning for venskabet mellem fortælleren og Adrian. Det er således tydeligt, at erindringerne bliver nært forbundet med glemslen, og som sådan bliver det perspektivet, venskabet, der er afgørende for, hvad der lægges frem for læseren. Fortælleren har et forhold til Adrians søster, Ariane, og beskrivelsen af, hvordan det opstår rummer romanens poetik i kort form. Der står:

“Hun lagde hovedet bagover, så hendes lange hår strejfede stedet, hvor rygsøjlen krummes ned mod lænden, som en søhest krummer sig. Skyggerne strakte sig næsten til skovbrynet. Hun vendte sig om og kom hen mod mig igen, og her kommer der en hvid plet, billedet går i stykker, og jeg ved ikke, hvordan vi når frem til det næste. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske det, men hvad er det man siger? Det skete bare.” (“Hjertelyd”, s. 70-71)

Tingene sker bare. De sker uafhængigt af deres betydning i en større sammenhæng, og på samme måde lægges erindringerne frem uden på forhånd at være betydet. Det er ikke selve motivet, men det at samle billedet, der er den centrale betydning.
   “Hjertelyd” er er historien om en mand og hans liv som det tog form uden han altid i den enkelte situation var klar over at lige netop den begivenhed han stod overfor ville få betydning, ligesom han andre gange troede at stå overfor betydningsfulde begivenheder, som senere skulle vise sig at være ligegyldige. Det er ikke som i “Tavshed i oktober” en mand der prøver at finde en mening med alt det skete - men mere en mand, som blot fortæller sin historie uden reflektion. Men det er ikke den tilbagelænede afventende, passive person Grøndahl her lader fortælle, men manden der selv forsøger at forme sin tilværelse samtidig med at der sker ting som han ikke selv kan kontrollere og bestemme udfaldet af, og som accepterer tilværelsens måde at skabe sig selv på. Hjertelyd er båret af en befriende lethed, og er ikke som Kundera en beklagelse over tilværelsens mangel på tyngde men en accept af tilværelsens vilkårlige spænding mellem lethed og tyngde.