Vreden er poesiens drivkraft

Af : Michael Bo

Debutant fra i fjor bevæger sig fra digt til prosa fra sammenbidthed til ny åbenhed.
Kirsten Hammanns digtsamling Mellem tænderne, som hun debuterede med i foråret 1992, peger i høj grad frem mod den form, hun tager sit første livtag med i indeværende sæson - nemlig romanen. Springet fra "prosaisk lyrik" til "lyrisk prosa" har kun taget hende et år. Men etiketten snyder udviklingen fra Mellem tænderne til romanen Vera Winkelvir betegner mindre noget nyt episk scope i hendes stil, men snarere et forlags rådvildhed over for, hvilke formelle kasser digt, roman etc. - man kan "sælge" blandingsformerne i.
   Da hun uden blusel kastede sig ind i arenaen med sin dybt personlige og ætsende Mellem tænderne, var kritikernes reaktion ikke mindst ... forbløffet. Morsomst, da en erfaren digterkollega betegende Kirsten Hammanns sprog som "nærmest modent". Himmelfaldent, da hun et andet sted fik af vide, at hun "er så ovenud dygtig, at hun nok skal få læst og påskrevet". Og mest profetisk, da en anmelder påpegede det prosaiske gemyt, der kom til udryk i hendes distance mellem bevidsthed og krop.

Fandt platform uden for fødebyen
Den umiddelbare platform, som den 26-årige Kirsten Hammann hejser sig op på for at gøre klar til udspringet, er en forholdsvis ny institution i det danske litterære miljø, nemlig Forfatterskolen, ledet af den toneangivende kritiker, digter og debattør Poul Borum. hammann flyttede i 1989 fra sin fødeby Århus til København med et mål for øje: At gå på Forfatterskolen og møde folk, der som hun selv levede for at skrive.
   - Jeg havde på det tidspunkt skrevet digte i nogle år, faktisk siden jeg var tyve år, så det var ikke for at lære håndværket, jeg søgte ind, fortæller Kirsten Hammenn til Danish Literary Magazine. Jeg havde en klar drøm om en karriere som forfatter, men den plejede jeg helt uafhængigt af min daglige gang på Forfatterskolen.
   Kirsten Hammenn bliver vred, når hun må læggeøre til den gængse kritik af Forfatterskolen som en fabrik, der producerer digtere på samlebånd og efte en standardiseret recept.
   -Det, jeg siger med mine ting i dag, sagde jeg allerede, da jeg som ganske ung sad alene og skrev for mig selv. Det bedste af det, jeg lavede, inden jeg kom til København, kan man finde i Mellem tænderne. D problemer, der var i mie tekster, skulle jeg nok have fundet ud af at løse i enerum, men jeg ville have at udviklingen skulle gå hurtigere. Da jeg i Århus sad og gennemlæste mine digte, kunne jeg stoppe op og tænke: "Hey, det her er sgu genialt", men jeg havde brug for umiddelbar kritik, som jeg senere fik fra mine kammerater på skolen.
   Forfatterskolens helt specielle tillokkelse for mig var tilbuddet om et samvær, hvor jeg på baggrund af en kvalificeret kritik kunne gå hjem o gbearbejde de samme temaer ud fra nye vinkler, jeg har fået. men det var vel og mærke altid de samme ting, jeg arbejdede videre på.

Sårbar og ublufærdig
Kirsten Hammann er en pige, der ganske ublufærdigt i sit kunstneriske udtryk såvel som i sine krav til sig selv. Hendes erklærede ambition er at blive "dødgod blandt de bedste", men som man sidder over for hende, er hende udstråling sårbar og "lyrisk". Det digteriske brændstof er imidlertid så åbenlyst energi og potens.
   - Min drivkraft er en stor vrede over for en verden, jeg ikke forstår ret meget af. Jeg kan simpelthen ikke stille mig tilfreds. Ind imellem resignerer jeg selvfølgelig, som så mange andre, men det meste af vreden bliver brugt i de ting, jeg skriver.
   Vreden læses tydligst som en hvæsen "Mellem tænderne", hvor der ikke mindst er meget privat fomidlet selvlede, der betragter stroferne indbyrdes. Det indledende digt, "Vi er alene", begynder:

I spyttet vi synker, ligger halvt opløst føde / Vi falder i søvn med resterne i munden / med usunken kakao / med snavset på tøjet / og mætheden, musikken, den hidsige varme fra radiatoren

Kroppen som fortællerens værste fjende, som dødvægten, der separerer ånden fra dens egentlige bestemmelse - dukker op i næsten hver af samlingens 44 digte, og selvubehaget er håndfast, vreden håndgribelig. Kroppen må kommanderes med og tales hårdt til for ikke at gå amok i griseri og uterlighed, og selv da vil den få det sidste ord - "Jer er så træt af min krop".

Vera Winkelvir - fra digt til roman
Det var neto Kirsten Hammanns optagethed af misforholdet mellem hylster og ånd, der fik anmelderen ved dagbladet Information til at spore et stort prosatalent hos forfatteren, men det er tilsyneladende andre grunde, der ligger bag Hammanns debut i dette forår som romanforfatter.
   - Da jeg skrev videre oven på Mellem tænderne, kunne jeg mærke, at mine digte havde en tendens til at blive længere og længere, og efterhånden syntes jeg, at det kunne være helt ligegyldigt, om de overhovedet sluttede. Vera Winkelvir begyndte som et digt, men endte i en slags romanform. Jeg fortæller ikke en historie i den forstand, at bogen har en handling fra start til slut, men en række småhitorier om denne kvinde, der første gang dukkede op i et digt i 1988, som jeg fik trykt i Hvedekorn.
   - Vera Winkelvir vil kunne genkendes af alle, der har læst min digtsamling, siger Kirsten Hammann. Energien er meget højt oppe, og man bliver forpustet af at læse den. Vera er en person, som "nogen" har opfundet. "De" tager prøver på hende hver dag, men resten af tiden må hun selv fylde ud, resten må hun selv opfinde. Hun lever i et stort raseri, splitter tingene ad omkring sig, går til frisør hele tiden og kan hverken forstå eller lide den verden, hun befinder sig i. Hun personificerer alt omkring sig: Cigaretterne f.eks. er Den store dræber, nærmest en slags person, hun forholder sig til, og månederne fremstår som aktivt handlende i hendes univers.
   De seks måneder der gik med at skrive Vera Winkelvir var Kirsten Hammanns mest tilfredsstillende nogensinde.
   - Det var herligt! Alt fik lov at flyde. Det var ligesom jeg ikke skulle betsemme så meget selv, som når jeg skrev digte. Jeg skulle ikke sidde og fedte med ordene, møjsommeligt bytte det ene ud med det andet og slid, slid, slid! Jeg skrev hver dag, men der var ikke noget overordnet mål for projektet. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle hen fra den ene dag til den anden. det var ulideligt, da bogen var færdig. Der var en lang periode med panik og utålmodighed, men jeg har lært mig selv, at hvis jeg overhoved kan holde min kæft, så bør jeg gøre det. I Vera Winkelvir får jeg sagt det, jeg satte mig for, og der findes jo andre ting, man kan beskæftige sig med, og jeg kan foretage mig lige så meget, der er vigtigt ved siden af - uden at skulle udgive noget nyt hele tiden. Under alle omstændigheder synes jeg, at jeg bør bevæge mig over i nogle nye temaer næste gang, jeg lader høre fra mig.

Jeg og mit digter-jeg
Noget Kirsten Hammann har haft travlt med, siden hun for et år siden udgav - og fik rosende omtale for Mellem tænderne, er oplæsninger. Hun blev blandt andet inviteret til det store lyrik seminar Nordpoesi i den svenske universitetsby Lund i efteråret, ig i oplæsningen har hun fundet en formidlingsform, som hun sætter meget højt, rent bort set fra det meget væsentlige i "at ville ud".
   - Selv om digtene i Mellem tænderne kan læses som meget private, så blive jeg ikke blufærdig når jeg skal læse dem op. Ligesom når jeg skrive, drejer det sig om, at mit digter-jeg ikke er mit eget jeg. Alt, hvad jeg har lavet, ligger et sted mellem digt og virkelighed. Jeg tænker ikke, "Her står jeg, Kirsten Hammann, og fortæller dem om mig selv". Så længe det, jeg skal formidle, er sat på en form, så er det uden for mig selv. Og så er jeg fri til at vælge digtene ud efter et princip om en vis underholdningsværdi. jeg er aldrig bange for at blive "genkendt" i det, jeg skriver eller læser op - snarere kan jeg engang i mellem blive ængstelig for, at jeg har givet så meget væk, at der slet ikke er noget tilbage til mig selv...
   Kirsten Hammann benægter, at der i hendes digtning - hvor personlig eller privat den end måtte være - ligger en terapeutisk effekt.
   - I så fald skulle vi som digtere være umådeligt velafbalancerede gemytter, men i virkeligheden afføder skrivningen lgeså mange problemer, som den i heldigste fald løser. Jeg kan få ligefrem moralske anfægtelser, når jeg genlæser Mellem tænderne og Vera Winkelvir, for håner jeg egetlig ikkelivet? Den gave, jeg fik, da jeg blev født? Jeg sviner ting til i stedet for at bygge det op til noget, der er smukt. Men hvordan skulle jeg kunne digte en "pæn" historie, når verden nu en gang ser ret kantet ud, når man betragter den med mine øjne?
   Selv om temaerne fra Kirsten Hamanns allerførste, upublicerede digte over Mellem tænderne til Vera Winkelvir er tæt sammenfaldende, er det stadig de samme ting, der optager hende. Hun har lyst til at "komme ud af Vera-tonen, som jeg slet ikke kan blive færdig med", næste gang hun skriver, men hun er nået til et stadie, hvor hun tør "holde kæft" i et stykke tid og formidle sine budskaber via de talrige oplæsningsarrangementer, hun bliver hentet til:
   - Jeg er ikke så bange for tomrummet mere, som hun udtrykker det.

Artiklen var første gang trykt i Danish Literary Magazine 4, 1993