Det groteske og det fænomale - korporlige læsninger af Kirsten Hammann og Solvej Balle.

Af : Michael Nielsen

Tegneseriens dramaturgi

1. dag - 18.juni
Vera winkelvir. Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke, at hun er død, det er lige lidt værre end døden. Det betyder at hun er uopfunden. (s. 10)
   Det er veras første dag navnet staves konsekvent med lille begyndelsesbogstav, jv. latin verus sand hendes fødsel/tilblivelse er rent sproglig, signaleret ved et her, der kun kan henvise til romanen som locus. Problemet med at blive til på denne måde gentages gang på gang: "Der er nogen, som har opfundet hende, men hun skal selv finde på resten". Det ligner en art "midtens problem" vera er et pludseligt skabt tekstligt subjekt uden historie bag eller foran sig.
   Med vera er vi allerede lokket ind i midten, lokket ind i tekstens svimmelhed, der binder hvad Peter Brooks kalder læsningens begær begæret efter slutningen og det retrospektive overblik over det læste. Det begær tilfredsstilles af den klassiske dannelsesroman, der skrives bagfra, fra det overblikspunkt, som læseren ved at følge forfatterens spor ledes op til. Men Vera Winkelvir er ikke skrevet med en retrospektiv lysende klarhed over et livsforløb fra vugge til grav. Snarere falder liv og tekst i et i midtens skiftsvæv, der er en stadig dannelse af sprog, en blæsen liv i talebobler.
   Romanværket er i Vera Winkelvir afløst af tegneseriens dramaturgi; vera er som en figur i avisernes stripes. Hver dag begynder fortællingen forfra, men genkendelig gennem karakterens velkendte emblemer i romanen: signifianter og seriens koder som eksempelvis veras punch line: "Goddag, mit navn er vera winkelvir. Der er nogen, der har opfundet mig." Det er små groteske fortællinger, der struktureres vha. dagbogens tid: hver dag et lattervækkende sammenstød med omverdenen, der abrupt afslutter fortællingen.
   Mere litterært ville man med Mikhail Bakhtin kalde det for karnevalisme eller grotesk realisme. I Rabelais and His World (1965) skriver han om karnevalets forening af det heterogene: "These celebrations became a reservoir into which obsolete genres were emptied". Hvis man ser dannelsesromanen som en sådan forædlet genre, kan man sige, at det bl.a. er den, som udtømmes i teksten sammen med en mængde af subgenrer, når vera optræder som serial-killer, fluemenneske eller cyberkvinde ved at drive en vanlig metaforik ad absurdum.
   Det er ikke noget vera oplever, det er bare sprogets utroligt primitive måde at slippe uden om sandheden på. (s. 47)
   Dagbogsformen udsætter jeget for en fortælling, hvor selvet er både subjekt og objekt. Men dagbogens intime sandfærdighed ligger ikke til vera; sproget og sandheden følger ikke hinanden. Vera er her nemlig også, når hun lyver eller måske netop når hun lyver! Vera overstyrer i sin talen sprogets sammenhænge, der i stedet parodieres i ophakkede sætninger, der er uden censur eller eftertanke. Den opbrudte syntaks er en del af "tegneseriens dramaturgi", idet sammenhængen (livet) opløses i enkeltbilleder, der så fabuleres fanden i vold.
   Når en lille, stille hverdag er mere end villig til at lade sig parodiere hvad der i høj grad er på spil, når identitet/hjem gøres til et spørgsmål om post, telefon og damefrisøren frk. Lizette er det vanskeligt som det hedder "selv at finde på resten". Veras historie er ikke historien fra vugge til grav, men er konstant selv-ophævende, idet en vanlig metaforik eller forestilling om at være menneske sættes ironisk i skred.
   Vera deformerer den talte tale, for i et talende sprog at lade egne betydninger blive til. Der er tale om en grotesk realisme, der forkaster troen på en oprindelig virkelighed bag ved ordene. Den groteske realisme i Vera Winkelvir harmonerer med Merleau-Pontys fænomelogiske kunstsyn, hvor værket ikke bliver til ud fra en forudgiven tanke eller erfaring om verden, men som en kropslig funderet gestus som talen hvor betydningerne er i stadig tilblivelse. Det vil sige, at sansningen og den sproglige fremstilling af virkeligheden forstås som et vekselvirkende, foranderligt forhold mellem kroppen og verden.

Artiklen er trykt i tidsskriftet Kritik 121, 1996.