Spor i sneen

Peter Høegs virtuose spændingsroman om konflikten mellem dansk og grønlandsk i nyliberalismens 90'ere

Af : Søren Schou

Med sine første tre bøger har Peter Høeg (f. 1957) scoret hat-trick hos anmeldere og publikum. Debuten i 1988, den rigt fabulerende danmarkskrønike Forestilling om det tyvende århundrede, gjorde det klart, at Høeg var sin generations mest oplagte storyteller. Fortællinger om natten, der fulgte i 1990, var en samling underfundige skrøner om danske drømmere og verdensforbedrere i vores bedsteforældres generation alle historierne foregår i kriseåret 1929. Pasticher kunne man kalde dem: Høeg kastede adskillige sideblikke på Karen Blixens forfatterskab og vendte og drejede hendes maske- og marionet-filosofi med munter respektløshed. Og dog besad fortællingerne en selvgyldighed og dybde, som pastiche-etiketten ikke indfanger.

Med sit opus nr. tre, Frøken Smillas fornemmelse for sne, gav Høeg sig i kast med en ny genre, men med hele sit virtuose fortælleapparat intakt: den fabulerende, samfundskritiske spændingsroman.

Mellem to kulturer
Smilla Jaspersen er en 37-årig kvinde af halvt dansk, halvt grønlandsk herkomst. Hun har studeret "glacial morfologi" og deltaget i flere arktiske ekspeditioner. Men en videnskabelig karriere er der aldrig blevet noget af, dertil er Smilla for utilpasset, for spaltet mellem sine to kulturer. Hun lever alene, kun knyttet til en seksårig grønlandsk dreng, Esajas, der som hun bor i et københavnsk boligkompleks.

En dag styrter Esajas ned fra et snedækket tag og bliver dræbt. Et hændeligt uheld, mener politiet, som hurtigt vil afslutte sagen. Men Smilla som ved alt om grønlænderes evne til at færdes i sne er overbevist om, at der stikker noget under. Og det gør der, kan man roligt fastslå!

De 430 hæsblæsende siders opklaring af omstændighederne bag Esajas' død fører Smilla og læseren gennem Københavns underverden og high society, over Nordatlanten og frem til Jules Verne-agtige mysterier på den isdækkede ø Gela Alta ud for Grønlands kyst.

Opklaringen starter i en stor virksomheds dunkle arkiver. Smilla får færten af hemmeligholdte arktiske ekspeditioner i 1966 og 1991 (romanen foregår i en meget nær fremtid). Hendes stædige pres på myndighederne får enkelte embedsmænd og læger til at spytte ud med fortrolige informationer og så går Smilla på opdagerfærd i forskellige københavnske miljøer. Hun møder yuppier, der er så styrtende rige, at de betragter en adresse på den fashionable Strandvejen nord for København som en social deroute og så skurkagtige, at de er parat til at skaffe et barn af vejen for den personlige vindings skyld.

I Høegs satirisk skildrede Danmark florerer privathospitalerne, spillekasinoerne og den "liberale appel til grådigheden i alle dens afskygninger". Smilla har erindringer om et mere menneskeligt samfund fra sin barndoms Grønland, som hun i bogens anden del er på vej til at gense. Hun bluffer sig ombord på det teknologisk toptrimmede skib Krosos, der er på hemmelig mission til Nordatlanten.

I denne del afløses de satiriske miljøskildringer af forrygende opgør mellem passagerer og besætningsmedlemmer. Thriller-effekterne får dog ikke lov at overdøve romanens alarmsignaler: Det arktiske område er i akut fare for at bukke under for en uhellig alliance mellem skruppelløse pengemagere og afstumpede naturforskere. Europæerne optræder endnu engang i deres gamle kolonisator-rolle.

Det er katastrofe-scenarierne, der for alvor tænder Høegs fantasi. Han kan fabulere om, hvorledes Glasnost-Rusland, danske kapitalinteresser og det grønlandske hjemmestyre går sammen om at bygge en kæmpemæssig boreplatform, der døbes Joint Venture Warrior intet mindre! Men Høeg fortsætter så med at vise, hvorledes et uforstyrreligt kæmpeisbjerg kommer på tværs af det teknologiske storhedsvanvid.

Den postkoloniale løgn
Frøken Smilla er en beretning om imperialismen i den periode, som vi med en forskønnende nødløgn har døbt den postkoloniale. Med sin blanding af fabuleren og social protest er den i slægt med sydamerikanske romaner om nutidens kulturkonflikter mellem centrum og periferi.

Det er temmelig omkostningsfrit at erklære sig på de svages side, sværere at omsætte solidariteten til kunst. At gøre de moderne undertrykkelseserfaringer nærværende, kræver mere end teknisk håndelag og rigtige meninger. Det er på dette punkt, Høeg viser, hvor meget han er vokset som forfatter. Portrættet af kvinden mellem de to kulturer er, med alle sine modsigelser, bevægende og vidunderligt plastisk. Smilla er oprøreren, der, som det et sted siges, finder en måde at sparke på, selv om man piller arme og ben af hende. I hendes person forenes indignation og analytisk stringens med den "oprindelige" naturfølelse, der fremhæves i titlen.

For sneen er romanens grundsubstans. Der er et element af genial hæmningsløshed i Høegs fascination af sne og is i alle farver og faconer, som oplevelsesdimension og analyseobjekt. Romanen er et helt kursus i sporaflæsning i de arktiske egne. Man skal vist tilbage til Herman Melvilles Moby Dick og dens ambitioner om at fortælle alt om hvaler for at finde en lige så storslået udfoldelse af systematiseringsiver i et litterært værk. Hvad er forskellen på grødis, nyis og "rådden" is og hvad røber eller skjuler de? Det får man alt at vide om, i en tilegnelsesproces der er så lystfyldt, fordi sporaflæsningen integreres i den spændende og veldrejede krimi-intrige.

Man kan være i tvivl om, hvor grænsen egentlig går mellem magisk realisme og reel vidensfremlæggelse om arktiske forhold hos Høeg, men tvetydigheden er blot en charme mere.

Hvad man til gengæld ikke efterlades i ringeste tvivl om, er, at han har skrevet en spændingsroman i international klasse, uden at efterligne eksisterende forbilleder. Frøken Smillas fornemmelse for sne er et helt originalt værk med konsistens som den grønlandske skrueis ivuniq: genstridigt, stærkt i strukturen og spillende i farven.


Søren Schou er lektor ved Inst. for Sprog og Kultur ved Roskilde Universitetscenter og kritiker ved dagbladet Information.

Artiklen var første gang bragt i Danish Literary Magazine 3, 1992