Litteraturen overskrider et sprogligt fængsel

En samtale om at skabe, om genrer, arketyper, alkymi og om at være gennemsigtig for sig selv

Af : Karen Syberg

Peter Høeg har udgivet tre store bøger på fire år. Alligevel arbejder han ikke hurtigt, siger han. Han skriver et par sider om dagen. Stille og roligt.
   Alt, hvad der hedder talent, evner, det, der peger på, at der findes noget på forhånd har aldrig sagt mig noget særligt, erklærer han. Forskellen på folk som mig og folk, der ikke lever af at skrive er, at hos nogle af os er trangen så stor, at vi er parate til at tage besværet. For mig er det nødvendigt at skrive hver dag.
   Peter Høegs første roman, Forestilling om det tyvende århundrede (1988, oversat til tysk på Karl Hanser Verlag) tog fire år at skrive. Men da havde han også fuldtidsarbejde som instruktør- og idrætslærer på Odense Universitet. Fortællinger om natten, der udkom i 1990 (under udgivelse i Holland på Meulenhoff) og Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992, under oversættelse i USA og England på henholdsvis Farrar, Straus & Giroux og Harvill Press) har han skrevet på hver to år. De tre bøger er meget forskellige. Forestilling om det tyvende århundrede har, især i de første dele, mindelser om latinamerikansk eventyrlig prosa; Fortællinger om natten nærmer sig formmæssigt en Karen Blixen-pastiche, og Frøken Smilla er en kriminalroman med store litterære kvaliteter og en handlingsgang, der ikke lader John Le Carre noget efter i kompliceringsgrad.

De indre klicheer
For få år siden ville mere end en anmelder sikkert have kaldt Peter Høeg for postmodernist: den eklektiske forfatter med frihed til at vælge en hvilken som helst genre uden at føle sig hæmmet af en historisk bestemt stil eller andre begrænsninger. Men betegnelsen ville være forkert. I virkeligheden er Peter Høeg måske mest af alt fortæller, noget der hænger sammen med hele hans menneskeopfattelse.
   Det er vigtigt for mig at være klar over, at det er arketyper, jeg arbejder med, siger han. Jeg er overbevist om, at bevidstheden arbejder med nogle grundlæggende figurer. Jeg vil ikke sige, at de ikke ændrer sig, men de ændrer sig meget langsomt. Hvis man skriver en roman som Frøken Smilla, så er det godt at have en klar forestilling om, at man arbejder i arketyper. Hvorfor?
   Man må turde vedkende sig sine indre klicheer. Hvis man hører til den slags forfattere, der siger, at handling i en bog ikke længere er mulig, så tror jeg også, det fører til en personlig lammelse i skriveprocessen.
   Det drejer sig om at erkende, at man er ligesom alle de andre: banal?
   Ja, det er en del af det. I det store og hele gør man vel, som mennesker har gjort i de sidste 2.000 år! Jeg læste et eller andet sted en buddhistisk mester, der skrev, at det store problem for nye mestre var, at det, de skulle, var at arbejde sig gennem det obligatoriske tankepensum. Hvis man for eksempel husker sine drømme og skriver dem ned i en måned, så vil man se, at de allesammen består af i det mindste rudimentære fortællinger. Det er simpelthen en operationsmåde for psyken.

Vi er blevet gennemsigtige
Her i sommer har jeg gået og overvejet, hvad det betyder for en forfatter, at den selvindsigt, der er mulig nu, i vores tid, er blevet så omfattende. Hvad sker der, hvis man bliver ved med at skrive.
   Det må du forklare lidt nærmere!
   Det at skabe en handling, kræver for eksempel en fordeling af godt og ondt på personerne. Indtil vor tid har man gjort det intuitivt, men nu er det muligt at se igennem sig selv. Vi er blevet gennemsigtige for os selv. Vi kan se, at det er arketyper, vi trækker på. Jeg har jævnaldrende forfatterkolleger, der i den situation vender sig mod sproget, og som opfatter det som en definitiv blokering, hvis de skal forene indsigten i sig selv med at skabe.
   Jeg er ikke sikker på, at selvindsigten er så ny, som du siger. I mine øjne adskiller kunstnere sig blandt andet fra andre ved, at de er i stand til at bevæge sig rundt de steder i psyken, hvor der ikke er ganske behageligt at opholde sig.
   Der giver gennemarbejdningen jo en stor gevinst i form af et enormt energiflow, så der skal man såmænd ikke have medlidenhed med forfatterne. Men noget, jeg ofte savner nævnt som et træk ved litteraturen, er faktisk elementet af leg. Er man forfatter, opfattes man straks som en alvorsmand, men for mig er der egentlig ikke stor forskel på Peter Høeg som fem-årig og som femogtrediveårig. Jeg tror simpelthen, jeg har lært mig nogle numre for at kunne blive ved med at lege! Selvom det selvfølgelig ikke er identiske processer at skabe et legeunivers og en roman.

Man bliver ærlig med alderen
Dine bøger er forskellige i genre, men de er det også i distance. Fortælleren i de to første forekommer langt mere distanceret end i Frøken Smilla hvor titelpersonen selv fører ordet.
   Der er to svar på det. Det ene er, at der godt kan være et følelsesmæssigt engagement i sproget andre steder end hos hovedpersonen. Spørgsmålet er, om bogens prosa holder. Det andet er, at noget af det sværeste at overvinde er ens emotionelle blufærdighed. Det er ikke noget teknisk problem, det er et personligt problem. Men er det ikke et alment fænomen, at man bliver mere ærlig med alderen. Man kan tænke på litteraturen som en ballet. En meget ung danser koncentrerer sig om teknikken, men som årene går, kan han lade det følelsesmæssige udtryk lyse igennem teknikken. Det samme kan vel gælde for litteraturen og måske sker det også for mig«. Hvad angår genrespørgsmålet, så er det ikke sådan, at jeg beslutter mig for en genre. Jeg skriver de bøger, jeg føler trang til, alt andet, man kunne finde på at sige, vil være efterrationalisering. Bøger er tit et svar på hinanden, og måske er Frøken Smilla formmæssigt en reaktion på min foregående bog, Fortællinger om natten. Den var den hidtil mest anstrengende at skrive, fordi den krævede den højeste grad af planlægning.
   Hvorfor?
   Fortællegenren er baseret på, at der skal ske et værdiskift, den skal indeholde et chok. Det betyder, at man skal have konstrueret det meste af teksten i hovedet helt ned på ordniveau må man vide, hvor man er på vej hen. Og Fortællinger om natten rummer ni sådanne historier. Jeg kunne umuligt have skrevet endnu en bog af den slags i år bagefter.
   Et andet karakteristikum ved dine bøger er, at de virker enormt velresearchede?
   Et muligt svar her er, at forfatteren er illusionist. Det drejer sig om at få en ret beskeden viden til at ligne et univers. Et andet svar er, at jeg jo har en universitetsuddannelse. Jeg har øvelsen i at skaffe mig informationer, spille på databaser etc.
   Du researcher ikke on location?
   Hvis jeg er nødt til det. Jeg hader at rejse, jeg er et hjemmemenneske, der helst vil arbejde stille og roligt erklærer Peter Høeg. Men gået på klingen indrømmer han, at det er korte rejser, eksempelvis for at præsentere oversættelsen af Forestilling om det tyvende århundrede han ikke bryder sig om.
   Det hænger også sammen med, at jeg er i begyndelsen af mit forfatterskab. Jeg ville godt have ventet med at blive oversat, til mit forfatterskab havde et større momentum. Jeg er blevet fanget ind på et tidspunkt, hvor jeg famler, hvor jeg er i en læreproces som forfatter, og nu skal jeg til at forsvare en bog, jeg begyndte på for ti år siden.
   Det problem ændrer sig vel ikke, fordi du skriver flere bøger?
   I begyndelsen ændrer man sig selv hurtigt. Allerede efter kort tid tænker man nej-nej-nej!, når man læser, hvad man har skrevet. Efterhånden stabiliseres man imidlertid, man kan bedre holde ud at læse sig selv, også efter nogle år. Men jeg er stadig søgende. Jeg er knap begyndt at finde.
   Du skriver et par sider hver dag. Bliver du aldrig grebet af entusiasme så du må skrive, indtil du har fået det, du har i hovedet, ned på papiret?
   Entusiasme er ikke meget værd. Den er som hø, den flammer op, og så er den væk. En kort feber har ingen værdi. Værdi har det, der varer ved. Jeg har altid holdt af alkymiens billede af den stille, vedvarende flamme under kolben. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor der næsten ikke er ild. Og andre, hvor flammen bliver til en skovbrand. Men det er ikke noget grundlag, det er snarere noget, man må affinde sig med.
   Hvilken betydning tror du, litteratur har?
   Spontant vil jeg svare, at jeg oplever den som vigtig for mig og for nogle andre. Det er vigtigt, at bøger er langsomme. Bøger er måske det langsomste medium, der findes. Man kan betragte en bog som et energifænomen. Her ligger to års intenst arbejde pakket ned på et par hundrede sider, i en lille tætpakket, komprimeret bombe, der detonerer, når den bliver læst. Jeg kan godt lide at tænke det på den måde. Hvorfor er det godt for mennesker at arbejde med tekster? kunne man spørge. Vi har alle en tilbøjelighed til at etablere en firkant, vi holder os indenfor, det er et nødvendigt selvforsvar. Alle kender imidlertid til følelsen af fysisk hæmning. Her er det befriende at overskride en ramme under kontrollerede betingelser. Hvis jeg skulle bestemme, ville jeg give folkeskolebørn en obligatorisk time i dramatik, hver dag.
   Litteraturen har en lignende funktion. Litteraturen muliggør en overskridelse af et sprogligt fængsel.