Digtning er fortolkning

Om Villy Sørensens forfatterskab

Af : Hanns Grössel

Villy Sørensen debuterede som fortæller. I 1953 offentliggjorde han Sære historier, som i 1955 efterfulgtes af Farlige historier. Ganske vist gjorde Sørensen sig i de ni år derefter hovedsageligt gældende som essayist, men hans skønlitterære produktion var ikke afsluttet dermed: i 1964 offentliggjorde han Formynderfortællinger og valgte altså således en ny betegnelse efter de tidlige udgivelsers "historier". Også i de følgende år arbejdede Villy Sørensen som fortæller: værket De mange og De enkelte (1986) indeholder tekster fra tredive år, hvormed et tidsrum af mere end tre årtiers kontinuerlig fortællen lukker sig.

Det er ikke i Villy Sørensens ånd at adskille fortælleren fra essayisten (eller filosoffen), og en sådan adskillelse svarer da heller ikke til særpræget ved hans fortællinger, som man måske snarere yder retfærdighed med den franske betegnelse "conte philosophique". Da Sørensen i 1965 blev spurgt, hvor grænsen lå mellem det, han kunne udtrykke i essays og det, fiktion kræver, svarede han: "Jeg ved ikke, om man overhovedet kan trække nogen grænse. Det er forskellige måder at meddele sig på, men det er det samme, der meddeles. Da jeg begyndte at skrive filosofisk, gjorde jeg det nærmest for at forklare det, jeg havde skrevet på en anden måde. Publikums svigtende forståelse fik mig til at vise, hvad meningen var med symboler, simpelt hen".

Naturalismens frafald
Anden Verdenskrigs afslutning havde haft gennemgribende betydning for den danske litteratur. Under landets besættelse, som havde drevet mange intellektuelle til at gå under jorden eller i eksil, var der ikke blot opstået nye kræfter, men også tvivl på den arv, der skulle overtages. Man nærede mistillid til det, der var skrevet før krigen. Der måtte formuleres nye erfaringer og findes ny legitimitet for skrivningen.

Nyorienteringen afspejlede sig i tidsskriftet Heretica, som artikulerede selvforståelsen og selvfølelsen hos Danmarks første litterære efterkrigsgeneration. Det blev grundlagt i 1948 af Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen og Ole Wivel, udkom det indtil 1955 under skiftende redaktion. Heretica, skrev Ole Wivel i tilbageblik, "blev et tidsskrift for poesi, for tro på kunsten som en gyldig erkendelsesform, og derved fik det fra begyndelsen front imod de rationalistiske ideologier i tiden: marxismen, kulturradikalismen, den dogmatiske katolicisme og den protestantiske rationelle teologi."

Villy Sørensen publicerede ikke i Heretica, men fulgte sin egen vej. Derved orientererede han sig allerede tidligt mod det 19. århundredes danske forfattere og påberåbte sig frem for alle H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Ikke blot hans essays (f.eks. essayet om Andersens romaner i værket Hverken - eller fra 1961), men også hans fortællermæssige praksis, som er en praksis af ironisk fortællen, vidner om det. I "En glashistorie" (fra Formynderfortællinger) varierer Sørensen eksempelvis de første sætninger af Andersens eventyr "Snedronningen". Han har forklaret i en samtale: "Det andersenske vendes på hovedet. "En glashistorie" handler om det samme som "Snedronningen", set fra en anden side, og rummer altså både en forbindelse bagud og en fuldstændig omvæltning af verdensbilledet". Forfatterne, der var tilknyttet Heretica, havde i første omgang begunstiget og fremmet lyrikken. Hvad angår prosa havde de afsværget den realistisk-samfundskritiske roman, hvis naturalistiske psykologi de bebrejdede for at have udpint og opløst romangenren. Heller ikke i sine fortællinger er Villy Sørensen realist, men vel - på indirekte vis - samfundskritiker. "Den gamle roman (..) noterer han den 27. januar 1954 i sin dagbog, "foregøgler at handlingen er det væsentlige, den moderne kunst har besindet sig på, at den kun er middel til at bringe symbolerne i den rette sammenhæng."

De mange og de få
Symbolkunst altså, anvendt på forudgivne motiver eller stof, som Sørensen mere omfortæller end genfortæller. Nogle meget anskuelige eksempler på dette giver "De mange og De enkelte". Ursula Schmalbruch, som har oversat værket til tysk, beskriver det i sit efterord som "en dobbelt rejse gennem tiderne: gennem forfatterens leve- og produktionstid og gennem vor kulturs historie og forhistorie, repræsenteret gennem historier fra den kristne og hedenske antik, gennem hentydninger til stof fra det moderne, gennem brug af elementer fra folkedigtning og eventyr. Historierne er reduceret til eksistentielle grundsituationer. Sjældent beskrives steder - de fleste historier klarer sig uden noget miljø -, højst antydes den tidsalder, i hvilken handlingen finder sted, af sparsomme karakteristika: det moderne samfund af en krigsødelagt banegård, af offentlige pladser, en kirkegård, en fabrik, et sygehus, et direktionskontor eller en dødscelle."

At historierne er "historier om det splittede menneske", som Ursula Schmalbruch fastslår, skyldes den moderne verdens tilstand, som Villy Sørensen møder den."Engang var alt i orden, nu er intet som det sig hør og bør" skriver han i prologen til sin essaysamling Digtere og dæmoner (1959), en prolog, som han gav overskriften "Filosofisk forudsætning". Den moderne verdens splittelse kan man bedst hamle op med gennem ironi - en pædagogisk ironi, som Villy Sørensen praktiserer den i lighed med Søren Kierkegaard og deres fælles forbillede Sokrates. Og gennem humor, som er beslægtet med ironien. På spørgsmålet om, hvorfor tonen i hans værker som i næsten al moderne digtning er så humoristisk, svarede Sørensen: "Fordi humoren er en holdning, som er nødvendig, hvis man vil holde sammen på det splittede. Desuden ligger der en erkendelse af misforholdet mellem det, man kan magte, og den uhyre komplicerede verden, man står overfor. Der ligger et forbehold i humoren over for de resultater, man selv kommer til."

Ragnarok og andre myter
Alt dette taget i betragtning kan det ikke undre, at Villy Sørensen føler sig særligt forbundet med Thomas Mann. ("Hvis jeg endelig er påvirket af nogen må det være Thomas Mann. Selvom han ikke er den digter, jeg vurderer højest.") Fælles for dem er ikke kun princippet ironi, men også den arrangerende måde, hvorpå de beskæftiger sig med allerede eksisterende stof (man behøver blot at tænke på Thomas Manns Josef-romaner), og det er ikke uden grund, at en dansk kritiker i forbindelse med Villy Sørensen har talt om "litterær arkæologi".

I udvidet forstand lader denne formel sig også anvende på de bøger fra Villy Sørensens senere forfatterår, i hvilke han (efter lang tids beskæftigelse med Bibelens historier) først genfortalte de nordiske og siden de græske gude-og heltesagn (Ragnarok, 1982; Apollons oprør, 1989). Det har mange andre allerede gjort før ham. Det særlige ved Villy Sørensens gude- og heltebøger er, at han takket være de omhyggeligste kildestudier og den nøjagtigste afvejning af forskellige overleveringer af et og samme sagsforhold støder på huller eller modsigelser, som muliggør hans egne, nye fortolkninger. Dertil hører frem for alt indsigten i, at hverken de nordiske eller de græske guder var udødelige, men derimod først blev det ("Guderne var (..) ikke udødelige, - så ville de jo have levet endnu", skriver Sørensen i , og i forordet til Apollons oprør hedder det: "guderne var ikke udødelige fra begyndelsen. At de blev udødelige var den store begivenhed i deres historie, og den er aldrig blevet nærmere udforsket."

Tysk indflydelse
Villy Sørensen er en forfatter, der først begynder at skrive, når han har udforsket sin genstand til bunds og tænkt sine tanker til ende. Denne dyd er ikke selvfølgelig; den er tilegnet ved arbejde og udgør en del af Sørensens høje forfatter-etos. Den skyldes i hvert fald kun delvis hans akademiske studier. Villy Sørensen studerede i slutningen af fyrrerne og i de tidlige halvtredsere filologi, filosofi og psykologi, først ved Københavns Universitet, siden (i vinteren 1952/53) ved Freiburg Universitet i Breisgau. Man kan nu læse i hans dagbøger om studietiden i Freiburg; indtil nu er udkommet to bind af dagbøgerne, der dækker årene fra 1949 til 1961. Sørensens optegnelser viser, at grunden til hans vedholdende beskæftigelse med tyske forfattere blev lagt dengang. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, eftersom Sørensen først lærte det tyske sprog at kende som en besættelsesmagts sprog og har bevaret et kritisk forhold til det. Den 17. februar 1954 noterer han i sin dagbog: "Alt kan begrundes på tysk, intet kan siges - tonefaldet gør selv den ærligst mente, bedst begrundede overbevisning til en hypotese. Sproget er velegnet for den evigt stræbende, men sandheden selv kan ikke siges på tysk. Det er et åbent sprog, når det "lukkes" - bliver det farligt og hensynsløst."

Villy Sørensen deltog i 1957 i Niederpöcking i en digteroplæsning i "Gruppe 47". I årene 1959 til 1963 udgav han sammen med Klaus Rifbjerg litteraturtidsskriftet Vindrosen, og gav dette tidsskrift en tydeligt mærkbar orientering mod tysk litteratur og åndsliv, og i hans eget forfatterskab har beskæftigelsen med tysksprogede forfattere efterladt sig talrige spor: vægtige essays om Thomas Mann og Hermann Broch, hvis romaner, De skyldløse og Søvngængerne, Sørensen har oversat til dansk, oversættelser af Franz Kafkas fortællinger, som han i 1968 udgav monografien "Kafkas digtning" om, dertil kommer monografier om Friedrich Nietzsche (1965) og Arthur Schopenhauer (1969).

Jesus og Kristus
Også Villy Sørensens yngste arbejde Jesus og Kristus (1992) afslører et intimt kendskab til tysk åndshistorie. Som i sine bøger om de nordiske og græske myter betoner Sørensen i forordet, hvor vigtig en kritisk læsning af de overleverede kildeskrifter er som forudsætning for en personlig vurdering. Og på lignende måde som i sin bog om Seneca (1976) udvikler han alt ud fra teksterne og fra andre kilder, lader læseren deltage i sine tanketrin - også her opdragelse til myndighed! - , og selvom det ikke er ham alt at gøre om videnskabelighed, udreder han de enkelte daterings-og vurderingsspørgsmål ved at beskæftige sig grundigt med den rige litteratur om emnet.

At bruge Kristus mod de kristne er en gammel spøg, anvendt af mange, fra Søren Kierkegaard til Hans Kirk", skrev Thomas Bredsdorff om bogen i avisen Politiken. "Villy Sørensen går det skridt videre, at han bruger Jesus mod Kristus.". Det vil sige: ved tålmodigt at afveje vidnesbyrd og belæg udarbejder Villy Sørensen, hvad der på den ene side var og er den historiske Jesus og på den anden side den mytiske Kristus. Han gør sig umage med at adskille det tidstypiske fra det individuelle, men ikke så meget for at afdække modsigelserne inden for overleveringen (navnlig inden for evangelierne). Han er mere ude på, som en restaurator, at løfte de lag væk, der tildækker, og derved blotlægge de enkelte billeder, som Jesu historie er sammensat af.

At skrive er at fortolke
At tilegne Jesus, kristendommens grundlæggerfigur, et så omfattende kritisk studie, efter at Georg Brandes og Vilhelm Grønbech har gjort det, er en konsekvens af Villy Sørensens bestræbelse på at gennemforske grundlagene for vores splittede verden. Arbejdet med oversættelse, formidling og tolkning er, for den skeptiske humanist Villy Sørensen, forfatterens egentlige bestemmelse - bestemmelse både forstået som definition og som opgave."Digtning er fortolkning af tilværelsen, sådan som digteren møder den", skriver han i forbemærkningen til Kafkas digtning, som også er at læse som en bemærkning i egen sag. "Den fortolkningsproces, som digtningen er, kan give sig lykkelige udslag i fuldendte værker, men kan ikke føres til en lykkelig ende.(...) hele værket kommer først til sin moralske ret når det betragtes under Št, som en uafsluttet proces. Et forfatterskab er andet og mere end summen af forfatterens værker, det er først og fremmest den stræben, der udtrykker sig igennem dem."

Hanns Grössel, født 1932, arbejder som kritiker, udgiver og oversætter af dansk litteratur. Af Villy Sørensen har han oversat Formynderfortællinger "Vormundserzählungen", 1968) og Apollons oprør ("Apolls Aufruhr", 1991).Artiklen har tidligere været bragt i Danish Literary Magazine 4, 1993

Oversat af Anna Sandberg