Dæmonerne og isolationen
om seksualiteten som ødelæggende kraft i Villy sørensens forfatterskab
Af : Caterina Testa
Seksualitetens betydning som en ukendt drivkraft der får ødelæggende træk, er et tema, som også mødes i "Fjenden" (Ufarlige historier).>
I sin opbygning er der tale om en meget enkel historie: en mystisk fjende vender sit raseri mod enhver by, han kommer til på sin vej, ødelægger den og dræber alle indbyggerne. Men en dag, da han farer frem med ild og sværd i en by, møder han en pige med et bedrøvet og drømmende udseende, og hans raseri dæmpes. Fjenden fatter ved første blik en kærlighed til pigen, som hun gengælder, men dette øjebliks distraktion kommer til at koste ham dyrt, idet han bliver dræbt af de soldater, der forsøger at forsvare byen mod hans angreb. Byen bliver genopbygget, og dens indbyggere vender tilbage til et lykkeligere liv. Kun pigen forbliver alene.
Læseren konfronteres igen med en personlighed, der er lige så tydeligt spaltet, som det var tilfældet i den foregående historie. Også den mystiske fjende og den bedrøvede pige er spaltede personer eller symboler på forskellige kræfter, der på en forunderlig vis tiltrækker hinanden i ønsket om en fuldkommengørelse.
Den indledende beskrivelse af personerne er afslørende for selve deres natur: "Ingen vidste hvorfra han kom, om han var på flugt for sig selv eller om han forfulgte en fjende. Fråden stod som skyer om gabet på hans hest, dens hove jog gnister op af vejens støv, men større gnister fløj fra hans egne flammende øjne, hvor de så brød alting i brand, han jagede frem gennem afsvedne marker og brændende skove."
Denne destruktive og dæmoniske natur, der er tæt forbundet med dyret (hesten), afslører i fjenden en instinktiv kraft, der viser sig at være skæbnesvanger og dødelig for andre. Pigen beskrives derimod således: "Blandt de unge var der en pige med brune øjne, de unge mænd holdt af at se ind i dem, det var som om de gemte en gylden skat, men hun holdt den skjult for dem alle. Hun så aldrig længe på dem hun talte med, hendes øjne strejfed dem kun på vej gennem den synlige verden, de dvælede længst derude i himlen hvor det synlige ligger for døden."
Det vigtigste træk ved den unge pige er netop den skjulte skat, som hun nægter alle adgang til, og som er gemt i hendes øjne; pigen undgår sine jævnaldrende, især dem af det modsatte køn, der gerne vil dele denne skat med hende, ved at vende blikket bort fra den virkelige verden og rette det mod noget usynligt, der netop er forbundet med det synliges, med virkelighedens undergang.
Både pigen og fjenden synes under alle omstændigheder at have et disharmonisk forhold til omverdenen. Den ene stræber efter at ødelægge den, den anden efter at unddrage sig den.
Replikken, hvormed fjenden henvender sig til pigen: "Havde jeg vidst at jeg skulde møde dig her, havde jeg skånet jer alle", har en slående lighed med morderens ord til den efterladte datter i folkevisen "Torbens datter og hendes faderbane": "Havde jeg vidst du havde været så god, aldrig skulde jeg set din faders hjærteblod."
I begge situationer udtrykker sætningen den erkendelse, som kærligheden har medført hos personerne, begyndelsen på et anderledes forhold til virkeligheden. I folkevisen kan morderens gerning tolkes symbolsk. Ved at dræbe pigens fader bryder han de bånd, der binder hende til barndommen - samtidigt med, at hans handling ødelægger hendes barndoms harmoni, fremskynder den pigens modningsproces. Men hvis denne konflikt mellem nyt og gammelt ikke løses radikalt, viser kærligheden sig kun fra sin destruktive side. Og ved at vende sig mod himlen og der, hvor "det synlige ligger for døden", afslører pigen i Villy Sørensens fortælling, at hendes romantiske drømme om noget, der kommer langt fra, og som kan udløse den skat, hun har i sig, er stærkt knyttet til fjenden og hans dæmoniske natur. Kærligheden er for hende forbundet med noget, der medfører og implicerer døden, fordi hun ikke har vist sig i stand til at realisere den i harmoni med sin omverden.
En analyse af disse kærlighedsbegreber findes i Villy Sørensens artikel "Demokrati og etik". Her skelner forfatteren mellem to myter i den vestlige litteratur om spaltningen mellem legeme og sjæl - nemlig myten om Tristan, hvori den åndelige kærligheds egenskaber lovprises lige til døden, og myten om Don Juan, hvori seksualiteten er adskilt fra ethvert følelsesbånd og dyrkes for sin egen skyld uden befriende eller konstruktive træk. Villy Sørensen skriver:
-
Hvis det var naturligt at elske, og det er det stadigvæk ikke, ikke blot med ånden, men også med kroppen på det tidspunkt, da det snarere er et korporligt end et åndeligt behov, så ville ånden muligvis ikke [...] blive slavebundet til puberteten, så ville fristelsen til at indgå kærlighedsløse forbindelser for den ensomme drifts skyld muligvis blive mindre, så ville det måske være muligt at forene krop og ånd i et forhold der kunne virkeliggøres i livet, og ikke kun i døden, der jo også i Tristan-myten blot er en gentagelse af selvets undergang i puberteten.
-
Når man tager i betragtning, at hverken fjenden eller pigen er i stand til at etablere et meningsfyldt forhold til den omliggende verden, og at dette skyldes, at ingen af dem er i besiddelse af en nogenlunde ligevægt mellem det følelsesmæssige (åndelige) og det fysiske (seksuelle), nærmer sig forfatterens fortolkning af historien:
-
muligvis er kærligheden selve den "fjende" som han er på flugt for eller forfølger. [...] det er en indre mangel der fremkalder den ydre fjende: pigen siger det på en måde selv (er du ikke kommet for min skyld?) men på en forkert måde: det er hendes egen skyld at fjenden kommer, hun ville helst tro at han er kommet af hensyn til, af kærlighed til hende. Kærligheden er på samme måde tvetydig: den er både det, man flygter fra og det man længes efter.
-
Fjenden er en projektion af den fortrængte del af pigen, som hun ikke kan acceptere i sig selv, men kun elske som en dæmonisk fjende. Han viser, at den seksuelle side af kærligheden, som ikke er trådt i forbindelse med den følelsesmæssige, omdannes til en destruktiv kraft. I begges udvikling er noget blevet forsømt, hvilket har medført en "fjendtlighed overfor kærligheden". Derfor tiltrækkes de uundgåeligt af hinanden, men de mødes dog for sent til, at deres forening kan bære frugt. Det dæmoniske er manifestationen af en kraft, der har været undertrykt (af moralske eller psykologiske grunde), og som kommer til udtryk med destruktive tegn, såvel over for individet selv som over for andre. Denne erfaring kan medføre isolation eller døden.
-
Caterina Testa: Dæmonerne og isolationen
NORDICA bd. 13 1996
|
|
