Frisættelse af dæmoner

Af : Per Thorsen og Henrik Ljungberg

Samtale mellem Villy Sørensen og Svend Åge Madsen

    VS: Jeg tror en del kommer bag på en som forfatter. Når man skriver noget som er fiktion, og det er derfor jeg har skrevet forholdsvis lidt af det, så begiver man sig ud på en ekspedition og sætter nogle dæmoner fri, som man så helst skal ha' samling på inden man når til vejs ende. Og de har deres eget liv og spiller en puds; man kan ikke styre det, og ofte ender det med noget andet end det man ville da man begyndte.
    SÅM: Ja. Den oplevelse at man kan opdage noget der simpelthen er flottere tænkt, end man egentlig troede man selv kunne, eller har større sammenhæng.
    Nu læser jeg helst ikke mig selv, men jeg oplevede det da jeg læste "Tugt og utugt i mellemtiden" på engelsk. Der kunne jeg næsten fortabe mig og gribe mig i at sige: "Bare det dog var mig der ...". På den måde kan jeg i hvert fald opdage at nogle temaer, som jeg tror jeg har fat i lige nu, at dem har jeg haft fat i før.
    Så påstanden, at det er en erkendelse at skrive, er betinget rigtig. Det er i hvert fald en erkendelse der skal gøres flere gange.
    VS: Ja, det er en proces der skal gentages, så man evt. kan føre den videre. Man har vel et vist antal ressourcer til sin rådighed, og dem genbruger man så.
    SÅM: De genkommende temaer er en ting, men det har alligevel undret mig at jeg faktisk har en stil. Jeg kan huske det var et problem for mig da jeg begyndte at skrive, den fornemmelse at de store forfattere havde en stil. Man vidste hvordan Villy Sørensen skrev, jeg kunne endda imitere stilen, måske ikke helt på niveau, men alligevel. Men jeg syntes ikke at jeg havde en.
    Det er først kommet senere, hvor jeg også har set det i anmeldelser, den "madsenske stil".
    VS: Føler du at dine første romaner mere er forsøg på at finde stilen, end de er udtryk for stil?
    SÅM: Hvis jeg havde en stil dengang var det at jeg sammensatte andres stilarter. Jeg gjorde det allerede i "Besøget", hvor jeg sammensatte tre stilarter. Senere er der åbenbart blevet noget mere der er karakteristisk for mig.
    VS: Samtidig med at du er blevet mere klassisk?
    SÅM: Ja.
    VS: Det er rigtigt nok at jeg også selv følte at jeg havde en stil fra begyndelsen, faktisk helt fra min gymnasieroman. Men samtidig følte jeg altså at jeg ikke vidste nok til at skrive. Derfor begyndte jeg at studere filosofi. Det gik der så nogle år med, før jeg ret spontant begyndte at skrive de første historier.
    SÅM: Men da havde du så allerede det der, jeg ved ikke hvad en dansklærer vil kalde det, sproglige kendemærke som er dit?


Sproget

    VS: Så er vi inde på sproget som medium, eller hvad vi nu skal kalde det.
    DN: Kunne man ikke tale om en bevidst økonomi med de sproglige udtryk helt fra begyndelsen i dine historier? En koncentration? Let tilgængelig, men alligevel komprimeret?
    VS: Det er svært at tale om sin egen stil, som på et tidspunkt har meldt sig spontant. Jeg har jo også i "Sære historier" afprøvet gamle skrivemåder, rigtig nok modificeret ironisk, men alligevel:
    DN: Men er der ikke tale om en lydhørhed over for sprogets mindste detaljer, fx over for klicheer som vi alle bruger, ureflekteret, og som så pludselig får nyt liv når man møder dem hos Villy Sørensen? Er det ikke bevidst?
    VS: Det er ikke nogen bevidst effekt, men det ligger i hele forløbet. Jeg var jo også i opposition og en traditionel sprogbrug, og deraf opstår det sproglige drilleri. Her er H. C. Andersen en oplagt forudsætning. Han er en af de få store forfattere som bruger sproget til at lege med. Det gør de store romanforfattere ikke.
    SÅM: Det er netop ikke et sprog man beslutter sig til at bruge, men snarere noget der ligger i ens natur, eller hvor der nu er. Fx den ironi som vi begge to bruger, den praktiserer vi vist også i vores dagligdag. Ja, nu generaliserer jeg.
    VS: Det tror jeg er rigtigt nok for os begge.
    DN: Nogle gange er det vel også autentisk stof, som så på afstand bliver morsomt. Fx når du fortæller om de to bøger du skrev sammen da du var barn, den episode kan jeg udmærket huske fra " Tilføjelser", der tror dansklæreren jo "det er skide godt fundet på". Eller hos Villy Sørensen hvor du også har fortalt at du direkte genbruger nogle af børns sproglige vendinger, som kan være de rene guldgruber. Det vi opfatter som konstrueret er i virkeligheden helt autentisk?
    VS: Ja, fx skriver jeg i "Soldatens juleaften" om nogle engle der "har nøgne fødder på". Det er en barnereplik jeg har brugt.
    SÅM: For mig tror jeg det handler om et reaktionsmønster, altså min form. Jeg blev opmærksom på det for nylig i Talin, hvor jeg gik rundt i den gamle bydel, selv om jeg var blevet advaret imod vold, røverier osv. Ganske rigtigt møder jeg to skumle fyre som tilsyneladende skal til at indkredse mig, og der var min reaktion at jeg rankede mig op, jeg store nordbo, og begyndte at gå efter dem. Og det var mere end de kunne klare, de luskede forskræmte væk. Så fortalte jeg anekdoten til en kammerat og han sagde: "Det er lige din stil". Og jeg kunne jo godt se hvad han mente, at det var noget jeg også brugte når jeg skrev. Det uventede.
    Der kommer det ofte i dansklæreres mund til at hedde sig at først planlægger man at skrive noget, og så gør man det, men det er faktisk omvendt.
    DN: Du inviterer vel lidt til den dansklæreruvane når du fx lægger lange slægts- eller personoversigter ind i nogle af dine bøger?
    SÅM: Selvfølgelig har jeg en plan, men det er mere i form af nogle knudepunkter eller personkonstellationer, som må udløse et eller andet, som jeg er lige så spændt på som læseren forhåbentlig er det.


"Vente til de vender ryggen til"

    DN: Det er jo ikke tilfældigt at mine historier er så korte som de er, de er næsten alle sammen skrevet ud i et, ellers er de inddelt i afsnit, som fx "Apollons oprør" der er i 48 afsnit og vist nok skrevet på 48 dage.
    Med de længere ting jeg har skrevet har det været et problem at bevare stemningen undervejs. Günter Grass, der har skrevet nogle meget store romaner, sagde engang at han aldrig sluttede dagens arbejde ved et kapitel, men altid begyndte på det næste, så var beredskabet der til næste dag.
    SÅM: Jeg synes nu samtidig det er godt at få noget afsluttet på dage, så arbejder jeg mere aktivt i hovedet på det næste der skal komme. Hvis man standser lige før kulminationen, kan man risikere at man den næste dag kun har stof til en time; så er det fyret af. Men det er klart man får en masse små julelege for med sig selv, for at sikre sig at det kører; og det kan man så ikke alligevel!
    VS: Prøver du også somme tider at skyde det ud?
    SÅM: Ikke når jeg skriver roman, der skal jeg helst køre meget regelmæssigt: hvis der er en afbrydelse på to dage er de allerede meget kritisk for mig. Det er det der med at være inde i stemningen. Er man først ude af den, kræver det meget energi at komme ind i den igen.
    Til gengæld kan det være meget tilfredsstillende for mig, når jeg skriver på et større værk, at det ind imellem i flere dage i træk nærmest kører selv, når jeg først er kommet godt i gang.
    VS: Ja, det oplever man ikke i de mere ræsonnerende genrer jeg ofte har skrevet i.
    DN: Du har sagt noget som også Per Højholt har været inde på: hvis man alt for meget vil skrive noget bestemt, så kan man ikke. Det skal ligesom komme som en tyv natten, bag om ryggen på en. Per Højholt har nogle guddommelige beskrivelser af hvordan han nærmest er på vej ud med høtyven, så griber han pludselig blyanten og skriver løs. Det der kommer på papiret inden bevidstheden når ned og får fat i hånden, det kan han bruge. Kender I det?
    SÅM: Det er rigtigt at der er kolossalt meget man ikke kan presse frem, som skal lokkes frem. Så snart det bliver metode, så lykkes det ikke længere.
    Jeg havde fx flere gange oplevet at ha" tømt skrivebordet og hovedet og sat mig i toget for at læse en god bog, så kom ideerne væltende. Nu sætter jeg mig nærmest klar med papir og blyant, og så kommer der ingenting.
    VS: Jeg har engang brugt udtrykket: "Jeg må lige vente til de vender ryggen til". Der skal ikke være for meget kontrol med.
    Du har et sted en forfatter der hedder Villlads Siger, der simpelthen er blevet for klog. Han har kun skrevet to bøger; det var mens han ikke vidste noget.
    SÅM: Det har jeg da også spekuleret på for dit vedkommende, om det ikke har gjort det sværere for dig at skrive, at du ved for meget.

Fra Dansk Noter 2, 1996
Dansklærerforeningen/FFS
Dansk Noter er tidsskrift for dansklærere i gymnasiet / HF og udgives af dansklærerforeningen / FFS. Det udkommer fire gange om året og rummer en temasektion med videnskabelige, introducerende og pædagoriske artikler, samt faglige og fagpolitisk debat - og biografisk service. (Abonn. hos Dansklærerforeningen, Rathsacksvej 7, 1862 Fredriksberg C, Fax: 33 79 90 01)