Det bedste og det værste

Søren Ulrik Thomsen demonstrer i sin sjette digtsamling, Det værste og det bedste, mesterlig beherskelse af det danske sprog, dets betydningsfelt og lydside.

Af : Neal Ashley Conrad

For Søren Ulrik Thomsen hører det skønne, det mest attråværdige (det bedste) sammen med det grusomme, det væmmelige, det skræmmende (det værste). Som der lægges op til i titlen forløber bogen derfor i to spor, der hver opregner henholdsvis det, der glæder/ fryder/ fornøjer/ opløfter digteren og det, der vækker væmmelse, skræmmer/ nedtrykker eller på anden måde gør ham forstemt. De to spor rummer forskellige andre, som blander sig mellem hinanden. De optræder ikke efter tur, men viser gerne hen til bestemte steder, især i København og omegn, efterfulgt af små privatpersonlige optegnelser, som igen afløses af eksistentielle betragtninger, der igen afløses af en præcis registrering fra kærlighedslivet eller et forsøg på at indkredse det æstetisk attråværdige. Netop Søren Ulrik Thomsens påpegning – og poetiske praktisering - af, at hver af de niveauer, vi lever på, har en midlertidig gyldighed hver for sig, medvirker til at gøre Det værste og det bedste interessant læsning langt ud over Danmarks grænser.

De stadige tematiske skift og afstanden mellem de enkelte strofer, der giver bogen dens åbne karakter, indbyder til mange, forskelligartede læsninger. Den afgørende kvalitet ved bogens digte er den helt personlige tone, der selvom den til tider kan virke lidt privat giver flersidige vidnesbyrd om et temperament og dets forhold til sin (sam)tid, sin baggrund, opvækst, til det poetiske sprog og til det, der henrykker os og tynger os ned, uden at vi kan ændre ved det.

Som noget nyt har Thomsen udvekslet med en anden kunstner; lige så snart bogens 21 digte var skrevet til ende, sendte han bogen til tegneren Ib Spang Olsen, som står for alle bogens stærkt stemingsfulde tegninger. Bogen tager afsæt i digtet ”the worst and the best” af den amerikanske forfatter Charles Bukowski. Baggrunden er, at Thomsen for over tyve år tilbage skrev en parafrase over digtet. Fra tid til anden har han lige siden ville skrive en ny og større version. Den foreligger nu. Men faktum er, at der nu ikke blot findes en ny version, der kan begå sig som et personligt digterværk; Det værste og det bedste går samtidig i dialog med både Bukowskis og andre digteres digte, hvilket i sig selv burde få udenlandske læsere til at frekventere denne digtsamling. Endelig er det vigtigt at bemærke den elegante vekselvirkning mellem en løs, åben form og stringensen i tematikken og stoffet bogen igennem. Bogens enkelte vers er både rytmisk funderede og udstyret med en poetisk kraft og præcision, som er uafrystelig.

Søren Ulrik Thomsens digteriske produktion strækker sig over 20 år fra City Slang i 1981 til den nye digtsuite. I perioden 1981-1996 udsendte Thomsen fem digtsamlinger, en poetik og en bog med eftertanker over skabelsesprocessen, som forelå samlet i kassetten Skriftlige arbejder (2001). Hver af kassettens bøger er udtryk for en digterisk undersøgelse af et helt bestemt, tematisk afgrænset felt. Bøgerne vidner samtidig om en æstetisk stræben efter en særlig form for grusom skønhed, der foreløbig er kulmineret med arabeskdigtsamlingen Det skabtes vaklen (1996). Men med den mere afdæmpede Det værste og det bedste er der skabt gennemtræk og en ny åbning i forfatterskabet.

Neal Ashley Conrad udgav i efteråret 2002 en bog om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab.