En dans på gloser

Af : Søren Ulrik Thomsen

Umiddelbart kunne man jo tro, at en digter, der havde arbejdet tilstrækkeligt længe med sit fag, havde perfektioneret sin håndværksmæssige beherskelse i en sådan grad, at han til enhver tid ville være i stand til at skrive et digt. For eksempel kunne han jo dykke ned i Ordbog over Det Danske Sprogs hav af fantastiske gloser, vælge en håndfuld, og fra formens point of view, bygge sin tekst op over dem, eller ved at imødekomme avisredaktørens bestilling af et digt om et bestemt emne omvendt tage sit udgangspunkt i stoffet. For en dygtig håndværker kan det også sagtens lade sig gøre på denne måde at skrive et digt, der ikke er dårligt, men at et digt ikke er dårligt, er ikke det samme som, at det er godt, for i kunsten er håndværket på én gang det vigtigste og det mindste af det hele.
    Lad mig bruge et billede: Når jeg går i gang med arbejdet på en ny bog, pakker jeg de kirurgiske instrumenter, jeg hidtil har betjent mig af, ud og opdager, at de i mellemtiden er blevet rustne, for de blev til i udvekslingen med et specifikt stof og formår ikke at gribe andet, da form og stof kun bliver til og kvalificeres i æstetisk forstand ved at kvalificere hinanden. Evner man ikke formelt at bringe sig på højde med det nye stof, der nu trænger sig på, er man henvist til de foreliggende instrumenter, men dermed også til at skrive den samme bog som sidst og gå glip af den nye, hvis stof både fordrer og frembringer ny kunnen, nyt værktøj, nye greb. For min skyld kan man godt vende billedet om og sige, at ny kunstnerisk teknik gør det muligt at fange nyt stof; men at et kunstnerisk talent er givet betyder ikke, at kunstneren er givet en apriorisk kunnen, der efter behag kan rettes mod et arbitrært stof, thi denne hans beherskende kunnen beherskes omvendt af stoffets nødvendighed, der på sin side udtømmes i samme nu, den har fundet, opfyldt og fortæret sin form - heraf den uhyrlige tomhedsfølelse man sammen med lystpræmien får udbetalt efter vel gennemført arbejde. Dermed ikke være sagt, at håndværksmæssig erfaring er omsonst; for at blive i billedet kunne vi jo sige, at de nye instrumenter kun kan blive til på baggrund af den viden, man indhentede ved at frembringe de tidligere - som de nye ydermere skylder eksistens, fordi de gamle instrumenter i takt med deres anløbenhed har prduceret en ny ikke-viden, der både nødvendig- og muliggør et nyt værk. Her står vi så ved det paradoks, der markerer en skillevej imellem dét, vi normalt forstår ved håndværk, og så håndværket i kunsten, i hvilken den håndværksmæssige kunnen fortabes i takt med at den indvindes, og omvendt.