Mit lys brænder - omrids af en ny poetik

Af : Søren Ulrik Thomsen

Et digt skal udspille sig i højspændingsfeltet mellem en teori og en sang.
    Men ikke, som så mange digtskrivende semiotikere praktiserer, som en mellemting mellem sang og teori, derimod som dén specifikke sprogpraksis, der udfolder selve forholdet mellem disse. Ved at en enkelt linie, f.eks. skrives som "rent" la-la eller i oplæsningen faktisk synges, eller ved at et digt pludselig og uventet (note 10) kommenterer sig selv, markerer disse temporære udfald af tekstens praksis, dels forskellen mellem den egentlige syngen/teoretiseren og poesien (hvorved denne netop synliggøres som selvstændig form), dels imellem og i forhold til hvilke andre formelle sprogpraksiser poesien bevæger sig, men aldrig synker ind. Peter Laugesens poesi er ved det tydeligste eksempel på en sådan praksis konsekvent gennemført.
    Et digt, der ikke synger, er ikke poetisk, men poetisk tekst, der ikke er bevidst om sig selv som sådan, er ikke et digt. "It don't mean a thing if it ain't got that swing".
    Udspændt mellem for-meget-mening og næsten-ingen-mening bliver digtet til. For meget mening til at det kan udtrykkes, for meget udtryk til at det giver mening. Sat af varigheden kan hverken sang eller teori udskilles af digtet og gå i deres mødre igen eller reducere digtet til en af delene. I det formelt vellykkede digt er det umuligt at afgøre, hvad der er hvad; på en måde er de meningsløse, primært lydligt baserede la-la afsnit de meste betydende, fordi de er så overbesatte, har opskrevet så mange betydninger i sig, at de tenderer mod at sprænge digtets diskurs, mens den poetiske selvkommentering på sin side - skønt den tager sig mest "teoretisk" og meningsfuld ud - er den mest betydningsløse, fordi teoretisk præcisering jo går ud på at tømme de enkelte udtryk så meget som muligt for bibetydninger, så kategorierne til sidst kan balancere på den knivsæg af veldefineret væren-i-sig-selv, der gør det muligt for dem at relatere sig til hinanden i en ny diskurs.
    Da poesien altså indtræffer som selve forholdet mellem meningen og meningsløsheden, mellem teorien og sangen, indebærer dette, at poesien udgør det felt, hvor disses indbyrdes ophør synliggøres. Derfor er poesien netop livsfarlig for såvel sangen som teorien, men samtidig den store udfodring til disse to, hver for sig ene-stående - men i deres indbyrdes krop/sjæl-dualisme lavere-stående - former, der først overskrides i poesiens suveræne metafelt, der hverken lader sig reducere til mening eller meningsløshed ("the rest is the best"). Og heri ligger dens betydning.