Tilværelsens skrøbelighed og sprækker

Af : Neal Ashley Conrad

Søren Ulrik Thomsen (f.1956) er en usædvanlig præcis og konsekvent lyriker, der udsender få, smalle digtsamlinger af høj kvalitet. Han er en af de betydeligste lyrikere fra digtergenerationen, der debuterede og slog igennem i 1980-81. Med fem digtsamlinger, to poetikker og en række gennemreflekterede essays har digteren og ræsonnøren Thomsen opnået en særstatus i nyere dansk poesi.

Undersøgelser af mennesket og metafysikken
Fra debutdigtsamlingen City Slang i 1981 til den seneste Det skabtes vaklen, 15 år efter, har Thomsens digte været kendetegnet af nøgternhed, en varieret sproglig musikalitet og en bestandig trang til at afsøge nye områder. Hver digtsamling er en undersøgelse for sig. City Slang omhandlede forholdet mellem kroppen og døden, jeg"et og storbyen, i Ukendt under den samme måne handlede det om enhedsoplevelser, at ophæve modsætningen mellem jeg og verden. I den tredie digtsamling Nye digte forholdt digtene sig til traditionen i en fokusering på relationen mellem sprog og natur, krop og sjæl, mens den fjerde Hjemfalden på metafysiske betingelser stillede skarpt på menneskets udleverethed til eksistensens vilkår.
    I den nye, femte digtsamling Det skabtes vaklen er det eksistensens skrøbelighed og ustadige rytme og de upåagtede sprækker i den menneskelige tilværelse, som undersøges. Digtene er arabesker. Ordet arabesk stammer fra den arabiske ornamentik med dens slyngede figurer og stiliserede planteformer. I poesien har arabesken at gøre med det uregelmæssige, det uafsluttede og med en rimfri og ustrofisk form. Thomsens arabesker knopskyder og slynger sig vej i form af "skriftkonkyliens bundløse snoning" eller "snoede sneglehuse". Ligesom digteren J.P. Jacobsen gjorde for hundrede år siden, udnytter Thomsen også arabesken som et syntaktisk rytmisk og æstetisk stilelement.
 
Livets arabesk
Digtene i Det skabtes vaklen udtrykker det skabtes usikre modus, livets uberegnelige skævheder, det der ikke går op, de rester, der bliver tilbage og de principielt uløselige og paradoksale mellemregninger, vi står tilbage med, når vi forholder os til, hvad eksistensen egentlig går ud på.
     Søren Ulrik Thomsen har en uforsonlig opfattelse af livet som spaltet, skilt i to halvdele. Derfor kiler digtene sig ind og blotter de upåagtede sprækker i den menneskelige eksistens, hvor tilværelsens løse ender viser sig. Og hvor størrelser som krop, sjæl og ånd ikke længere har samme givne forbindelser med hinanden som tidligere. Digtene holder de adsplittede dele ude fra hinanden, og pendulerer uafbrudt mellem modsatrettede poler - dag og nat, mørke og lys, liv og død, krop og sjæl, sprog og stilhed, skabelse og tilintetgørelse. Rastløsheden i synsmåden opvejes af digtenes vertikalt oprejste form. Digtenes form og bogens indre forløb heler det delte.    
    
Højspændt refleksion
De bedste af Søren Ulrik Thomsens digte er paradoksale højspændingsfelter med flere niveauer i sig på én gang; et eksistentielt, et psykologisk, et biologisk, et filosofisk, et metapoetisk, et æstetisk og nu også et kosmologisk plan. Thomsens foretrukne tankefigur er paradokset, der ofte anvendes på grotesk humoristisk vis. Udgangspunktet er oftest en konkret hverdagsbetragtning, som igangsætter en spørgen eller en vidt forgrenet afsøgning af livsbetingelserne.
     Det har hele tiden for Thomsen drejet sig om at udforske og udforme digtet som et selvstændigt sted for sansning, oplevelse, refleksion og æstetisk erkendelse. Det er store fordringer at stille til poesien, men for Thomsen indebærer det at digte ganske simpelt, at man konstant gør sig skabelsens betingelser klart. Derfor ser han ikke, som mange andre digtere, nogen modsætning mellem at skabe poesi og til stadighed at reflektere over det skabte. Poesi og tænkning er hinandens forudsætninger. Det har resulteret i to poetikker, Mit lys brænder - Omrids af en ny poetik (1985) og En dans på gloser (1996), der primært er eftertanker over en eller flere tilbagelagte digtsamlinger. Thomsen digteriske interesse er primært vedrørt æstetiske spørgsmål, afgrænsningen af digtet som form, digtets evne til at fortolke tilværelsens grundvilkår; "eksistentialerne", som han har kaldt dem. Og endelig den digteriske bestræbelse på at komme på højde med skønheden: "Det eneste, der interesserer mig er skønheden, for kun skønheden kan rumme den grusomhed, vi alene kan acceptere og komme på højde med på æstetikkens niveau." Fremfor alt gælder det om at perfektionere digtets form, så det skaber en skønhed, der er i stand til at huse tilværelsens kaos. Thomsens digteriske bestræbelser er styret af en indre formvilje, der ikke giver op før digtet står fuldstændig afsluttet som en selvstændig enhed i verden.
   
Den absolutte nødvendighed
Det er i sig selv et paradoks, hvordan Søren Ulrik Thomsen på samme tid både kan skabe rytme, kompleksitet og flertydighed og finde den absolutte, endegyldige formulering i digtene. Men det lykkes, hvad enten digtene er hverdagsenkle, patetiske eller er højtsvungne arabesker.
    Søren Ulrik Thomsens digte påminder om værdierne i det glemte og tilbagelagte, som vi gradvist lever os bort fra. De er et påtrængende vidnesbyrd om poesiens absolutte nødvendighed og erkendelsesmæssige betydning. De understreger, i hvor høj grad poesi skabes i en udveksling med tilværelsen.  
 
Neal Ashley Conrad er Cand. art. i Nordisk litteratur, litteraturlærer og anmelder.
Artiklen har tidligere været bragt i Danish Literary Magazine 10, 1996