Bidt af slanger

Søren Kassebeer interviewer Michael Larsen

Af : Søren Kassebeer

[...]

Romanen adskiller sig også fra mine forrige bøger ved at være skrevet i tredje person og ved at have en kvindelig hovedperson, lægen Annika, og så er der jo det særlige, når man skriver om Australien, at man hele tiden skal huske, at alting er vendt på hovedet. Solen står højest, når den står i nord, man rejser mod koldere områder, når man rejser mod syd, bilerne kører i venstre side og så videre...der var virkelig mange beslutninger, der skulle tages, mange nye veje, der skulle gås.« Michael Larsen siger selv, at det er en moderne fristelsesfortælling han har skrevet. En roman, der spiller på myten om Eva og slangen i Paradiset og på den trang til mere viden, som i 1. Mosebog symboliseres af det kundskabens træ, som Adam og Eva æder af med syndefaldet, fordrivelsen fra Edens Have, som uundgåelig konsekvens. Og fordi romanen gør dette, spiller på modsætningen Eva/slangen, var jeg nødt til at bruge en kvindelig hovedperson hvilket jeg i øvrigt havde det rigtig godt med. Grundlæggende er de to køn ikke så forskellige fra hinanden, tror jeg, og mit portræt af Annika er også blevet en slags kærlighedserklæring til det kvindelige som sådan og til denne konkrete romanfigur, som ikke er uden fejl, men som grundlæggende er dybt sympatisk.« At slangen kunne bruges både som konkret størrelse og som en mytologisk figur, der i mere end en forstand rækker helt ind i himlen, var ikke noget Michael Larsen var klar over, da han først begyndte at lege med tanken om at bruge krybet som gennemgående figur i en bog. Men tingene udviklede sig, fortæller han, slangen viste sig at kunne blive bærende symbol i romanen, og igen måtte Michael Larsen tænke sig grundigt om: Det måtte jo for alt i verden ikke blive cementtungt symbolsk, for udgangspunkt var meget enkelt denne helt drengede fascination af de her farlige, krybende skabninger. Derfra til at gøre slangen til symbol er der et langt spring, hvorfor jeg da også endte med at nedtone symbolikken. Jeg gør heller ikke udtrykkeligt opmærksom på koblingen til Eva og slangen, og den rent moralske udgang på historien har jeg også nedtonet meget, selv om jeg var fristet.« At masser af thrillers er af typen, hvor der sker et mord inden for de første 10 sider, hvorefter man som nogenlunde garvet læser kan forudse det meste, er noget, som Michael Larsen er meget bevidst om. Derfor forsøger han i Slangen i Sydney har forsøgt at slå hende ihjel. Og så udvikler historien sig for at ende et sted, hvor det kosmiske ikke længere blot er et filosofisk og religiøst problem, men en meget konkret trussel. Det, der er så vidunderligt ved den moderne thriller som romangenre betragtet, er jo, tilføjer Michael Larsen, at den rummer så utrolig mange muligheder i forhold til den gammeldags krimi. Forfatteren indgår en kontrakt med læserne og siger: Bare rolig, du skal nok blive underholdt, det skal nok blive spændende, det her, men undervejs vil jeg også lige have love til at fortælle dig nogle ting... Det er hårdt arbejde at skrive den form for litteratur, nogle gange næsten sundhedsfarligt krævende. Men det er også utroligt dejligt!« _

Artiklen var trykt i Berlingske Tidende 30.10.97