Den tilsyneladende verden

Af : Thomas Thurah

Forestil Dem, at den amerikanske nyhedsstation CNN på Golfkrigens tredie døgn pludselig afbryder sin billedtransmission af tæt granatild over den irakiske hovedstad og i stedet viser en grådkvalt og dødsens angst Saddam Hussein tigge en amerikansk udsending om nåde. Og forestil Dem, at billederne i samme øjeblik når den irakiske befolkning via amerikanske telesatelitter. Eller forestil Dem, at TV-skærme verden over viser præsidenten for en geskæftig lydstat i spidsen for en dødspatrulje på et blodigt rutinebesøg i en landsby. Og forestil Dem, at en militær stormagt et døgn senere indleder et succesfuldt lynangreb på landet og med et enkelt, velanbragt projektil tager livet af præsidenten, der har søgt tilflugt på et internationalt hotel sammen med tre udenlandske gidsler. Eller forestil Dem, at der i dagene op til næste folketingsvalg indløber et billede på landets avisredaktioner, der viser Poul Nyrup Rasmussen i et prekært tableau med en ledende oppositionspolitiker. Og forestil Dem, så, at det hele er et bedrag, og at De - og for den sags skyld den kritiske presse - ikke har en jordisk chance for at opdage det.
   For vi taler om billedmanipulation, men ikke om saks og klister. Og ikke om moderne billedscannere. Men om avancerede animationssystemer, der formår at skabe billeder af en kunstig verden, som ikke er til at skelne fra den virkelige. Det forudsætter blot tilstrækkelig mange oplysninger om det stykke virkelighed, man øsnker at animere i den kunstige verdens dimensioner. Og så en regnekraft halvtreds gange større en den, de allerkraftigste, eksisterende computere besidder.
   Alt sammen ifølge Michael Larsens roman.
   Det er nemlig den tanke, han mere end leger med i sin gysende spændende historie om journalisten Martin Molbergs forsøg på at nærme sig de virkelige hændelser bag mordet på sin forlovede. Gys og spænding, altså. Og mord. Men mere end det og langt mere end blot en fantasifuld fremskrivning af de muligheder for manipulation, billedmedierne i dag rummer og dagligt udnytter i det små.
 
I al diskretion om Larsens animerede fortælling: På lægeordinerede piller, rigelig spiritus og under dække af sit erhverv indlogerer Molberg sig på et luksushotel i Los Angeles på jagt efter Jack Roth Pascal og en forklaring på sin forlovedes død. Navnet, hotellet, værelse nummer 505 og et fotografi er det eneste, han har at gå ud fra. Foreløbig rækker det til et intimt bekendtskab med en dansk stewardesse, der lejlighedsvist udfylder det tomme sted efter hans elskede Monique. Scenen i København: Lejligheden med Moniques efterladte ting, sære hændelser i ejendommen overfor og anonyme personer, der tilsyneladende interesserer sig for hans færden.
   Og menneskene omkring ham: Vennen og computerfreaken Lindvig. Moniques veninde Marianne. Stella, der hjælper bladets ansatte på research ind i alverdens databaser. Den nervøse psykolog, dr. Phillip, der udfører den samme type tjenester, blot i en anden slags elektronik. En række mere eller mindre betydningsfulde bifigurer. Og et sted langt bagude Molbergs forældre.
   Det er i dette virvar af personer, lagret og skjult viden samt på en række lokaliteter i og uden for København, der efterhånden tegner sig et (næsten) brugbart billede af det, der ligger bag det tilsyneladende. Billedets komponenter er - som det fremgår - traditionelle, men sammenføjningen er yderst behændigt udført, uden klodsede overgange eller fejlanbragte skygger. Mere får De ikke at vide hér.
   Det er forkert at sige, at romanens egentlige kvalitet ligger et andet sted end i denne fremragende konstruktion af skjulte og synlige hændelser, vished og formodninger. Eller at påstå, at bogen kun skrømtvist er en spændingsroman og ude i et vigtigere og mere redeligt ærinde. Det er den nemlig ikke; den er netop al denne spænding, denne famlen sig frem i uklart land, dette bandsatte og selvødelæggende forsøg på at gribe om faste konturer og skaffe sig klarhed. Dens form er kort sagt dens udsagn, og det er forfatterens egentlige præstation.
   På den måde bliver romanens fokus nemlig hele tiden mangfoldigt. Den er rigtignok et stykke mediekritik. Og den mener det skam alvorligt, når den advarer om manipulation ved hjælp af avancerede animationssystemer. Og når den revser kapitalinteresserne, der holder hele den medie- og våbenteknologiske forskning oppe i astronomiske omdrejninger. Men den gennemspiller på samme tid konflikten i et helt livsnært og nutidigt perspektiv, hvori medieteknologiens multiplicerede og mørklagte virkeligheder finder deres sidestykke i basale psykologiske og sociale forhold. I spændingen mellem Martin Molbergs forsøg på at gennemtrænge den ydre manipulation og hans lidt blaserte forhold til sin egen kaotisk møblerede og kemikalieomtågede bevidsthed. Og i spændingen mellem hans krav om sandfærdige billeder, om en redelighed i den omverdensbeskrivende profession og om klare paramtre for skyld og uskyld og til den anden side hans dybe uvilje mod at kende den egentlige sandhed om Monique og sit eget forhold til hende.
   Heri, i dette dobbelte forhold til den rationelle kløgt og i den dybe fascination af overgangen mellem streng fornuft og dæmonisereret rationalitet, ligner Michael Larsens Martin Molberg en anden dansk romanperson - Peter Høegs frk. Smilla. Også genre- og til dels handlingsmæssigt ligger de to romaner forresten tæt på hinanden, uden at den ene af den grund er mere original end den anden. Skulle man endelig indvende noget, så kunne det være, at denne faretruende og dynamiserende dobbelthed så at sige stoppper ved hovedfigurerne og de nærmest omkringstående. Og hverken hos Peter Høeg eller hos Michael Larsen omfatter handlingens tematiske hovedskikkelser, skurkene. De - videnskabsmændene hos Peter Høeg og højteknologiforskerne hos Michael Larsen - fremstår alle i altforklaret ondskab og derfor uden den skræk og rædsel, som et vist mål menneskelighed ville have forlenet dem med. Hvis de forstår?
   På den anden side er den lidt stereotype karaktertegning en uadskillelig del af hele romanens virtuelle og stærkt slørede setting. Vi er og forbliver i det tilsyneladende, selv når Martin Molberg kommer sandheden nærmest. Clichéen af en psykoanalytiker, dr. Phillip, comicudgaven af en femme fatale, den erotiske stewardesse, Molbergs skyggeagtige forældre og - sandelig mr. Nicholson ved poolen i Los Angeles; alle er de rekvisitter i den teaterverden, Michael Larsen lader sin hovedperson famle rundt i.
   Det er en grotesk, uhyggelig og uafrystelig verden. Og det er ikke mindst det sidste, der er Michael Larsens pointe; læs den, hvis De tør.
 
Anmeldelsen er fra Berlingske Tidende d. 25. marts 1994