Peer Hultbergs tale i anledning af Nordisk Råds Pris 1993

Af : Peer Hultbergs

Takketale ved tildeling af Nordisk Råds Litteraturpris

Efter at jeg havde modtaget meddelelsen om at man havde tildelt mig Nordisk Råds Litteraturpris i år kom det til at stå mig klart hvor væsentligt det var for mig at gøre mig nogle tanker om mig selv og mit forhold til Norden. Denne formulering kan måske lyde lidt besynderlig, men som nogle af Dem måske ved, bor jeg fast uden for Nordens grænser, og netop i denne anledning er det gået op for mig at jeg alt i alt har boet 31 af mine 57 år, altså langt det meste af mit voksne liv, og mere end halvdelen af min alder rent numerisk betragtet, uden for Danmark og uden for Norden.
Ikke desto mindre føler jeg mig som dansker. Det er længe siden at jeg traf det faste og - for en forfatter der overhovedet har mulighed for at træffe dette valg - vigtige beslutning, at det sprog der er mit modersmål også skulle være det sprog jeg benyttede som kunstnerisk udtryksmiddel.
På den anden side, samtidig med at jeg føler mig som dansker, føler jeg mig også som europæer. Men, kan man så spørge, står disse to begreber, dansker og europæer, overhovedet i nogen modsætning til hinanden? Er den polaritet der af til postuleres ikke at betragte som kunstig og som et rent generelt resultat af de sidste årtiers verdensomspændende neo-nationalisme for ikke at sige neo-chauvinisme, der måske så atter igen er et resultat af det moderne menneskes vanskeligheder ved at overskue store politiske helheder, og hermed også angsten for dem. Som vi alle ved er det for enkeltindivider i dag næsten umuligt at danne sig et overblik over en større politisk situation. Verden er blevet for kompliceret og dermed er verden også blevet fragtmenteret, vi kan kun opfatte den i brudstykker. Helheden overlader vi til specialisten. Det er ham, der er kendemærket for vor tid, hvor polyhistoren måske var tidligere tiders ideal. Men er den helhedsskuende specialist ikke netop en contradictio in adjecto? Sidder vi ikke alle til syvende og sidst tilbage med en fragmenteret verdens- og livsopfattelse?

Men samtidig med at være dansker og at være europæer er jeg også forfatter. Og det er i den egenskab at jeg står her i aften.
At være forfatter indebærer to ting. Det er først og fremmest at være kunstner, og jeg betragter mig i allerhøjeste grad som kunstner. Men samtidig er en forfatter også den kunstner der benytter ordet som sit udtryksmiddel. Og hermed opstår det dilemma der har været forfatterens, eller som forfatteren har gjort til sit, i hvert fald siden det attende århundrede og oplysningstiden - at ordet, i langt højere grad end farver, end toner, end stenblok, gips, metal aldrig er neutralt. Ordet er meningsbærende. Meningsløse ord kædet sammen i en meningsløs række har måske interesse som ord-eller lydmaleri, men interessen fordufter i almindelighed særdeles hurtigt, som regel allerførst hos ordmaleren selv. Og ordets mening kan udnyttes på så mange forskellige måder.
Ord kan udbyttes. Og ordet kan kompromitteres. Selv af den forfatter der opfatter det som sit helligste udtryksmiddel.
Traditionen med at forfatteren samtidig med at han arbejder kunstnerisk med sine værker også tager del i den offentlige debat er gammel i vor kultur. Spontant kommer Voltaire måske først i tankerne, men rækken af ædle personligheder er lang, og selv om den måske ikke direkte skulle kulminere her i Norge - hører navnet Ibsen dog til de fornemste. Og mange forfattere har fundet det som deres opgave umiddelbart at videreføre denne tradition. Ikke alene her i Norden. Skønt det måske er et typisk træk ved kulturlivet i nogle af de nordiske lande.

Men samtidig er denne tradition efterhånden også blevet spændt til sit yderste. Og det ikke alene i et samfund hvor det er, eller har været, forfatterens stiltiende og bindende forpligtelse, for overhovedet at kunne eksistere som forfatter, at bruge sin kunst til at tjene enten en såkaldt offentlig mening eller direkte et statsapparat.
Det har medført, at der i vore dage tales meget og meget højlydt om de intellektuelles fallit. Vi ved det. Vi kender dem. Vi har hørt om de intellektuelle der fik tilbudt grupperejser til til tredivernes Sovjetunion og kom tilbage med begejstret, glødende rapporter om det nye Jerusalem. Vi har læst om Simone de Beauvoir der skrev Le DeuxiFme Sexe samtidig med at hun på ligefrem masochistisk vis skaffede unge elskerinder til Sartre. Mistroen til forfatteren som selvbestaltet samfundsrevser og samfundsspecialist kan synes berettiget. Alt for ofte begiver han sig ud på områder der i allerhøjeste grad overstiger hans kompetence og hans ekspertise. Han bruger sit kunstneriske medium som hjertevarm, som glødende publicist snarere end som kunstner. Til syvende og sidst er han dog som regel den begavede professionelle journalist dybt underlegen.
Men samtidig med at denne såkaldt engagerede forfatter vækker stadig stærkere mistro, kan da, på den anden side, den forfatter der primært opfatter sig som kunstner, kan han da undgå at udsætte sig for den gamle og grumme anklage, at producere kunst for kunstens egen skyld?
Skal l"art pour l"art i vor europæiske kultur for evigt og uforsonligt stå i modsætning til Zolas J"accuse?

Findes der ikke en mellemvej? En tredje løsning?
Det mener jeg der gør. Ellers ville jeg ikke stå her. Jeg ville være hørt op med at skrive. Og jeg oplevede iøvrigt denne konflikt på egen hud. Det var grunden til den lange pause jeg havde i mit forfatterskab.
Det forekommer mig at forfatterens opgave i vore dage, både som kunstner og som menneske, er at vende blikket mod det område hvor han er den sande ekspert - menneskets væsen. Og det betyder ingenlunde at han blot skriver litteratur for litteraturens egen skyld, eller at han murer sig navlebeskuende inde i et elfenbenstårn. Det "gnosi se auton" der stod over Apollontemplet i Delphi betyder ikke, at vejen kun fører indad, sluttelig fører den også udad igen. Hvor mange af de problemer vi i dag står overfor, er ikke et resultat af manglende selverkendelse og selvindsigt, og det gælder ikke blot problemer af personlig natur; hvor mange af de fjendebilleder der opstilles, også på internationalt plan, har ikke deres udspring i en egen indre fjende som ikke erkendes, og derfor må bekæmpes i det ydre.
Jeg bliver ofte om ikke direkte beskyldt for at være pessimist, så dog anset for at være sortseer. Jeg har altid haft meget svært ved at acceptere dette synspunkt. Jeg finder i langt højere grad at min opgave, at litteraturens og forfatterens opgave er at bestræbe sig på, så vidt det er muligt, illusionsløst at betragte og at skildre mennesket. Men det er ikke i sig selv ensbetydende med at være misantrop. Skønt det måske kan forekomme at være det for dem, der gerne vil opretholde deres illusioner; og skønt det tyvende århundredes Europa og hele den globale udvikling i det tyvende århundrede jo ikke just har givet os nogen som helst grund til at betragte den species, der - lidt misvisende kan det til tider synes - er blevet kaldt homo sapiens med alt for stor optimisme.

Men alligevel er det måske muligt hvis man har mod nok til det vovestykke at afdække illusionerne, da trods alt at nå ind til noget der kunne give et glimt af hvad man må betegne som menneskelig værdighed. Muligvis vil dette glimt vise sig at være den ganske lille kærlighedshandling der i det ganske små viser at et menneske har fået øjet op for et medmenneske, virkelig ser det, netop som menneske og som medmenneske, som næste, at et menneske respekterer et andet menneske og derved også vinder respekt for sig selv som menneske. Måske det er dette lille glimt der sluttelig gør livet muligt at leve. Du skal respektere din næste som dig selv. Men omvendt gælder det også, at mennesket ved at elske sin næste, ved at respektere sin næste i ordets videste betydning, muligvis vil være i stand til at genvinde hvad menneskeheden i det tyvende århundrede så sørgeligt synes at have tabt - selvrespekten og menneskets værdighed.
BR>Talen har tidligere været bragt i Weekendavisen, d,12.3.1993.