Om byen og verden

Af : Henk van der Liet

I 1993 modtog Peer Hultberg Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman Byen og verden, en international roman om livet i en provinsby.

Peer Hultberg (f. 1935) er uden tvivl en af de senere års mest originale og spændende danske forfattere. Han debuterede i 1966 med romanen Mytologisk landskab med Daphnes forvandling og udgav to år senere den eksperimenterende roman Desmond! Derefter forholdt Peer Hultberg sig tavs i næsten tyve år. Men tavsheden fik en brat ende i 1985 med udgivelsen af romanen Requiem. På trods af bogens monumentale omfang, omkring 600 sider, og dens utraditionelle form og indhold blev den både en anmelder- og en publikumssucces. Requiem anses nu for at være en af firsernes vigtigste romaner.

På trods af den kendsgerning at det i almindelighed ikke er let for en forfatter at indfri forventningerne, er det lykkedes for Hultberg den ene gang efter den anden. Requiem blev efterfulgt af Slagne veje (1988), Præludier (1990) og Byen og verden (1992). I 1995 blev hans seneste roman Kronologi udgivet. Karakteristisk for alle Hultbergs fem seneste romaner er den fragmentariske konstruktion og vanskeligheden ved at referere dem. Bøgerne har hverken handling, hovedperson eller kontekst i ordets sædvanlige betydning og består faktisk af en serie indbyrdes forholdsvis uafhængige tekstfragmenter eller noveller. Byen og verden - som har undertitlen Roman i hundrede tekster - består af hundrede nummererede kapitler, der hver især fortæller en viborgensers kortfattede livshistorie. Selve stedet er ikke egentlig vigtigt for bogens indhold, men er snarere en formel ramme om historierne, der lige så godt kunne være foregået andetsteds. Viborg skal derfor opfattes som den fysiske ramme for en kollektiv "vi-følelse", som også implicit definerer en anonym ydre verden. Viborg er ikke så meget et konkret sted i Nordjylland som et "vi-fæstningsanlæg".
Byen og verden er stilmæssigt karakteristisk ved en sætningskonstruktion, der ligger tæt op ad talesproget: Teksten med dens lange sætninger, der støder ind i hinanden, og dens digressioner er stilistisk særdeles raffineret, idet den tilsyneladende er en quasi-mundtlig beretning. Hvert kapitel er en monolog om en persons eller families skæbne. Teksterne i Byen og verden bærer ofte tydeligt præg af "stemmen" der fortæller dem. Alle fragmenterne refererer til mennesker, der kunne have levet i Viborg i dette århundrede, og således dækker romanen en periode, der rent bogstaveligt kan beskrives som "levende erindring". Men den menneskelige hukommelse er langtfra nogen pålidelig historisk kilde, og dette bliver så meget tydeligere, fordi historierne overlapper hinanden, og tidligere beskrevne hændelser bliver set i et anderledes perspektiv.

I Byen og verden vender Hultberg tilbage til sin ungdoms by, men det er så langt fra en "følsom rejse". Som han allerede demonstrerede i Præludier, er ungdommen først og fremmest en tid hvor man gennem sine fejltagelser lærer om voksenlivets komplicerede regler, der altid styres af tid og sted. Som voksen opdager man, at denne ofte smertefulde læreproces aldrig bliver overstået. En af de vigtigste sanktioner, der anvendes i det sociale samspil mellem grupper af individer, er isolationen: Udelukkelse af individet fra det sociale liv. De der ikke indordner sig, bliver ofte udelukket af fællesskabet uden at det bliver nævnt, de bærer deres skæbne med resignation, bliver knust af den eller søger tilflugt andetsteds. På denne måde er byen Viborg ikke andet end et symbol, et kollektivt rum som er afgrænset og holdes ved lige af en usynlig kraft af normer og værdier. Hver eneste historie i Byen og verden tilføjer en ny facet til dette tætte og fintmærkende net af sagte og usagte adfærdsregler.

Hultberg viser os, hvor uforanderlig middelklassens moral er. Den overleveres fra generation til generation. Dens væsentligste bestanddel er frygten for at være anderledes, for at blive lukket ude, skammen over at være byens samtaleemne og at være genstand for sladder og fordomme der kan blive så vedholdende og ukontrollabel. Det Viborg fra begyndelsen af århundredet, som historierne foregår i, er stadig under fuldstændig kontrol af de gamle værdier, der baseres på rang og stilling. Men skønt patriarkatets, kirkens og "samfundets" magt måske er mindre tydelig end før i tiden, bliver det gennem de liv, der skildres, hurtigt klart at den på ingen måde er brudt.
   Som resultat heraf vrimler Byen og verden med mennesker, der hvis ikke de er fuldstændig knust af sociale normer og uskrevne regler, så dog på en eller anden måde sidder fast i dem. Læseren bliver placeret som voyeur og lytter med bag fortællerens ryg til alskens sladder, der som regel slutter med en moraliserende bemærkning. Denne måde at forholde sig på minder om en slags primitiv litterær funktion: Den mundtlige overlevering af ofte dramatiske begivenheder fra personernes liv, som derved kommer til at tjene til skræk og advarsel.

De hundrede livshistorier, som Hultberg i Byen og verden gengiver "neutralt" og videregiver til læserne, har hver især et mere eller mindre skjult motiv til fælles, nemlig de længsler og bekymringer, der næres af indbyggerne i byen Viborg, som på overfladen virker så fredelig, men som blotlægges fuldstændig, når man læser mellem linjerne. Prøvestenen i alt dette forbliver konventionens uskrevne love, der er allestedsnærværende, men sjældent formuleres i ord. I Byen og verden konfronteres man med dem, der bevarer de uskrevne sociale konventioner såvel som ofrene for dem, og de er ofte en og samme person.
   Requiem og Præludier gav læseren indsigt i fortællernes bevidsthed, men i Byen og verden er det i højere grad et spørgsmål om en kollektiv bevidsthed, som er meget vanskeligere at sætte på en fællesnævner. I Byen og verden er perspektivet drejet 180 grader: Interessen for personernes følelser i de tidligere bøger har banet vejen for den sociale gruppes psykologi. Forfatteren leverer snarere brikker til et puslespil - eller en form for "musikalsk arrangement", der skal bringes til live af læseren.
   I Byen og verden demonstrerer Hultberg endnu engang sin mesterlige sans for sprog og form. Den konversationsagtige diskurs, som man kan kalde hans særkende, drives til det yderste for at læseren skal få tillid til ham og til disse eksistensers lukkede verdener, der alle på den ene eller den anden måde er forvredne og afsporede.

Henk van der Liet er oversætter og litterat.

Artiklen har tidligere været bragt i Scandinavian Newsletter 7