Marianne Ping Huang om Ifølge loven

Hvordan noget romanagtigt foldes ud af beretningen om nøgternhed og tilfælde i Solvej Balles Ifølge loven

Af : Marianne Ping Huang

Ifølge loven drejer sig om balance og vægtning. Den lov, som eftersøges i såvel den enkelte beretning som i beretningernes samlede fortælleprojekt, er imidlertid ukendt. Det vil sige, at balance og afvejning ikke tilstræbes af hensyn til den axiomatiske og nøjagtige formulering af en lovtekst, nøjagtigheden er derimod en forudsætning for overhovedet at nærme sig loven, den er metodisk, grundlag i en undersøgelse.

Betragter man de fire beretninger hver for sig, undersøges relativt forskellige forhold omkring det menneskelige: I §1, et biokemisk stof, phylodoxa-tri-phosphat, som gør det muligt for mennesket som en vertikal, leddet struktur at holde sig i oprejst bevægelse over længere strækninger. I §2 undersøges smerten og lidelsen som specifikt menneskelige faktorer, der virker modsat phylodoxa-tri-phosphat ved at ramme menneskets evne til at holde sig oprejst og få det til at styrte sammen. Muligheden for at nedskrive menneskets handlingsfrekvens til noget nær et matematisk nulpunkt, hvilket ville garantere et minimum af smerte og lidelse undersøges i §3, og i §4 undersøges en metode til at føre mennesket ukompliceret og udramatisk fra liv og bevægelse til timgsverdenens ubevægelige og optimale balance.

Der er altså tematiske forbindelser mellem de individuelle projekter og isolerede faktorer i de fire beretninger. Imidlertid udfoldes beretningerne mindre i forhold til disse forbindelser (som næsten kan beskrives som reaktioner mellem ellers adskilte stoffer) end de udfoldes inden for en kompleks orden af intertererende love. Mens nemlig den overgribende fortælleroptik selv etablerer en undersøgelse, som især retter sig mod kortlægningen af legemer i bevægelse slår en "tone" igennem dette overordnede projekt ved at lade "noget", som ikke indgår i nogen undersøgelse, interferere og dynamisere beretningerne: uforudsete love og hændelser på en række niveauer, som i deres manifestationer ligner rene koincidenser og som får tilfældets pludselige, næsten epifaniske karakter. Registreringen af det epifaniske må på den anden side tilskrives en menneskelig sensibilitet eller æstesi, der er en yderst virksom bi-effekt af monomaniens koncentration eller idiosynkrasi.

Mens grundplanen for såvel den enkelte beretning som det samlede fortælleprojekt er en ekaskt isolation og kortlægning af en kraft i det menneskelige, synes netop eksaktheden og ikke mindst koncentrationen om den at udvikle excesser og uforudsete bi-omstændigheder, som peger på en kompleks organisering uden for det individuelle og monomane. Koincidenserne i de fire beretninger og det samlede fortælleprojekt i Ifølge loven skal ikke med nødvendighed betragtes som en kritisk kommentar til eller en lignelse over en reduktiv rationalitets tilbageslag på sig selv. Der kan også være tale om lykkelige tilvækster i bevægelsesenergi og -mønstre og lykken bestemmes da mindre ud fra det enkelte individ og hvorvidt dette individ lykkes end ud fra et substrat af "lykkelighed" som optimeret energi.

Den narrative enhed i Ifølge loven er beretningen, som er en kort, sagligt-nøgtern og følgerigtig fremstilling af et hændelsesforløb, uden udsmykkende figurer og fortolkende reflektioner, altså en følge af udsagn, som udgør en fortælling. Solvej Balle beskriver i et interview det episke eller fortællende i sine beretninger i Ifølge loven således:
Selv en skrøne er episk. En ultrakort historie er episk. Epikken defineres ikke nødvendigvis af en sammenhæng, som f.eks. en psykologisk udvikling, kun af hændelser, der er indbyrdes forbundet med hinanden.

Og hun fortsætter:

[...] i Ifølge loven er der en bestemt sammenhæng eller betydning, om man vil: Projektets sammenhæng. Det er personernes projekt, der dikterer deres handlinger, det er deres indre drift efter indløsningen af projektet, der kaster dem rundt.

Centralt i beretningen står altså det individuelle projekt, eller rettere projektets udfoldelse som udtryk for et menneskeligt selvbevægelsesprincip: en søgen. Det store greb i Ifølge loven er både at indlejre den monomane stræben i beretningens nøjagtige form og at forbinde den med en organisering, som giver den indsigtens karakter.
Beretningen hos Solvej Balle er ikke faktuel som f.eks. genren "rejse-beretning"; præcisionen er først og fremmest at finde i prosastilens og prosakompositionens nøgternhed og knaphed, der nærmer sig en udtoning af det fortællende, hvis man derved forstår et handlingsforløb i dynamisk og dramatisk udvikling. Prosarytmen i Ifølge loven er eksakt, kort og over lange sekvenser ensartet, sine steder blot byggende på konservative hovedsætninger. Der er altså tale om en sideordnende prosa, som udsiger registrerende og ukommenterende.

Artiklen er bragt i Perspektiver på nyere dansk litteratur, Forlaget Spring 1997