Kunsten at skumme fløden af en depression

Om Hundehoved

Af : Michael Jannerup Andersen

Det er nødvendigt at se bagud i slægtshistorien for at forstå sig selv bedre. Det mener forfatteren Morten Ramsland, der selv har to versioner af sin families historie. Den farverige, fiktive udgave kan man læse om i hans nye og meget anmelderroste roman Hundehoved.

»Jeg fik en depression, hvilket var en af de bedste gaver, jeg har fået i mit liv ...« kommer det pludselig fra Morten Ramsland, mens vi sidder og snakker om hans nye roman Hundehoved.

Depressionen er langt væk i øjeblikket, hvor forfatteren kan bade sig i overstrømmende positive avisanmeldelser. Han er alene hjemme i lejligheden i Braband vest for Århus. Sammen med familien bor han i øjeblikket i kolonihavehus, mens lejligheden fungerer som stimulerende arbejdsrum nogle timer hver dag. Arbejdsværelset er fyldt med bøger, skitser og farver, mens der i stuen hænger malerier over det hele:
»I øjeblikket maler jeg. I den sidste redigeringsfase med Hundehoved og efter at vi fik vores søn Hjalte for seks måneder siden, har det været lettere at male end at skrive. Malerierne er lidt ligesom digte, nemmere at gå til og fra.«

Morten Ramsland debuterede tilbage i 1993 med digtsamlingen Når fuglene driver bort, senere kom romanen Akaciedrømme i 1998. Malerierne skal sammen med fem døgnvagter om måneden som handicapmedhjælper, være med til at sikre ham økonomisk frihed til at skrive endnu mere. Anmelderne er da heller ikke i tvivl om, at de gerne ser flere romaner fra Ramslands kreative hånd. Forfatteren er i én avis blevet udråbt som Sandemoses arvtager, og her i avisen sammenlignes han med den store amerikanske fortæller John Irving.

Slægtshistorien som baggrund
Hundehoved er en slagfærdig slægtskrønike, der skræver over fire generationers groteske og absurde oplevelser, fra bedstefaderens kubistiske malerkunst og smuglervirksomhed i det besatte Norge, til faderen med tilnavnet flapøre, der bliver født i et lokum. Det er samtidig en roman, der henter sit fortæller-drive fra den slags kollektive historier enhver familie gemmer på. Historier som udgør det »kit«, som holder familier sammen:
»Der er en kerne af biografisk rigtighed i Hundehoved, specielt de ældste historier. fortællingen, der sætter romanen i gang om bedstefaderen Askild, der bliver fanget af tyskerne og kommer i koncentrationslejr, er inspireret af min farfars egen historie. Han blev også sendt i tysk koncentrationslejr, og han smuglede også sprut ligesom Askild i romanen... det er jo en af den slags historier, vi ikke ligefrem har gået og pralet med i min familie. Det har altid været lidt dunkelt, hvad det egentlig var, han gik og lavede.«

Men man skal ikke læse romanen som en sand beretning om hans familiehistorie:
»Jeg bruger kun det biografiske til at berige min fantasi, og så digte videre derfra. Et almindeligt liv er ikke særlig tit en god fortælling. Når man laver sin egen livshistorie for at give sit liv mening, så bliver man jo også ofte nødt til at skære og lave lidt om på virkeligheden... og det har jeg også gjort med min roman. Faktisk er grænserne mellem fiktionen og det biografiske i romanen blevet så mudrede, at jeg selv kan blive i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad jeg har fundet på.«

Erindringens mudder
Erindringens mudderpøl har ifølge forfatteren også sænket sig som en effektiv sløremekanisme i hans egen families kollektive slægtskatalog:
»Undervejs i skriveprocessen interviewede jeg min farmor, og der oplevede jeg, at mange af de historier, der er blevet fortalt igen og igen i vores familie, ikke helt stemmer overens med sandheden. Eksempelvis historien om min oldefar som var skibsredder og gik konkurs. Jeg synes, jeg har fået fortalt i min barndom, at den store norske skibsreder fra Bergen med sin fine familie mistede hele sin formue, fordi tyskerne under Anden Verdenskrig sænkede alle hans skibe. Men da jeg fik snakket ordentligt med min farmor, så viste det sig, at han var gået konkurs allerede i 30rne.«

Ramsland holder sig i Hundehoved selvfølgelig til den farverige officielle version:

Nøglen til forståelse
»Jeg tror, at de historier, der har potentiale til at udvikle sig, er dem, der har en tendens til at leve videre«.
Hvorfor er det nødvendigt at se bagud?
»Jeg er meget interesseret i, hvordan den psykologiske påvirkning mellem generationerne er – hvordan det her vraggods, der flyder rundt mellem generationer, ikke bare bliver givet videre med møder, trods og modstand, og hvordan det enkelte menneskeliv er kædet ind i slægtens historie. Når man skal undersøge sit eget udgangspunkt, så er det nødvendigt at kigge tilbage og ikke kun på sine forældre, men længere tilbage for at forstå dem rigtigt. Hvis ikke man gør det, mangler man ofte nøglen til at forstå sine forældre, og så kommer man let til at fordømme dem«.

Er slægtsromanen ikke en gammeldags måde at fortælle historier på?
»Nej, jeg synes ikke, at det er specielt gammeldags. Det, som jeg gør, er jo ikke et eller andet pontoppidansk forsøg på at dissekere et liv, hvor jeg forsøger at forklare, hvorfor fortælleren er blevet på den og den måde. Jeg synes i høj grad, at hver enkelt af mine personer i romanen gør noget uforudseligt, der er en anarkist gemt i dem alle, de trodser den skæbne, de er underlagt...og på den måde gør det vel nærmest romanen moderne.«

Depressionen
Familiehistorierne, som satte ham i gang med Hundehoved, har han brugt før. I forbindelse med udgivelsen af Akaciedrømme fik han en depression, der med skiftende intensitet varede i over to år. En del af terapien var at skrive sig igennem sin families historie:
»Det var ren selvterapi, jeg beskrev min egen barndom, som jeg huskede den og havde absolut ingen kunstneriske ambitioner overhovedet. Depressionen er samtidig en af de største gaver, jeg har fået, fordi det gav mig en helt ny forståelse af mig selv. Bagefter fik jeg så lyst til at bruge de her historier på en helt anden måde. Men at skrive Hundehoved har bestemt ikke været en del af terapien, det har mere været en overskudsoplevelse – nærmest som at skumme fløden bagefter.«
Ramsland har nu to meget forskellige udgaver af sin familiehistorie. Den kulørte udgave kan man læse i Hundehoved, mens den anden ligger inde i en skuffe i hans arbejdsværelse, hvor ingen får lov til at se den: »Men den udgave er heller ikke interessant for andre end mig selv.« siger han.