Borges møder Kafka på en munter dag

Af : Lilian Munk Rösing

…Peter Adolphsen må siges at slibe sine tekster til stilistisk perfektion. Novellerne i Små historier 2 er virkelig små; de fleste af dem knap en halv side. Ofte er de vævet over novellens typiske syntaks: “x skulle netop til at..., da pludselig...”. Men novellen bliver altså ikke længere end en halv side; den er trukket sammen til stilistisk koncentrat.

Som i novellen, og som hos Kafka, ændrer situationen eller perspektivet sig overraskende, og vi må forsøge at begribe verden på en ny måde. Således er flere af teksterne skrevet fra en anden tid eller et andet rum end vores vante. Vi hører eksempelvis om “den langsomme kæmpe”, der “netop nu” er ved at tage et skridt henover Sverige: “den ser gletscherne glide sindigt af sted, træerne sprøjter op som små fontæner og årstiderne oplever den som en umærkelig sitren.”

Adolphsen er legens mester; han leger med fiktion og fakta, så man kommer til at tænke på Borges, og han leger med ordene, så man må tænke på den særlige danske tradition for børnerim og vrøvlevers (med Halfdan Rasmussen som ypperste repræsentant). Borges må man tænke på, når Adolphsen minutiøst og pseudovidenskabeligt beretter om det uddøde hallucinogen “Shams Al-Mukhraiti” (som han gerne vil omdøbe til “Tympobogon Fingiatus Adolphsenii”). Og barnets ordleg melder sig, når Adolphsen bytter rundt på bogstaverne, som i “Pilk fra en mlifnoitca” (læs bagfra!) eller i den virkelig morsomme “Marie, Jud og Gulemanden”, som da også bærer undertitlen “En børnehistorie”.

I en kombination af løssluppen ordleg og stram, elegant syntaks bygger Adolphsens tekster altid op til en prægnant pointe. Beherskelsen af syntaks og genre er suveræn og drives op i højdepunkter af sand komik.

Denne artikel er et uddrag af en længere artikel fra Danish Literary Magazine nr. 18 / 2000