Et hul i sproget

Af : Erik Skyum-Nielsen

Peter Adolphsen (f. 1972) tilstræber maksimal reduktion. Hans fine debut med Små historier (Samlerens forlag) vakte berettiget opsigt, fordi han helt enkelt kan en hel masse sprogligt og kunstnerisk set. Man finder imellem hans 30 prosastykker tekster, der ligner myten og parablen, andre har karakter af essay, atter andre låner sprog fra semi-litterære former såsom dagbogen og den videnskabelige afhandling. Mest interessant er måske de knappe filosofiske tekster, hvor Peter Adolphsen leger med tanken om en natur, der er ophørt med at følge fysikkens sædvanlige love. En af hans historier skildrer således en by af papir, en anden undersøger de mulige følger af den tanke, at jorden en skønne dag kan forlade sin bane og tumle forvirret omkring i solsystemet.

Bag en sådan vision ligger utvivlsomt erkendelsen af, at sprog og virkelighed er holdt op med at opføre sig ligesom i de gode gamle dage. Forholdet mellem helhed og del synes byttet om, således at det lokale kan synes større end det globale, og selve repræsentationens logik, kan forekomme ophævet, således at et givet spor i sproget, realismens f.eks., ikke på forhånd kan tilskrives større sandhedsværdi end andre. Verden er blevet mangetydig, der synes at være opstået et irreparabelt hul i sproget. Frem for nostalgisk at lappe på denne nye erkendelsens tilstand tager en digter som Peter Adolphsen fuld kunstnerisk konsekvens af den.

Denne artikel blev bragt i Danish Literary Magazine no. 11, 1997.