Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links

Rapport fra Smørhullet

Af : Steffen Larsen

Hvis Søren Jessen havde været en bil, så var det nok sådan en spraglet bus, der kører rundt med indere og indianere udenpå og indeni. Flot og forbløffende driftsikker. Den kommer de vildeste steder. I Søren Jessens bus er der mange forskellige siddepladser.

Nu er Søren Jessen ikke en bus, men han er en slags omnibus. Der er ikke det, han ikke prøver (og gør). Og han er med i en trend, hvor det er blevet mere almindeligt, at tegnere også skriver. Det modsatte sker ikke så ofte.

Tegnere, der er 'gået over', omfatter bl.a. Hanne Kvist og Dorte Karrebæk. Men dé er ikke ude i Søren Jessens spraglede ærinde, der nok handler om at favne det meste. Oprindeligt er han tegner. Han kan tegne i alle stilarter fra Disney til det dybt surrealistiske. Så har Søren Jessen skrevet flere alvorlige bøger for større børn - og endnu flere i den sjove, grinebider genre.

Den store månefest er en sød lille fortælling fra galakserne. Helt ude, der hvor det blinker, finder forfatteren en planet, hvor de hygger sig. Det er en sær flok, der bor i landsbyen Smørhullet i dalen af samme navn. Der er snabelgrisen Nøffe, han samler på slips, og så er der en ballerina, der går på tåspidserne, og familien Raffeberg og Tossetøsen i tårnet, der er klog som Georg Gearløs.

Til slut fejrer man månefesten. Her er det tilladt at klæde sig ud. Nøffe fantaserer sig til et væsen med bleg hud og fem fingre og en meget lille snabel. Måske findes der sådan nogle et sted i universet?

Det er en tone af medvideri, som gør den sjove historie til andet end skæg. Du og jeg læser! Det er samme teknik, islandske Thorvaldor Thorsteinsson bruger i sine venlige og stærkt poetiske bøger om Flyve-Finn. Søren Jessen er ikke så blid. Der er for mange farver og (heste)kræfter, der skal ud, så visionen skygger i nogen grad for indholdet.

Men han er flot kørende! Og har til Den store månefest med største selvfølgelighed strøet en række syrlige hyggetegninger - i farver.


Denne artikel blev første gang bragt i Politiken den 12. oktober 2002.

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00