Uddrag af interviewet ”Jeg forsøger at leve mit liv som en metafor”

Det fantastiske ved skriften er, at man via den kan kalde på den store erindring, siger Nicolaj Stochholm, som er aktuel med kritikerroste 'Femogtyve digte og en drøm'.

Af : Karen Syberg

Den store erindring
»Poesien er en strøm i min erindring, det er gennem skriften, at jeg husker; at jeg ser; at den store erindring indfinder sig.«

Mener du med store erindring noget overpersonligt?
»Jae ... og også noget fremmed, noget, der bryder ind i éns lille liv.«

Men det har erindringskarakter?
»Det fantastiske ved skriften er, at man via den kan kalde på den store erindring. Når jeg skriver, kommer erindringen i bølger. Man kan sidde på en bænk på Enghave Plads, og pludselig se et abrikostræ stå lysende foran sig.«

Med kærlig hilsen til Inger Christensens Alfabet? (Som indledes med digtet »Abrikostræerne findes / abrikostræerne findes« KS).
»Der er mange kærlige hilsner i min bog til digtere, jeg har læst. Jeg har én gang for alle opgivet tanken om at være et originalt subjekt. Jeg har forsøgt at lade så mange komme til orde, som jeg på nuværende tidspunkt kan rumme. Digtene er en hyldest til kærligheden, til de andre.«

Alligevel er dine digte temmelig originale?
»Ja, det er meget mærkeligt!«

Mange af dem er bygget op som associationer, der avler hinanden og avler stadig nye billeder. Er det sådan noget, man som læser kan forstå ved de bølger, du taler om?
Nicolaj Stochholm tænker sig om, før han svarer:
»Ja, det er det. Jeg skriver ud i det blå med tillid, kan man sige. Tillid, fordi traditionen er så meget større end mig, at på et tidspunkt vil jeg ramle imod den og så at sige skrive mig tilbage. Jeg tror på poesien som en kraft, der river mig med. Og som river læseren med.«

Vil det sige, at du begynder med at skrive noget helt andet, end det, du ender med?
»Ofte begynder jeg at skrive på en følelse, som jeg forsøger at gøre så præcis som muligt. Den kalder på andre følelser, tanker, livssituationer, der så skriver sig ind i digtet. Jeg forsøger at holde mig åben, jeg har jo netop opgivet at være et styrende, originalt subjekt.Men jeg kan styre lidt, hvis jeg er i stand til at følge bevægelsen.«

Alligevel er vi fjernt fra automatskrift i dine digte. De er både sluttede og stramme?
»Der er heller ikke tale om automatskrift, men om hengivelse til processen.«

Hvad er forskellen?
»Gennemskrivninger! Tit skriver jeg ti linjer i ét hug. Og bagefter bruger jeg uger og måneder på at skrive hver linje ud, så jeg når ud i de yderste associationer for hver linje. De oprindelige linjer står på midten af siden, og så vælter ordene derfra ud til begge kanter af arket. Så gennemskriver jeg det ud fra det, der er kommet ud af den proces og ender ofte tilbage med det første jeg skrev. Med få afgørende ændringer. Men jeg har fået et meget praktisk forhold til det at skrive, jeg arbejder med hænderne,« erklærer Nicolaj Stochholm, og understreger, at Femogtyve digte og en drøm for ham er meget konkret. Den handler om de ting, der omgiver ham, siger han og peger på en lille lysestage med et koboltblåt lys, formet som en delfin:
»Dér er en delfin med et åndehul af lys «, smiler han. Delfinen optræder i samlingens afsluttende drøm, »Hver dag«.
»Jeg husker ikke de sidste to år som en skriveproces, men som et kærlighedsforhold,« tilføjer han.

Siger du dermed, at du er kommet til at omfatte den konkrete omverden med større kærlighed?
»Meget mere kærligt. Jeg opfatter den som gennemtrængt af poesi. I ethvert menneske findes der en flig af noget umisteligt. Og jeg vil ikke være bange for forvandlingen i mødet med en anden eller den samme.«

At rejse er at digte
»Jeg har dyrket at miste mig selv. Jeg er brudt op mange gange, og har rejst meget. Halvandet år i Frankrig, to år i Spanien, halvandet år i Irland.«

Er det ikke også en måde netop at finde sig selv? Ude må man have sig selv med, fordi der ikke er alt det, der normalt holder sammen på én?
»Man må åbne sig. Det er derfor, man må rejse for at miste.«

Der må vel findes en kontinuitet et sted?
»Præcis i poesien. At rejse er for mig analogt til at skrive en digtsamling det er for at kunne finde sig selv i nye betydninger. Det lyder måske banalt, men jeg forsøger at leve mit liv som en metafor.«

Hvilket vil sige?
»At se tingene dobbelt. At tage et skridt i verden og et skridt på siden af verden. At tillade sig at tro, at man kan gå på Mælkevejen.«

Taler du om, at der er en verden ud over den sanselige?
»Nej, snarere om, at man skal tillade, at adskillige verdener findes på samme tid og forsøge at bevæge sig uhindret imellem dem. Jeg skriver for friheden til at være præcis som jeg er; for friheden for enhver. Og for retten til at tro på alt!«


Dette er et uddrag af et interview som blev bragt i dagbladet Information den 30 september 2000.