Uddrag fra: Pristale: Appelsinvædet økse , december 2002

Beatrice-pris 2002 gik til Nicolaj Stochholm, hvis formstærke, men voldsomme, poesi er i en rivende udvikling

Af : Pia Tafdrup

Første gang, jeg hørte Nicolaj Stochholm læse, var ved forfattermødet på Rungstedlund i 1992, hvor Torben Brostrøm, Uffe Harder, Klaus Høeck og jeg havde inviteret ham på baggrund af bare én bog, debutbogen, Biografi, der i hvert fald havde slået døren ind i mit hjerte. Han læste søndag den 4. oktober, og jeg tænkte: »Nå, så kom akademiet i kirke,« for Nicolaj stod med håret sirligt redt tilbage fra panden og foldede hænder om bogen, ikke meget forskelligt fra en katolsk pater, da han sky og indadvendt fremsagde sine digte. En stor styrke fandtes allerede fra begyndelsen, men fremtrædelsesformen fra dengang blev hurtigt aflagt og erstattet af en udadrettet og bevidst henvendelse til de tilstedeværende.

Jeg har tit hørt Nicolaj læse. For ikke så lang tid siden på Palæ Bar, og senest i telefonen, da jeg ringede til Irland for at fortælle ham, at han skulle tildeles Beatriceprisen i år. Her fik jeg - med den irske storm som passende akkompagnement - læst et nyskrevet kærlighedsdigt op, ét af den heftige slags, som Nicolaj Stochholms hastigt accellererende fanskare kan se frem til. Hans fremførelser varierer stærkt afhængigt af vejr, tid, sted, temperament, kærlighedssorg etc., men intenst hver gang som det håndtryk, han kan give, så man står med følelsen af, at knoglerne totalpulveriseres under huden.

Intensiteten er voldsom. Men det er talentet også. Talentet for at finde en form, der bærer. Den foreløbige produktion dækker Biografi, der blev udsendt i 1991, Sammenfald året efter og seks år senere Rekonstruktion - udgivet samlet under titlen Sange fra et ophør. Bemærk »sange«, for sangen betragter digteren som livsnødvendig, og det rytmiske går da også gennem hele trilogien. Den seneste bog hedder Femogtyve digte og en drøm. Digteren har ikke giftet sig med ét forlag. Femogtyve digte og en drøm er udkommet på Gyldendal, den forrige på Lindhardt og Ringhof og de to tidligste på Borgen, i hvis tidsskrift Hvedekorn han optrådte allerede som 17 årig. Men der gik hele otte år, før debutbogen blev udgivet.

…

Nicolaj Stochholm udfolder en poesi med stor vægt lagt på udtrykkets kraft. Tilliden til formen er nærmest altoverskyggende, når han f. eks. udtaler: »Jeg skriver ud fra en tro på, at formen redder mig«. Han har både en legende, en drømmende, en systematisk og en alvorlig tilgang til sproget og giver sig selv friheden til at vægte disse tilgange, som han nu finder det bedst. Der arbejdes konsekvent og kompromisløst. I de første bøger i en høj stil, siden i en mere enkel og direkte tone, men i begge tilfælde lukkes der op for et digterisk rum med plads til liv og død og poetisk transcendens.

Nicolaj Stochholm skriver med en energi og voldsomhed, der er bemærkelsesværdig, men ikke digte, der bare løber løbsk, formviljen er netop lige så stærk. Det er ikke mindst dette træk, der gør digtene både æstetisk interessante og medrivende. Nicolaj Stochholms forfatterskab befinder sig i ekspansiv vækst. Vi følger ham gerne videre på den digteriske Odyssé, det er derfor oplagt for Det Danske Akademi at belønne ham med Beatrice-prisen.

Dette er et uddrag af pristalen, der blev holdt ved Det Danske Akademis årsfest, december 2002 af Pia Tafdrup (se profil på Pia Tafdrup).