Jan Mogensen viser i tekst og billede indlevet forståelse for små børns oplevelse af verden

Af : Lise Lotte Larsen

At netop Jan Mogensens billedbøger er blevet en af dansk litteraturs mest sælgende eksportartikler, skyldes måske, at de er præget med det universelle tid- og stedløse vandmærke. I hans billeder og historier finder man hverken det udtalt danske eller det tydeligt tidsbundne.

   En anden forklaring kunne være, at hans bøger med indlevelse og venlighed møder sine læsere, de yngste billedbogsbrugere, indenfor deres egne forståelsesrammer. Den virkelighed, der skildres i hans bøger er ikke hverdagens, men eventyrets mere rummelige, en virkelighed, der giver stemme og liv til enhver af sine indbyggere, børn såvel som bamser, sådan som alle børn og voksne kender det fra legens univers.

Bamse

De mest kendte og elskede af Jan Mogensens billedbøger også i udlandet, de syv bøger om Bamses oplevelser i og udenfor børneværelsets univers, er alle udtryk for denne særlige forståelse for det, der optager små børn, som fx tanken om at blive væk ude i den store farlige og fortryllende verden.

   Men uanset temaets grad af spænding og uhygge behandles det altid på en måde, der efterlader barnet styrket i sin tillid til verden. Og fordi hovedpersonen er en bamse, der er stærkt afhængig af sine ”forældre”, de to børn, den bor hos er den let for barnet at identificere sig med. Samtidig er det en identifikation, der midt i al spændingen, ikke går for tæt på, Bamse er jo bamse og ikke barn. Bamse-bøgerne blev hovedsagelig til i 1980’erne, men i 1990’erne har Jan Mogensen fortsat sine charmerende studier i bamsers følelsesliv i billederne til Julies bamse.

Synsvinkler og farver

Det er karakteristisk, at synsvinklen i Jan Mogensens billeder ofte er placeret lavt i forhold til motivet. Det svarer til barnets synsvinkel på verden, og det giver billederne en smuk udstråling af ro og rummelig åbenhed. Det betyder også, at det ofte er et udsnit af himlen, der bliver baggrund og klangbund med stemningsfuld variation.

   Jan Mogensens smukt og harmonisk afstemte farvebrug gør bare en enkelt gennembladning af bøgerne til en umiddelbar æstetisk nydelse.

Humor

Bamser, kaniner og andre dyr bliver i Jan Mogensen enkle streg til indtagende personer med udstråling og udtryk. På samme måde tegner han med humoristisk forenkling en mor og hendes dreng i Historien om den lille dreng.

   Den lille familie har et svært problem: Moren vil ikke sove om aftenen. Drengen prøver ellers alle de velkendte tricks, såsom en historie før sengetid, et glas vand efter sengetid, lidt eftergivenhed, lidt løftet pegefinger, men først da alle forsøg på opdragelse er gået i opløsning, og hun kommer over at ligge i drengens seng falder hun i søvn.

Filosofi for børn

Det er tidens trend at skrive bøger om filosofi for børn. Og egentlig ligger Landet hvor alting er stort indenfor denne trend. Men den gør det på sin egen originale, børnevenlige måde.

   Den er ikke en bog om filosofi, den er selv filosofi, og tilbyder som sådan en oplevelse af et tankeeksperiment, helt i tråd med at der hos barnet ikke er noget skel mellem at opleve verden og at filosofere over den.

   Bogens hovedperson er pigen Sofie (måske ikke et tilfældigt valgt navn?) og den skildrer en udflugt, hun foretager sammen med sin onkel Ib. De besøger myretroldmanden i Landet hvor alting er stort, (myren er jo traditionelt den man går til, når det gælder visdom) og i dette land, hvor mennesket har myrestørrelse – eller omvendt – oplever Sofie på krop og sjæl verden set fra en helt ny synsvinkel. Den samme oplevelse tilbyder bogens velskrevne tekst og stemningsfyldte akvareller sin læser.

   Det filosofiske budskab ligger således ikke løst i fortællingen, men former dens struktur. Eller sagt med onkel Ibs ord, da Sofie på hjemturen spørger ham, om myrertroldmanden egentlig var en rigtig troldmand, hun havde jo ikke set ham trylle: ”Det er det sære ved rigtige troldmænd. De tryller på en måde, så man ikke lægger mærke til det.”