Med sømmet i bund...

Af : Lars Bøgeholt Pedersen

En af de få der har kastet sig ud i genren [horror og humor red.] herhjemme, er Dennis Jürgensen. Han er vel nok til dato den mest larmende humorist i børnelitteraturen, hvilket har givet ham såvel stjernestatus hos barnelæseren som hadestatus hos en stor del voksne, som finder hans humor for plat, underlødig og ulækker. Og jo, den kan være forbandet ulækker, plat og så guderne må sig forbarme. Men den kan også være vanvittig morsom. Et lysende eksempel er horror-, splatter- og science fiction romanen Kadavermarch (1991). Historien tager sit udgangspunkt i en verden ikke så fjern fra vores, hvor mere eller mindre alle er på et stof kaldet ”Lifesupply”. Stoffet har den særlige evne at forlænge det almindelige menneskes liv med 30 år. Nu er der bare det, at stoffet findes i en ren og en mindre ren udgave. For overklassen der har befæstet sig bag murene i CrystalCity, er der ingen fare. Endnu. Men for dem der bor uden for murene, og som kun har haft råd til den mindre rene udgave, begynder bivirkningerne at vise sig. Man bliver ganske enkelt til en morderisk zombie, når man dør. Historien forløber herefter på to planer: et uden for og et inden for murene.

Mens en videnskabsmand med ondt i moralen forsøger at få magthaverne til at gøre noget ved problemet, varetages den direkte kamp mod de ualmindelig ulækre og slimede zombier, der er ved at æde sig gennem Danmark bl.a. af de tre medlemmer i splatterpunkgruppen The Rotten Leprechauns. Sid, Øglen og Fritz, som gruppens medlemmer hedder, er stoppet op ved et supermarked og holder med motoren i tomgang, mens de diskuterer hvorvidt de skal gå ind og proviantere eller ej. ”Jeg kan ikke li’ det, gentog Fritz omme fra bagsædet… De grå øjne under den slidte, røde baseballkasket havde et bekymret skær. Jeg ka’ faneme ikke li’ det!” (7). Og der er heller ikke meget at kunne lide. Dennis Jürgensen lader de tre musikeres blå Pontiac panorerer rundt på parkeringspladsen foran supermarkedet, og stemningen er alt andet end rar. En tom rustvogn, en bedemand fastklemt under et lastvognshjul og en butiksansat uden hoved er det, der møder vores tre personer. Spændingen er ved at nå sit højdepunkt, og som læser følger man modvilligt og med tilbageholdt åndedræt Øglen, mens han langsomt bevæger sig rundt i privaten ovenover supermarkedet. På ægte gysermanér lettes der i et kort sekund for spændingen, da Øglen finder en halvfyldt kaffekoble på en tændt varmeplade: ”Hvorfor ikke, mumlede han lavt og fandt et krus i et køkkenskab. Ham nedenunder er alligevel holdt op med at drikke kaffe”(15). Pyha, tænker man og puster ud. Han slap denne gang. Men Dennis er ikke færdig endnu. For selvfølgelig venter zombien på et uopmærksomt øjeblik fra din side …

Dennis Jürgensen bruger humoren til at dæmme op for det uhyggelige. Som modvægt. Som virkelighedsinhalator. Når gyset bliver for gysende, reddes vi af gonggongen i form af et humoristisk indslag. Kadavermarch er nok det mest vellykkede danske forsøg udi genren – hvis man da ellers kan tale om en fællesgenre for Dennis Jürgensens værk.

Et andet eksempel på Dennis Jürgensens evne til at kombinere gyset med grinet finder vi i historierne om drengen Freddy og figurerne fra skrækmagasinet SLIM: Dracula, Eddie (varulv), Boris (monster), Sir Arthur Fieldstein (hovedløs ridder), Mummy(mumie) og Nitan (drage). Der er tale om fem samhørende bøger, der ikke blot henvender sig til en aldersgruppe, der er noget yngre end læsere af Kadavermarch, bøgerne er også renset for den splatteragtige humor og spiller i stedet på en lagkagekomik, der i dansk sammenhæng også udøves af Bjarne Reuter og Ole Lund Kirkegaard. Og samtidig er Dennis Jürgensen dog helt sin egen.

Bøgerne er en omgang fjollet og platte vampyrløjer. Det er lagkagekomik for fulde udblæsning og efterlader som regel ikke andet end et halvkvalt grin. Men er man til hovedløse riddere der taber sit hoved, og varulve der danser som John Travolta, så er der grin at hente for de yngste.

Dennis Jürgensens force ligger i det mundrette sprog. Sprogtonen er ofte tæt på læserens, han kan skrive replikker som ingen anden, han lefler ikke og han moralisere ikke. I stedet er man sikret underholdning for hver en femogtyveøre, når man stiger på hans eksprestog. Han kan som få beskrive det ulækre, det slimede, det klamme og det afskylige, og om det fremtræder i ren gyserform – som han i øvrigt mestrer på elegant vis – eller om det alt sammen kommer sprøjtende ud gennem tarme og sprængte arme, er for så vidt ligegyldigt. Det er effektfuldt, det er skræmmende og det er herresjovt.

Artiklen er et uddrag af Lars Bøgeholt Pedersens bidrag (”Humoristisk fantastik i moderne dansk børne- og ungdomslitteratur”) til antologien På fantasiens vinger, Høst & Søn 2002