Af vand er du kommet

Af : Søren Vinterberg

Skønt Cecil Bødkers skrivekunst ikke kan gøres efter af andre, har hun mere end måske nogen anden nulevende dansk forfatter for børn virket som forbillede for andre forfattere, ikke til direkte efterligning, men i en anden forstand:
   Hendes på en gang enkle og raffinerede skrivekunst om komplicerede menneskelige forhold står som en målestok for anden digtning for børn. Og hendes udfoldelse af denne evne har formentlig ansporet andre danske forfattere, der ellers har høstet deres anerkendelse blandt voksne læsere, til at forsøge at skrive også for børn: I løbet af 80erne har folk som Peter Seeberg, Hanne Marie Svendsen, Klaus Rifbjerg, Henrik Nordbrandt og Maria Giacobbe indledt et forfatterskab for børn, efter at deres prosa og lyrik for voksne forlængst havde vundet anerkendelse både på dansk og i oversættelser til diverse sprog.
   Ingen af dem har dog endnu nået samme internationale udbredelse som Cecil Bødker, der med serien om drengen Silas og senere tobindsværket om Jesus, ’Marias barn’, har sikret sig udgivelser over hele verden. Allerede i 1976 modtog hun H.C. Andersen-medaljen fra The International Board on Books for Young People (IBBY).
   Cecil Bødker (f. 1927) er uddannet som sølvsmed, men har tilsyneladende skabt sit forfatterskab på samme måde, som en stor gobelin bliver til: Hvert motiv og hver detalje gennemarbejdes for sig - men alle trådene til det samlede værk findes fra begyndelsen.
   Og i begyndelsen var digtet: Cecil Bødker debuterede med lyriksamlingen ’Luseblomster’ (1955), fulgt op af endnu to samlinger (1956 og 59) af stadig større vægt. Hendes debut falder to år efter Villy Sørensens novelle-debut med ’Sære historier’ og året før Klaus Rifbjergs og Peter Seebergs debutbøger.

Blandt debutdigtene gør hendes sansninger af børns hemmelige liv særligt indtryk, og et digt om Adams Ribben foregriber et andet gennemgående tema i hendes senere forfatterskab: kvindernes langsomme strid for at opnå selvstændighed og uafhængighed.
   Novellesamlingen ’Øjet’ fra l961 rummer dog i endnu højere grad hendes senere forfatterskab i kim-form: Her finder vi genkommende figurer og motiver: Katastrofesituationer eller det tidsforskudte chok efter katastrofens indtræden (Sne, Tyren, Den yderste dag, Vædderen), med børns eller kvinders oplevelse i fokus" Rollen som outsider (fortællingerne Ismael og Døvens dør) og dens nødvendighed som dæmoniseret modpol til ’normaliteten’. Tre af stykkerne (Det uskabte, Trapperne og titelnovellen Øjet) er fortalte refleksioner over menneskers begrænsede beskrivelsesevne i forhold til virkeligheden. I den danske modernismes stil er det allegoriske billeder på den sansernes og den kategoriale logiks grundlæggende upålidelighed, som fysikeren Heisenberg bragte på formel med sit usikkerhedsteorem. Her ligger hun tættest på sine generations-samtidige danske forfattere.

Efter en række eksperimenter med dramatik og længere prosa og endnu en digtsamling kastede Cecil Bødker sig ud i den anden halvdel af sit forfatterskab: Det for børn.
   Det danske Akademi havde udskrevet konkurrence om den bedste danske bog for børn eller unge, og i 1967 red Cecil bødkers ’Silas og den sorte hoppe’ ind på førstepladsen. (Preben Ramløvs historiske roman ’Massa Peter’ om den danske kolonitid på de Vestindiske Øer vandt 2. præmie - også den er oversat til en del andre sprog).
   Silas-serien på foreløbig 14 bind er både historiske og uhistoriske romaner: hverken handlingens tid eller sted er nøjagtigt præciseret, men vi kan forestille os Centraleuropa i 1700-tallet ud fra figurgalleri, rekvisitter, produktionsformer osv. Og fortællingen begynder som novellen Den yderste dag (i samlingen ’Øjet’): En dreng kommer drivende ned ad en flod.
   Denne dreng, Silas, er en anden slags drengehelt end dem vi kender fra romaner om drengedetektiver eller -frihedskæmpere. Nok er han snarrådig, selvstændig, hærdet af barske livsomstændigheder. Men ham er behageligt fri for de overmenneskeligt voksne evner og erfaringer - uhørt tapperhed, spidsfindig detektivisk logik osv. - som børnelitteraturens helt ellers udstyres med af fortællermæssig nød. Silas er sig selv, hans eneste ikke helt realistiske hjælp er den fløjte, han har medbragt fra det omrejsende cirkus, han flygtede fra for at slippe for at blive sabelsluger ligesom sin stedfar. Med fløjten kan han styre den vilde sorte hoppe og andre heste, men dette halvmagiske redskab mister sin betydning, eftersom den grundlæggende realistiske serie folder sig ud.
Silas er forældreløs efter eget valg, i modsætning til hele eventyr og børnelitteraturens øvrige galleri fra Romulus og Remus over Hector Malots Remi og Dickens’ Oliver Twist til Johanna Spyris Heidi eller selveste E. R. Burroughs’ Tarzan). Han møder andre outsider-børn som den halte Ben-Godik og Maria med de Somme øjenhuler, han træffer de rige købmandsbørn i købstaden og byens fattigere unger.
   I seriens løb opbygger den lille deres eget kollektiv på Sebastiansbjerget, der skyder sig frem et sted, hvor floden deler sig i to: En fæstning imod omverdenen, men også et børne-utopia, hvor alle har betydning og ansvar, og hvor Silas’ lederrolle efterhånden glider i baggrunden for den form for de kvindelige medlemmers større indsigt – ikke mindst den blinde Marias.
   Det er hende, der med sin højt udviklede intuition forstår, at den mandhaftige, hekselignende ærkefjende Hestekragen bærer sin dæmoniske skæbne som et kors: Hun er i virkeligheden hermafrodit (vistnok den første i både dansk og international litteratur for mindreårige) og identisk med det barn, der engang forsvandt i bjerget. Afsløringen af nemmeligheden er samtidig ’afdæmonisering’ af fjenden: Hestekragen bliver efterhånden samarbejdsvillig. Som når bjergtrolden i eventyret tæmmes ved lyden af sit sande navn.
   Hele denne ’gruppepsykologiske udviklingsroman’er imidlertid indvævet i en række af konkrete begivenheder, der bærer den ydre spænding og samtidig giver detaljens sandsynlighed til fortællingen. Skildringer af handels- og dyrkningsformer, byggeri og overlevelsesteknikker er udførlige som i Laura Ingalls Wilders pioner-epos og udgør, hvad Mary McCarthy i et berømt essay kaldte ’kendsgerningernes klumper i fortællingens grød’.

Silas-serien er også en verdenslitterært anerkendt børnefortælling om menneskers frie valg af livsværdier og samlivsformer, under den ydre nødvendigheds pres. To af Danmarks hejst anerkendte illustratorer har tegnet til Cecil Bødkers bøger for børn. I 1970erne udkom en rakke af hendes genfortællinger af myterne fra l. Mosebog med illustrationer af Ib Spang Disen (f. 1921, tildelt IBBYs H.C. Andersen-medalje l972). Og i 1983 og 1984 kom de to bind genfortællinger af Det Nye Testamentes fortællinger, ’Marias barn’, begge illustreret af Svend Otto S. (f. 1916, modtog IBBYs H.C. Andersen-medalje i 1978).
   Fortællingerne om Jesu liv bærer præg af den forskydning over mod det specifikt kvindelige perspektiv på verden, som viser sig i Silas-serien og desuden i Cecil Bødkers sideløbende forfatterskab for voksne (især i den ætiopiske beretning om Salthandlerskens Hus (1972) og romanerne Evas Ekko (1980) og Tænk på Jolande (1981)).

Titlen har Jesus-fortællingerne netop, fordi det hele er fortalt, som kvinderne oplevede det: Hans mor Maria, skræmt og skeptisk over for hans faren frem som voksen, og lillesøsteren begejstret, overbevist - men ude af stand til rigtig at gøre rede for, hvorfor han virker sådan på hende.
   Ved brønden i Nazareth og i andre landsbyer mødes kvinderne og drøfter små og store begivenheder, mens de oser af det vand, der giver liv. Vandet er et symbol, som strømmer hele vejen gennem Cecil Bødkers forfatterskab, livgivende og tilintetgørende, fra foster- eller kildevandet til stormfloden, syndfloden. I sin nyeste serie meget enkle og folkelige romaner for voksne har Cecil Bødker samlet en række figurer i et outsider-kollektiv, der kan minde om Silas’ på Sebastiansbjerget: Vandgården er navnet på stedet og på den ene at bøgerne (1989), der fortæller om den forældreløse Tavs (oprindelig 1971, revideret udg. 1989) og hans veninde Malvina (1990).
   Allerede i en af de første digtsamlinger (Anadyomene, 1959} stillede Cecil Bødker jorden, klipperne og de knusende mandlige kræfter i universet over for vandets strømmen, stormen og styrten: det kvindelige, skumfødte liv. Det er det samme vand, som Jesus gik på, og som Silas kom sejlende på, ind i striben af børnelitteraturens verdensklassikere.

Denne artikel er tidligere blevet bragt i Danish Literary Magazine nr. 1