Hvor verden vender

En linje i Bodil Bredsdorffs forfatterskab

Af : Beth Juncker

Siden sit gennembrud i 1970'erne har Bodil Bredsdorff (f.1951) stået som det moderne børnelivs skildrer. I hendes forfatterskab er Danmarks status som landbrugs- og småprovinsbys-land en saga blot. Landet med små gårde, grøntsagshaver og køer på græs, byer med hjemmegående husmødre, kernefamilier på enkeltindtægt og legende børn i fri dressur langs åer, ved moser, på engstrækninger og i arealer omkring nylig opførte sociale boligbyggerier ligger som en ambivalent længselsstrøm under hendes tidligste billedbogsfortællinger. Det er børns byliv - i opbrudte familier, i opbrudte kønsrollemønstre, i hverdagsvekselgang mellem enlige fædre og enlige mødre - på godt og på ondt, der står i skildringernes centrum. Altid fanget i et enkelt, dramatiseret dobbeltgreb, hvor både børn og voksne står som gidsler for moderne arbejdskrav, ingen af dem umiddeldelbart kan få til at hænge sammen.
   De daglige transporter mellem hjem, daginstitutioner og arbejde, hvor tid og træthed tærer, de week-endlige transporter mellem skilsmissernes boliger gør børn og forældre til modstandere i et moderne livsmønster. Den gensidige kærlighed, de har til hinanden, tørner bestandig sammen, når trætheden og de ligegyldige uheld tager overhånd. Som i billedbogen Der hvor Linda bor (1975), hvor Linda som den sidste bliver hentet i børnehaven og hvor ulvetimen mellem 17 og 19 går galt, fordi de små grisede detaljer - vandet, der sjasker over ved håndvasken, mælkekruset, der bliver væltet ved et uheld - bliver den dråbe, der får moderens bæger til at flyde over og Lindas tårer og vrede til at strømme. Først da lillebroderen er lagt og moderen har haft tid til at hente sig selv ind, kommer overskuddet til undskyldning, forsoning og tilgivelse:
   "Jeg er ked af, at jeg blev så vred," siger Birgit: "men jeg var så træt".
   Havde bogen været skrevet i dag, ville det og et knus være alt nok. Men i 1970'erne stod den børnelitterære verden i forklaringernes lys. Så Linda må igennem en lang redegørelse for sin mors arbejdsdag fra 6 morgen til det dramatiske ulvetime-uheld, før der kan fyldes vand i plastic-baljen og hun kan pjaske og sjaske - denne gang med moderlig velsignelse.
   Der hvor Linda bor og dens efterfølgere blev et socialrealistisk hovedværk. Et kongenialt teamwork mellem Bodil Bredsdorff og hendes illustrator Lilian Brøgger. Et gedigent tidsdokument. Læst i bakspejlet også et værk, hvor den fortællende vilje til dobbelt solidaritet - både med børnene og med de voksne - bliver en stadig uforløst drivkraft. Værkerne tematiserer modsætningerne, samtidig med at de søger nye synteser: kærlighed, gensidig respekt, ligeværd mellem aldre og køn. De vil se både med børns og voksnes øjne, men alligevel ender de uvægerlig hos de voksne og demonstrerer indirekte umuligheden ved at dele sol og vind lige. Netop dér, hvor børn og voksne tørner sammen, bliver det de voksne frustrationer og drømme, der bliver form og forklaringsskabende, mens børnenes tårer, vrede, protest fader ud.
   Som i Marias mor bor alene (1977), hvor Maria er på weekend-besøg hos sin mor. Hele historien handler om en mor, der er brudt op fra sit ægteskab for at kunne tage en uddannelse og dermed sikre sig et bedre liv:
   "Far og jeg kan ikke finde ud af at bo sammen. Vi gør hinanden kede af det. Han blev sur på mig, fordi jeg holdt op med at tjene penge. Men jeg arbejder jo lige så meget som han gør. Jeg får bare ikke noget for det, fordi jeg er begyndt at gå i skole."
   Bag hele fortællingen ligger tematiseringen af Marias latente sorg - "Jamen, du kan da bare flytte hjem igen" - alligevel bygges den op som en mors forklaring og forsvar. Op foran Maria tårner sig et kvindeligt forbillede, en mor, der kan klare næsten alt:
   "Nu skal du se," siger Marias mor og trykker på kontakten. "her er kommet lys. Er det ikke dejligt?" Sidste gang Maria var på besøg, måtte de bruge stearinlys. "Har du selv lavet det?" spørger Maria. `Nej, siger hendes mor. `Det kunne jeg ikke finde ud af'
”Men alt det andet har jeg selv lavet."
”Først malede jeg loftet
så satte jeg nyt tapet på væggene...
og malede vinduerne...
og dørene...
og køkkenskabene...
og syede gardiner...
og vaskede gulvet...
og vinduerne...
og satte møblerne på plads...
og hængte billeder op på væggene...    Vi er i rødstrømpebevægelsens årti. Kvinder kan - og de kan selv. Billedbogen skildrer enkelt, men stærkt, troen på kvindelig ret. Maria får forbilledet, styrken, men må til gengæld finde sit eget trøsterige perspektiv på skilsmisselivet blandt sine egne. Hun er ikke alene om sit deleliv. Nille i børnehaven har samme vilkår - bare omvendt:
   "Maria skal hjem til sin mor og jeg skal hjem til min far. Det er næsten det samme.”
   Som børn deler de vilkår. Men i forfatterskabets sammenhæng går der nogle år, før netop dette indre børnefællesskab bliver den vinkel, der får verden og forfatterskabet til at vende. Inden det sker, er det det uforløste møde mellem børn og voksne, mellem en landlig barndom og en bybarndom der styrer både form og fortælling. Som i Vinnies vindueskarm (1975), hvor bybarnets mangel på natur- og dyreoplevelser kompenseres gennem et fantasirigt legelandskab i en vindueskarm. Det er moderen, der i mangel af bedre, genskaber sin egen barndoms oplevelseslandskab via frø, vand og potter i en vindueskarm. Men det er Vinnie, der ved at lade legelandbrugsdyrene erobre væksterne, nedskriver dem fra vækst til symbolsk legesurrogat. Den voksne barndom, det voksne livs længsler om harmoni, om frigørelse, om natur og naturlighed spøger bestandig i kulisserne i disse fortællinger om børn i byer, hvor børn umiddelbart tematiseres som ofre, men hvor hverken form eller fortæller tillader temaet at folde sig ud.
   I 1970'ernes børnelitteratur bliver troen på forklaringernes sammenhængsskabende kraft formskabende – også hos Bodil Bredsdorff.
   To små bøger står i forfatterskabets sammenhæng som små forberedelser til det skift, der indtræder i 1990erne. Den ene er højtlæsningsbogen Johanne (1978). Den anden fotobogen Sofies Søstre (1981). I fortællingen om den gamle kvinde Johanne, der nu er på plejehjem, fastholdes hovedpersonens vinkel og alderdommen bliver et spejl også for moderne barndom:
   En plejer i en hvid kittel kommer gående ned gennem haven. Hun går hen til Johanne og tager fat i håndtagene på. Kørestolen. ”Nu skal vi have aftensmad, "siger hun og skubber Johanne af sted foran sig. Johanne er vred, for hun er ikke sulten, og hun vil blive nede i haven. Hun knytter hænderne så hårdt, at hun får tårer i øjnene.”Jeg bestemmer ingenting selv, "tænker hun. - Men hun siger det ikke.
   I Sofies Søstre, hvor tre søstre hver for sig går på farlige gale veje, bliver selve kompositionen friheds- og betydningsskabende - og for en gangs skyld tier fortælleren og lader komposition og søskende relation tale sit eget sprog. I disse to værker ligger det kunstneriske gennembrud på lur. Den voksne, der bestandig har behov for at forklare sig selv, tier og barnets egen oplevelsesvinkel tager til.
   Med romanserien Børnene i Kragevig (1993-95) vender Bodil Bredsdorffs forfatterskab. Alle det moderne livs modsætninger mellem voksne og børn, mellem livsdrømme og samfundsøkonomi forløses i en suveræn komposition, hvor børn fra brudte livsforhold erobrer både fortællervinkel, følelser og drømme. Bodil Bredsdorffs sprog folder sig enkelt, sanset og karakterskabende ud.
   ”Havet var blidt som et åndedrag og blåt som et blik. Alek fandt en lille, flad sten og slog smut med den hen over den blanke flade. Han gik videre og fandt én til og endnu én. Til sidst nåede han frem til det sted, hvor de havde fundet hans lille hest, engang for meget længe siden. Dengang han var så. lille, at han stadigvæk hed Dåp og ikke kunne holde sig vågen Mørkenat. Der var ingenting tilbage. De hårde storme havde for længst flyttet alle knogler og vasket stranden ren. Han satte sig på en sten i nærheden af stedet. Han var svimlende træt og lysvågen på samme tid. Hans blik gled ud over havet, ud over verdens kant, helt ud i intet. Og i et glimt forstod han, hvad han så. Bølgerne rejser sig for at lægge sig igen. Skibe bliver bygget, og skibe går ned. Små heste lever, og små heste dør. Man bliver født og forsvinder i en uendelig kæde. Og hans liv på. jorden var lige her, lige nu, i den lyse morgen, hvor hans liv bandt verden sammen i et evigt øjeblik.
   Sådan slutter serien med en indsigt i, at selvom liv og død, natur og kultur bestandig krydser klinger, så er det enkeltes indsats her og nu, der giver den uendelige kæde af liv og død betydning. Intet liv er for ringe, ingen indsats for lille. Beretningerne om børnene i Kragevig startede i et eksistentielt spørgsmål: kan et barn, der har mistet slægt og venner, forældre og bedsteforældre overleve alene? Sådan var Krageungens situation, da hun, efter at have begravet sin bedstemor, måtte bryde op fra den lille vig ved havet, hvor hun nu var helt alene, for at finde sig selv og et nyt livsgrundlag. Med Krageungens opbrud starter den række af identitets- og dannelsesrejser, der tilsammen skaber svaret på det indledende spørgsmål: Unnas, Eidis, Tinks og til sidst Aleks. De er alle børn afbrudte forhold. Alkoholiserede fædre, døde mødre, voksne, der er forstenede, bitre af sorg. De er alle mellem 11 og 12 år, da de bryder op. De har alle odds imod sig. Men de klarer det. Hver for sig og sammen vender de verden, skaber et samfund i samfundet og dermed svaret på seriens indledende spørgsmål: Ja, børn kan overleve ved egen kraft. Men kun hvis de på et tidspunkt møder den kærlighed og tillid, intet liv kan klare sig foruden.
   Børnene i Kragevig er - indtil nu - et kunstneriske højdepunkt i Bodil Bredsdorffs forfatterskab. En enkel, men suverænt sanset og komponeret romanserie, der bestandig lader det voksne og det barnlige spejle sig i hinanden. Set i en forfatterskabssammenhæng samler og forløser den de temaer, der har været forfatterskabets drivkraft siden 1970erne. Der er en stor forfatter på vej!