Thøger Birkeland

Af : Bent Rasmussen

Thøger Birkeland - dansk børnelitteraturs grand old man - er født 1922 i Kalundborg, hvor han også voksede op. Han blev færdig som lærer i 1943, kun 21 år gammel, men fik tuberkulose efter kun tre måneder i lærerjobbet. På tuberkulosesanatoriet stod der imidlertid en gammel skrivemaskine, og den begyndte Thøger Birkeland at skrive på og opdagede til sin store glæde, at han havde stor fornøjelse af det.
   Da han blev erklæret rask, læste han dansk, psykologi og pædagogik på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet) og begyndte derefter igen at undervise. I 1979 stoppede Thøger Birkeland som lærer - heraf “25 år som gårdvagt!”, som en bog om ham hedder - og han har siden levet som forfatter og foredragsholder.
   Thøger Birkeland debuterede i 1958 med børneromanen Drengene fra Stenborgen. Han havde dog allerede skrevet en del i årene forud, bl.a. små skitser til fortællinger, noveller og kronikker, og alt hvad han skrev, havde altid noget med børn at gøre. Han fik i denne periode optaget nogle ting i litteraturtidsskriftet “Hvedekorn”, dagbladet Politiken’s daværende “Magasinet” og “Hjemmet Søndag”.
   I 1961 udkom hans anden børnebog, Når hanen galer, der oprindeligt blev indsendt til en forlagskonkurrence, men den vandt ikke. Manuskriptet blev dog alli-gevel udgivet, og det var en rigtig satsning, for året efter fik Thøger Birkeland Kulturministeriets Børnebogspris for netop denne bog. Det er nok også den bog, han (stadigvæk) holder mest af, siger. Han føler simpelt hen, at det er den mest spontane historie, han har skrevet. Det mærkes f.eks. tydeligt i den rablende opfindsomhed blandt børnepersonerne og en anderledes mangfoldig skildring af skolen og dens lærere, end det ellers var sædvane dengang. Solidaritet med børnene - og især med de svage - er - og har været - Thøger Birke-lands fornemste “varemærke”, og det karakteriserer hans bøger!
   Inspirationen har han primært hentet fra samværet med børnene i skolen. Der er glimt fra skolens verden i næsten alle hans bøger, men også aviser, bøger, film samt masser af samtaler med mange forskellige mennesker har været vigtige inspirationskilder for ham. I Spøgelsesklinten lader han f.eks. en af personerne, Dennis, stjæle en fuldlæsset ølbil for, at “kammesjukkerne” kan få sig en tår over tørsten. Historien har rod i virkeligheden og er blevet fortalt til ham af en medarbejder på Kofoeds Skole i København. Andy i “Lulli-bøgerne” er et andet eksempel på, hvordan Thøger Birkeland samler brikker sammen til en person. I sine tanker havde han tre centrale begivenheder, der alle medvirkede til, at Andy blev til Andy. 1) En dreng, der altid i formningstimerne tegnede bombende krigsfly, uanset hvad arbejdsopgaven ellers lød på. 2) På en tur med Norgesbåden mødte Thøger Birkeland engang tre drenge, der var stukket af hjemmefra. Egentlig ville de gerne have været til Sverige, men da de syntes, at Norgesbåden så flottere ud, tog de den. 3) I en radioudsendelse fortalte en dreng om det at skifte skole, om øgenavnet “Stinker” og om den ensomhed, man føler, når alle bliver væk fra ens fødselsdag.
   Thøger Birkeland prøver altid at finde en optimistisk slutning på sin bøger. Også i de mere alvorlige bøger forsøger han at finde i det mindste et lille håb for sine personer. Han har selv engang sagt følgende:
   “Jeg ser det for mig som et langt jernrør, og ude for enden skal der brænde, om ikke andet så i hvert fald et lille lagkagelys.”
   Thøger Birkelands hovedpersoner er for det meste lidt ængstelige og usikre typer. Det gælder især for mange af drengene i hans bøger, og forfatterskabet indeholder en lang række fine drengeportrætter. Det gælder f.eks. Lasse i Dage med Hvæs (1985), Mathis i Saravastoja (1989), Valdemar i Valdemar i livsfare (1990), Martin i Otte tusser og en kat (1990), Karl Ejnar i Klejnar og hans bedste ven (1991) og Johan i Johan (1995).
   Helt centralt i forfatterskabet står bøgerne om familien Krumborg alias Krummerne. Den først bog, Krummerne, udkom i 1969, og siden er den udkommet i fire udgaver med et samlet oplagstal på o. 115.000!
   “Krummerne” handler om en meget livlig familie, der består af far, mor og tre børn. Far Krumborg er lærer, mor Krumborg er børnehavepædagog, storesøster Stine og Mads, kaldet Krumme, går i skole, og lillebror “Grunk” - den eneste lyd, han kan sige - hedder faktisk Bertel. Man kan med god ret “mistænke” Thøger Birkeland for at have hentet megen inspiration i sin egen familie!!
   Alle Thøger Birkelands hovedpersoner i romanerne, inklusive Mads Krumborg, er i virkeligheden en slags “antihelte” og slet ikke barske fyre, der går lige durk igennem alting og klarer alt, men de klarer sig alligevel. En anden karakteristisk ting for Thøger Birkeland er humoren, der spiller en central rolle i alle hans bøger, og “Krumme-bøgerne” er fornemme eksempler på den lune og varme, som Thøger Birkeland mestrer som få. Humor er simpelt hen en overlevelsesmulighed, og den gennemsyrer hans forfatterskab på en dejlig måde. De efterfølgende bøger om Krumme hedder “Stakkels Krumme” (1971), “Krumme og pigerne” (1972), “Krumme på ski” (1978), “Krummelurerne” (1980), “Krumme og Yrsa” (1981) og “Krumme og Yrsa på bustur” (1982). Alle “Krummebøgerne” er udkommet på forlaget Gyldendal, der også har udgivet Julekrummer (1981), der består af otte historier om familien Krumborgs særprægede måde at holde jul på.
   I alt er “Krumme-bøgerne” udkommet i o. 250.000 eksempla-rer!
   Der er produceret tre film over bøgerne om familien Krumborg, nemlig Krummerne (1991), Krummerne 2 - Stakkels Krumme (1992) og Krummerne 3 - Fars gode idé (1994). Desuden var Krummernes jul - som nævnt ovenfor - TV2´s familiejulekalender i 1996. Alle gange har Sven Methling stået for instruktionen, John Stefan Olsen har været manuskriptforfatter, og Regner Grasten Film har produce-ret.
   Også krimier har Thøger Birkeland skrevet, bl.a. Spøgelsesklinten (1984), hvor teenagerne Rie og Gorm uforvarende kommer i vejen for et gruppe smuglerne, og i V som Viktor (1986), hvor vi igen møder kriminalassistent Steen Bertelsen og hans folk fra Spøgelsesklinten i en sag, der denne gang ender med kidnapning. Flere andre af Thøger Birkelands bøger tilhører krimigenren, men især Saftevandsmordet (1968) er en elegant komponeret historie om tre søskendes leg med tanken om at forgive deres rædselsfulde fætter. Læseren er selv efter endt læsning i tvivl om, om der virkeligt var gift i saftevandsflasken, som var tiltænkt fætter Peter!
   Foruden Kulturministeriets Børnebogspris har Thøger Birkeland modtaget Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris (1980), Den Danske Boghandlermedhjælperforenings Børnebogspris (1981) og H.C. Andersen-Legatet (1982). I 1983 kårede et meget stort antal skoleelever ham til den mest populære forfatter for 4.-7. klasserne, og han modtog samme år Danmarks Skolebiblioteksforenings Børnebogspris sammen med Bjarne Reuter, som han i øvrigt har skrevet en bog sammen med. Natten i Safarihulen hedder den.
   I de seneste år har Thøger Birkeland ikke skrevet større romaner, men det er blevet til en række korte, letlæselige og spændende historier for de yngste læsere, der er kommet godt i gang med læsningen. “Ens målgruppe bliver yngre og yngre, efterhånden som man bliver ældre og ældre,” udtalte han for nogle år siden. Det er imidlertid karakteristisk for ham, at alle historierne altid handler om væsentlige problematikker i børnehøjde. Der skydes ikke noget under stolen, men historier er også solidariske og positive med et indbygget håb om, at noget må kunne ændre sig til det bedre. Netop dette har igennem alle årene været et specielt kendemærke for Thøger Birkelands store og fornemme forfatterskab på over 80 tit-ler.