Drengene fra stenborgen

Af : Bjarne Dalsgaard Svendsen

Der var tre store mænd (plus et par kvinder, men nu taler vi altså om mændene), der især prægede det 20. århundredes børnelitteratur i Danmark. Gunnar Jørgensen (Flemmingbøgerne), Torry Gredsted (Paw etc.) og Thøger Birkeland.
   Flemmingbøgerne, der genudgaves helt op i 1970'erne (!), hører til de mest modbydelige børnebøger, der nogensinde er blevet trykt. Under det savlende sentimentale motto, der kursiverede sig forrest i samtlige ti bøger: »Prøv! - med Kærlighedens stærke Arm «, hældte Gunnar Jørgensen en så stor spand af skyldfølelse ud over sine læsere, at ingen vel nogensinde helt har forvundet at læse hans bøger. Jeg husker en specielt nedrig passage, hvor Flemmings far siger: »De sorte rande, din mor har fået de seneste måneder skyldes ikke mindst dig, min dreng« (citeret efter hukommelsen). Flemming bebrejdes, at hans mor er syg! Jeg kan overhovedet ikke forestille mig noget mere rædselsfuldt. (Nævnes skal det lige for en sikkerheds skyld, at Gunnar Jørgensen aldrig distancerede sig fra mændene i sine bøger - så fars ord var Gunnar Jørgensens ord).

Torry Gredsted skrev ikke så godt som Gunnar Jørgensen (der skrev fremragende, Herman Bang-inspireret, som han var), imidlertid konstruerede han nogle spændende historier. 'Paw' og 'Paw i urskoven' var på sin vis smukke og indfølte bøger, dog med vel megen ædel vild-romantiséren. Og andre af hans bøger var bestemt veldrejede og eksotiske, men set i bakspejlet også temmelig militante i betrækket. En mand var en mand og en dreng var én, der fulgte spillereglerne - nemlig at mændene kastede terningerne hvér gang. Og accepterede drengen ikke det, så var han en usling, der blev bortvist eller leet ud eller fortjent forladt. Sådan var dét - og det kunne ikke diskuteres. God, gangbar Kaptajn Jespersen-moral. Selv de mest hårdhjertede drengelæsere kunne falde i fælden. Det var dén ulyksalige tradition, Thøger Birkeland stilfærdigt gjorde op med med via sin første, nu aldeles uopdrivelige bog, 'Drengene fra stenborgen'. Thøger Birkeland demonstrerede ikke en flæbende moderbinding, han trynede ikke sine drengelæsere med småfascistoid faderdyrkelse. Næh, han skrev en bog, der som hovedpersoner havde to drenge, der (vist for første gang i den danske børnelitteratur) boede hos deres enlige mor. Han skrev stille og indfølt om den ældre drengs forsøg på at skaffe sig arbejde og skæppe lidt i kassen derhjemme - og den yngre dreng, der sammen med sine venner sloges mod 'slotterne', en anden drengeklike. Og han skrev - og har altid skrevet - uden den Astrid Lindgrenske lost paradise- sentimentalitet.

For mig at se er det lige præcis da og dér, at børnelitteraturen i Danmark bevæger sig fra at være såkaldt voksne forfatteres uerkendte terapiforløb, autoritetstilbedelse - eller rent pseudodidaktisk vrøvl - til at definere sig selv som en selvstændig gren af litteraturen. Der blev naturligvis skrevet mange rigtig gode bøger for børn før 'Drengene fra stenborgen', men det var med dén, at nybruddet i børnelitteraturen for alvor indvarsledes.
   Jeg har fra hestens egen mund, at bogen udkom i 1.000 eksemplarer (ikke mange for en børnebog dengang) - og blev anmeldt i én eneste avis, nemlig Land og Folk, der mente, at drengesolidariteten i bogen var fint og smukt skildret. Den er aldrig siden blevet genoptrykt og bliver det nok heller ikke. Og måske er det godt nok, for som dén debutbog, den er, er den ikke uden svagheder, men den fortjener at blive betitlet korrekt, for det var dén bog, der grundlagde dén børnelitteratur i Danmark, der fortjent betragtes som én af verdens fineste.

Uddraget er taget fra Politiken den 30. marts 2002